Velkommen! Log ind Lav ny profil

Støtte og gode råd søges

Indsendt af Rita46
Støtte og gode råd søges
21 Feb, 2017 12:42
Hej

Jeg er ny herinde og skriver da det vil være rart med noget sparring fra andre i samme situation.

Jeg har altid været den friske type, hende der altid gik sidst hjem fra fester mv. Har altid været glad for virkningen af alkohol - man bliver mere selvsikker, afslappet osv. Men har altid været virkelig syg af tømmermænd dagen derpå både fysisk og psykisk.

De seneste ca. 10 år er mit forbrug steget i takt med, mere stress på jobbet og meget at se til på hjemmefronten, små børn - gamle forældre osv. Jeg har ofte lavet aftaler med mig selv om ikke at skulle drikke - men alligevel er der røget en flaske vin i indkøbskurven på hjemvejen. Jeg er mester i at finde på dårlige undskyldninger over for mig selv.

For ca 1 år siden var jeg så træt af mig selv at jeg kontaktede alkoholenheden i min kommune og gik til samtaler løbende i ca 3 mdr. Min behandler var rigtig fin og tale med, men var lidt forundret over min henvendelse, da det er atypisk at henvende sig inden det hele sejler. Det lykkedes mig at have 4 mdr i total afholdenhed - jeg havde det SÅ godt med mig selv og fandt en energi, som var savnet. Min behandler i kommunen skulle skifte job og vi var enige om at afslutte mit forløb. Efter nogle uger skulle jeg til fest - så var det ferie osv osv.. og ja.. jeg er nu næsten tilbage til start med et skadeligt forbrug. 2-5 flasker vin pr uge.

Men nu skal det være slut, jeg vil ikke den vej. Jeg har et godt job, en god mand og skønne børn. Jeg løber og går op i at spise sundt - så det er jo stik mod al sund fornuft at drikke for meget.

Jeg har ikke lyst til det kommunale behandlingssystem igen. Jeg synes det er svært at afgøre om man er alkoholiker eller om det er en dårlig vane. Føler mig lidt i gråzonen.

Hvis I har gode råd, erfaringer eller input - er de mere end velkomme.
Re: Støtte og gode råd søges
22 Feb, 2017 21:11
Hejsa

Jeg kan godt genkende din oplevelse fra kommunen (misbrugs centeret) - jeg skulle helt bestemt kommes i en kasse - et lettere moderat overforbrug hed min kasse - til trods for jeg drak næsten hver dag (nok maks. en - 10 dage jeg gik ædru i seng om året i en 10 - 15 år i træk + at konen var rigtig godt træt af min opførsel generelt)

Jeg gik så i AA, her er det hvordan jeg selv opfatter mit forbrug og afhængighed der er afgørende. For nogen.

Jeg havde svært ved at slippe flasken helt, hende på kommunen var ved at opgive mig, hun mente ikke jeg virkelig ville stoppe, og min sponser i AA troede heller ikke jeg ville.

Men heldigvis var der andre som troede på mig, accepterede at min vej ikke var stop fra dag til dag, men langsom udfasning medens jeg blev klogere hvordan jeg kunne takle livet uden alkohol.

Gik også til en terapeut, nok det bedste jeg gjorde, hun fokuserede på det positive, antal ædru dage siden sidst + hvorfor jeg kunne klare dem, i stedte for at tage stokken frem og slå mig for det jeg havde drukket.

Jeg kæmpede også meget med vanen, men denne er ikke rigtig gældende i visse kredse. Men som jeg siger om det er det ene eller andet som fik mig til at drikke er ikke så vigtigt, det vigtigste var at finde ud af hvad det hvad / hvorfor + gøre noget ved det.

Men er stødt på mange andre holdninger, generende i starten, der kunne jeg faktisk konkludere ud fra nogen rammer at jeg ikke havde et problem, men vidste jeg havde det og det var nok for mig til at ville gøre noget.

ved ikke om du kan bruge dette til noget men ønsker dig altmulig heldog lykke med projektet

Kh. Bjarne
Re: Støtte og gode råd søges
22 Feb, 2017 23:13
Hej Bjarne

TAK for at dele dine erfaringer. Det er befriende at høre - at jeg ikke er den eneste der ikke passer i systemernes kasser.

Jeg har overvejet aa flere gange - men synes det virker meget sort/Hvidt.

Det giver mere mening at have fokus på det positive og hvad der lykkes - frem for at slå sig selv i hovedet når det ikke lykkes - som du skriver.

Nu er jeg bare nysgerrig - men hvilken rolle har alkohol i dit liv nu? Er du helt afholdende eller kan du stadigvæk drikke en gang i mellem?

Kh Rita
Re: Støtte og gode råd søges
22 Feb, 2017 23:56
Hej Rita

Jeg er ikke anderledes ..........

under denne overskrift skrev jeg for nogle år siden:

'Uha, det er en meget lang historie, som jeg gennem årene her på Hope har skrevet dele af, både i sammenhæng med andet, og for sig selv.

I sin tid skrev jeg et indlæg ved overskriften 'Især til nyædru', som jeg lejlighedsvis har hentet frem, eller henvist til. Ikke mindst fordi det er evig gyldigt, og derfor sagtens tåler gentagelse for dem som allerede har læst det, og kan være til støtte og inspiration for nye læsere.

For ikke så længe siden skrev jeg følgende indlæg i en tråd, der hed 'Senabstinenser', og som du kan læse her. Måske du kan bruge noget af det?
Det er en slags sammenfatning af en del af min alkoholiske karriere, og vejen til en god og statil ædruelighed:

'Forfatter: JørnL
Dato: 04-05-13 07:09

Det er ikke min overbevisning, men mine personlige erfaringer, som jeg er træt af bliver draget i tvivl. Jeg beretter åbent og ærligt, og bryder mig ikke om at blive taget for at digte, smøre tykt på, eller ligefrem tale usandt.

Jeg har for længst tilkendegivet, at målet helliger midlet, og at alt bør prøves. Det har været nødvendigt for mig selv, og jeg kender personligt mange andre, hvor hvem det samme gør sig gældende.

Da jeg virkelig gerne ville være ædru, var jeg nødt til at prøve mig frem, indtil jeg endelig fandt det som virkede for mig.

Jeg har drukket i ca. 35 år af mit liv, og er heldigvis holdt op, og er blevet ædru. Og har nu - blandt meget andet godt og positivt - henholdsvis 15 års kontinuerlig ædruelighed, og en 69 års fødselsdag at se hen til i løbet af resten af året.

Nedturen startede vel med, at jeg blev opfordret til at drosle ned, men efter at jeg 'overgik' fra at være stor- og festdrikker til at blive egentlig alkoholiker/alkoholafhængig, kunne jeg bare ikke.

Næste skridt var en snak med lægen, høre på formaninger som alligevel ikke hjalp nogen steder, og derefter lægeordineret antabus, men da dette præparat som bekendt ikke kan stå alene, var det nærmest dødsdømt på forhånd.

Sideløbende med mange gode ønsker og opfordringer fra dem, som stod mig nærmest. Alligevel eskalerede drikkeriet, og det kunne både høres og ses på mig.

I 1990 blev jeg taget for sprit, promille 1,81, ved en rutinekontrol. Kostede en netto månedsløn i skat, og frakendelse af kørekortet i 2 år.

Det afholdt mig dog hverken fra at drikke, eller at køre bil, afhængig som jeg var, og som på daværende tidspunkt havde 100 km. til jobbet. Som jeg heller ikke kunne klare uden fortsat at drikke, abstinenserne skulle jo holdes fra døren.

I 1991 blev det så min daværende hustru for meget, så jeg blev tvunget til at lade bilen stå. Det gjorde jeg modstræbende, men fortsatte drikkeriet, nu mere 'frit' end før, da jeg ikke også skulle bruge kræfter på ikke at blive taget af politiet.

Det var nemlig det der fyldte mest, og jeg tænkte ikke meget på de frygtelige følgevirkninger, min spritkørsel kunne afstedkomme.

I november 1991 fik jeg ultimatum: behandling eller skilsmisse. Og af to onder ....
4 ugers internat behandling, og tilbage til jobbet. Alle - inkl. mig selv - troede at nu var det hele sat på skinner, men det var det langt fra.

Fruen og jeg gik til ugentlig efterbehandling, og jeg startede i AA, som var blevet mig foreslået. Jeg forstod bare ikke at anvende det efter fortjeneste, for jeg skulle jo selv, det er ikke en behandling, men hjælp til selvhjælp.

Efterbehandlingen, som varede i 12 måneder, blev overholdt til punkt og prikke, og jeg gik i AA uden det store udbytte, bl.a. havde jeg fortsat drikketrang, men drak altså ikke på det tidspunkt.

I 1992 generhvervede jeg mit kørekort, gik sporadisk i AA, men havde fortsat drikketrang. Senere har jeg også fundet ud af, at jeg ikke havde drukket færdig, som jeg selv ynder at betegne det som.

På min hustrus opfordring forsøgte jeg/vi med psykolog, psykiatri, terapi m.v., alt sammen uden effekt på mit problem.

I 1996 begyndte det at gå rigtig galt igen, da jeg tog nogle perioder med at drikke, hvilket var ved at knuse alle familiemedlemmers hjerter, og mit eget med, for den sags skyld. Og det endte med skilsmisse, for alle parters skyld.

En 'syg' undskyldning på jobbet: vi var vokset fra hinanden osv, og nu havde jeg så kun mig selv at hænge min hat på. Jeg var helt alene, og det måtte jo gå galt. Og det gjorde det så sandelig også.

Jeg var begyndt at gå nogenlunde fast i AA igen, men drak ind imellem, og havde det rigtig dårligt på alle måder. Gik til læge og fik konstateret en depression, som var behandlingskrævende. Så havde jeg jo nærmest en slags 'alibi' for min gøren og laden, for nu var der stillet en diagnose, og jeg fik medicin.

Behandlingen blev udvidet med samtaleterapi, som skulle være godt for både min alkoholisme, og min depression. Men hjalp ikke på nogen af delene.

Mit drikkeri fortsatte, og et nyt ultimatum, denne gang fra arbejdsgiveren: behandling eller fyring. Og igen: af to onder .... så jeg gik i dagbehandling, og klarede frisag en tid.
Deltog i 4-5 AA-møder om ugen, og så egentlig lyst på fremtiden, for denne gang skulle det være.

Men jeg havde glemt hvor lumsk alkoholen kan være, og jeg smadrede min egen og et par andre biler, med en promille på 3,07. Det kostede 5 års frakendelse, og en hæftestraf som jeg dog fik konverteret til en behandlingsdom efter datidens regler. Jeg skulle underkaste mig Kriminalforsorgens tilsyn, tage lægekontrolleret antabus eller gå til AA-møder (med mødekort), så kunne jeg se hen til at få lov til at generhverve kørekortet efter halv tid (2½ år), og slippe med en bøde, der senere ville blive fastsat.

Jeg passede mit arbejde, og fik derfor på mirakuløs vis lov til at beholde jobbet, som jeg til alles store undren passede til punkt og prikke.

Men det kunne ikke blive ved med at gå godt. Jeg tog f.eks. 2 ugers ferie, tog på 1 uges charter hvor jeg drak, og tilbragte uge 2 i sengen, hvor jeg tog 'en kold tyrker', så jeg var klar til jobbet efter feriens udløb. Ustabilt, og tærende på krop og sjæl.

En dag i 1997 fyrede jeg så at sige mig selv. Jeg havde drukket, og måtte ringe til jobbet om morgen og gå til bekendelse. Og var så ikke på arbejdspladsen siden ...

Jeg modtog en skriftlig opsigelse med 6 måneders fuld løn i udsigt, og så kunne jeg jo rigtigt drikke videre, jeg havde ingen forpligtelser længere - i min egen syge optik.

Som sagt, så gjort. Og det gik galt mange gange, jeg faldt om på gaden og på værtshuse, og endte på skadestuer og i detentionen. Forslået, og uden tegnebog med kreditkort osv.

En gang jeg havde drukket videre hjemme, var jeg så syg at jeg ringede til en AA-ven. Han og en anden kom, og fik mig indlagt på psykiatrisk skadestue, jeg havde en promille på over 4,00. De ville ellers ikke tage ansvar for mig, men da vennerne slog i bordet, og spurgte hvor de ellers skulle gøre af mig, indvilligede de. Der lå jeg så i afgiftning i en uge.

Blev udskrevet, tog hjem og drak videre. Det skete et par gange, og mærkeligt nok undgik jeg at falde i unåde hos Kriminalforsorgen, hvor jeg periodisk skulle møde op og redegøre for min gøren og laden, især for om jeg overholdt min del af aftalen.

Det endte med at jeg flyttede i 1998, væk fra det dengang lokale drukmiljø. Godt nok en geografisk flugt, hvor nissen følger med. Men det skulle alligevel vise sig at være et skridt i den rigtige retning.

Min 'alkoholiske karriere' sluttede med en mega druktur, hvor jeg forsøgte at tage livet af mig. Men ikke engang det kunne jeg finde ud af. Det foregik på en fjern græsk ø, og jeg havde cuttet forbindelsen til familie, slægt og venner.

Så da jeg kom hjem igen, og havde - så at sige - set skriften på væggen, indså jeg at jeg havde meget at leve for, og at jeg var ved at dø af druk. Fik konstateret en behandlingskrævende mega depression, som jeg først efter et par år droppede ud af, i samråd med min læge.

Jeg havde generhvervet kørekortet efter de tidligere beskrevne regler, fået nyt job, købt hus, og fik det langsomt bedre. Havde gået på et værested, taget antabus for at overholde min del af aftalen med Kriminalforsorgen, begyndt i AA igen, og denne gang begyndte det så småt at hænge fast, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at suge til mig.

Fra den 21. juni 1998 at regne er jeg så - endelig, og efter mange forgæves tilløb - ædru, både fysisk og mentalt.

Et paradoks: den seneste depression blev angivelig udløst af at jeg stoppede drikkeriet. Det kan sammenlignes med at miste højre arm, et barn, en ægtefælle, eller noget andet lige så tragisk. Tænk at skulle sige endegyldigt farvel til en trofast følgesvend gennem 35 år. Det er altså hårdt, også for psyken, som vi som bekendt ikke altid er herre over.

Men for pokker, for et godt liv jeg har fået. Jeg er yderst taknemmelig og ydmyg over det, og skønner på det hver dag. Og prøver at betale tilbage af alt det jeg selv har modtaget, ved at være udadvendt og aktiv, som jeg har givet udtryk for i masser af indlæg her på Hope de seneste snart 10 år.

Så det er altså i store træk baggrunden for at jeg er blevet til den, jeg er. Og den position kæmper jeg fortsat for, og lever rigtig godt med. Jeg ønsker mig bestemt ikke tilbage til der hvor jeg kom fra, men jeg ved hvor hurtigt jeg kan komme det, hvis jeg ikke passer tilstrækkeligt på mig selv.

Og ja, jeg er jo i virkeligheden også den nærmeste til det.

God vind til alle ...'

--------------

Nu er yderligere 4 ædru år gået, og gået rigtig godt. Jeg er godt på vej til 19 års ædruelighed på årets længste, og 73 års fødselsdag i oktober.

Ikke mindst fordi jeg fortsat gør hvad der skal til, passer og forfiner mit liv og min ædruelighed, som altid kommer i første række.

k.h. JørnL
Re: Støtte og gode råd søges
23 Feb, 2017 11:22
Hej

Jeg stod i samme problemer/besværligheder som dig, og gjorde mig samme tanker om mit liv, med arbejde ,kone og børn. men måtte for 1 år siden indse at jeg skulle stoppe ellers var jeg sikker på at jeg ville miste det jeg elskede. Jeg har ikke søgt hjælp nogle steder, men klaret mig med HOPE og den fantastiske støtte det giver, Efter et forbrug på 1-2 flasker vin om dagen, har jeg nu ca 1 år klaret det nye liv næsten uden alkohol, i perioder helt uden, men ellers 1 glas fredag eller lørdag når min kone "gav" tilladelse. Jeg passer mit fitness og cykling og vægten siger nu - 13 KG, dette som en lille bonus gevinst.smiling bouncing smiley Så tro på det, tag 1 minut af gangen.
Jeg husker lige et par kloge ord herinde fra DET ER IKKE SVÆRT AT STOPPE MED AT DRIKKE
DET ER SVÆRT IKKE AT STARTE IGEN thumbs up.

Varme ædru tanker til dig

MOCCA
Re: Støtte og gode råd søges
23 Feb, 2017 16:28
Hej Jørn

Tak for at dele dine erfaringer. Det er skræmmende og lærerigt på samme tid.

Hvor er det dejligt du er kommet ud på den anden side og nu kan hjælpe andre.

Tak
Re: Støtte og gode råd søges
23 Feb, 2017 16:45
Hej Mocca

Tak for dit svar/indput - det betyder meget, at høre om andres erfaringer.

Hvor er det flot, godt, sejt og meget mere, at du har gjort noget - inden det er gået galt med familien, job mv. Hatten af for det.

Ja, en sidegevinst er jo vægten - smiling smiley god motivation

Jeg er rigtig glad for de indput jeg har fået - det varmer meget og er inspirerende.

Det er svært for mig, at tale med mine nære om. De gange jeg har prøvet - har de slået den hen. Der er da ikke noget galt med et glas rødvin - man skal da også nyde livet og sådan. De eneste der har sagt noget er mine voksne børn der af og til har sagt "drikker du ikke lidt rigeligt rødvin", sådan lidt henkastet. Jeg tror det er svært for pårørende at erkende at nogen de holder af har et alkoholproblem. Især hvis man ligner en der har styr på job, hjem og dyrker motion mv.

Jeg tror også at der reelt er virkelig mange der drikker ALT for meget - så det er ligesom legalt.. og mange steder forventes det nærmest at man skal drikke alkohol for at hygge sig.

Rigtig god vind til dig - og din ædruelighed.

tak - kh Rita



Redigeret 1 gang(e). Sidst redigeret 23/02/2017 17:25 af Rita46.
Re: Støtte og gode råd søges
23 Feb, 2017 19:01
Hej igen

For især udenforstående kan det virke utroligt skræmmende, men sådan er virkeligheden jo ofte: den overgår fantasien smiling smiley

Jeg betragter det fortsat som en omgang go' hjælp til selvhjælp, ikke mindst fordi vi alkoholafhængige har rigtig mange ting til fælles i vort forløb, jo længere det nu varer.

Det er også det eneste formål i AA, nemlig at bringe budskabet videre til dem der fortsat lider. Budskabet om, at der findes en vej ud af det. Og det gøres bedst ved at dele erfaring, styrke og håb, for enhver taler kun for sig selv, og om sig selv. Og er som sådan kun 'specialist' på egen situation.

Men naturligvis kan samme koncept bruges uden for AA. Hjælpen er den samme, og afhængighed ER afhængighed.

JørnL
Re: Støtte og gode råd søges
23 Feb, 2017 19:42
Hej Jørn

Hvor har du ret smiling smiley virkeligheden har det med at overraske.

Jeg har været vidne til meget druk i min nærmeste familie. Har set hvordan afhængighed kan ødelægge alt. Hvordan kloge, intelligente mennesker kan ændre sig - og tabe alt.. når alkohol bliver drivkraften og det vigtigste i tilværelsen.

Det er nok derfor jeg selv er bevidst om at jeg er på gale vej - og ønsker at ændrer et meget usundt forbrug, inden det løber helt af sporet.

Jeg er rigtig glad for støtten i dette forum - tak
Re: Støtte og gode råd søges
28 Feb, 2017 17:25
Hej Rita

Det ville være løgn T PÅATÅ t alkohol ikke spiller en rolle i mit liv mere, for så ville jeg jo ikke skrive herinde.

Men jeg er ikke totalt afholdende, det lyder nemlig negativt i min verden, men jeg drikker bare ikke alkohol mere fordi jeg ikke har lyst, og jeg savner det ikke.

Men i starten, der havde jeg svært ved at sige "aldrig mere" og det med bare at tage 24 timer ad gangen, også starte forfra i morgen, det synes jeg indikerede at det var en kamp jeg skulle starte på hver dag.

Så da jeg stoppede lavede jeg nogle aftaler med mig selv, nu venter jeg 14 dage, så vurderer jeg om jeg vil tage noget igen, eller der træffe en ny beslutning og med tiden fandt jeg ud af jeg ikke behøvede det og heller ikke savner det.

Men kunne ikke sluge den med 24 timer / aldrig mere fra starten.

Mht. aa, så kan det virke sort / hvidt, jeg havde det også svært i starten, men begyndte så at fokusere på det som der var jeg kunne bruge og af og til sidder jeg og smiler lidt indvendigt af de andre, på en positiv måde.

Der er ingen regler siges der, men alligevel præsenterer man sig med navn + jeg er alkoholiker og man afbryder ikke den der snakker og takker altid bagefter uanset hvad der er blevet sagt.

Jeg vel kalde det regler, andre kalder det traditioner / retnings linier, men jeg gider ikke bruge tid på at hænge mig i betydningen af ord, men lægger vægt på hvordan det virker, og hvad jeg kan give og få i AA.

Jeg håber for dig at du giver det en chance og gerne lige prøver lidt forskellige møder, jeg har AA'ere jeg får godt i spænd med og andre som ikke lige er min kemi.

Men ugen, fokuserer jeg på det positive, så er det ret godt.

/ Bjarne
Re: Støtte og gode råd søges
05 Mar, 2017 16:37
Hej Bjarne

Det giver mening at fokuserer på det positive og slippe den dårlige samvittighed..

Tak for tippet om aa - det kan godt være jeg tager mod til mig og tager til et møde.

Synes det har givet mig meget med de svar / indput jeg har fået herinde.
Re: Støtte og gode råd søges
05 Mar, 2017 18:48
Hej igen Rita

Rart at høre at det giver dig et eller andet, og som du nok allerede har erfaret, så er vi ikke ens herinde.

Jørn og jeg er begge nogle af de lidt ældre på HOPE, begge AA'ere, , men vidt forskellige, dette er bare for at sige at der er nok ikke nogen som du skal prøve at efterligne i alt hvad du gør.

Det gjorde jeg i starten, skulle lige lære at finde ud af hvad det var der hjalp for hem der Bjarne, så nu tager jeg hvad jeg kan bruge, putter resten i et P hus, hvor det så kan tages ud fra når jeg er klar til dette -eller får brug for det.

Det er meget bedre for mig end at bruge energi på alt det jeg ikke kan bruge eller ikke kan finde ud af lige nu

KH.. Bjarne
Re: Støtte og gode råd søges
25 Apr, 2017 16:38
Det er godt at se at der var en vej ud, selvom du var tæt på at tage den til graven i sidste ende. Jeg må bare ønske dig held og lykke med din ædruelighed videre og sige at jeg finder et godt eksempel i din måde at tage det på smiling smiley
Re: Støtte og gode råd søges
31 May, 2017 9:35
Hej
Det med ikke at passe ind i de rigtige kasser oplevede jeg så for nyligt.
Efter mit indlæg tidligere i denne tråd, følte jeg at jeg skulle have hjælp til ikke at begynde igen.
Det kunne man jo ikke forstå, men efter en lang samtale på over 1 time og 3 møder derefter har vi ligesom kommet ind til kærnen. Og jeg er sikker på det hjælper mig fremover.
Men det var en kæmpe beslutning for mig at tage kontakt, bare for at få af vide at det ikke er normalt at næsten kunne stoppe selv, men vil have hjælp til ikke at begynde igen efter ca 1 år, men da jeg så sagde undskyld for det, kom hun alligevel til at grine lidt grinning smiley.
God dag til jer
MOCCA
Beklager, kun registrerede brugere må sende emner i dette forum.

Klik her for at logge ind