Velkommen! Log ind Lav ny profil

Organdonation

Indsendt af Bonnie
Bonnie
Organdonation
07 Aug, 2004 11:51
Måske ikke et emne der hører til her i debatten, og så alligevel.

Jeg har lige set et program på TV om købte organer fra andre lande. Og hold da op hvor bliver jeg i tvivl om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Kan det være moralsk i orden at en dansker med nyreproblemer "bare" kan købe en ny nyre af et fattigt menneske i et u-land ? Hvad betyder det for det menneske der mere eller mindre frivilligt har doneret nyren (og fået pengene) ? Og ville jeg selv være i stand til at sige nej til tilbuddet hvis jeg havde pengene og et par mindre børn for hvem mit liv betød utroligt meget ?

Jeg tror at jeg ville takke ja. Og det er jeg samtidig flov over. På grund af konsekvensen for donoren. Men jeg ville sige ja, hvis jeg havde små børn.

Hvad siger I ?

KH Bonnie
J.J.
Organdonation - også til alkoholikere?
07 Aug, 2004 19:54
Hej Bonnie

Jeg synes at emnet balancerer lige på grænsen af dette forums tema.
Men lad os prøve alligevel:

Etisk synes jeg problemstillingen er uhyre svær.
Skal man hjælpe eller tage imod hjælp for en hver pris?
Betyder hensynet til egne pårørende mere end hensynet til sælgerens pårørende; altså for sælgeren med kun en nyre er odds´ene for at være en varig forsøger af familien jo mindre. Salg af nyre er måske som at urinere i bukserne?

Er det rimeligt, at fattige folk i den tredje verden sælger vitale legmesdele for at folk i vores del af verden, hvor både levealder og materielle forhold er så meget bedre, kan leve endnu længere?

Du skriver at der er tale om en frivilig kirugisk transaktion. Det er nok et spørgsmål om holdning. Hvis donoreren ikke har andre valg, men mange munde at mætte, så må det være ret svært at sige nej.

Filosofisk kan man spørge, om et menneskeliv hér er mere værd end et menneskeliv dér?

Du har taget stilling og ville sige ja under de omstændigheder tv-udsendelsen handlede om.
Det er et personligt valg, der ikke bør anfægtes.
Selv er jeg fortsat i tvivl. Det er nemt at have rene og moralsk forsvarlige standpunker når det ikke er mig, der er i knibe.

Nu ved jeg faktisk ikke, om en nyre tager skade af alkoholisme. Men HVIS den gør, taler det så imod at lave transplantationen, da man kan hævde, at ødelæggelsen af alkoholikerens nyre er selvforskyldt?

Hvis vi i DK kun var i et lille bekneb for nyrer til patienterne - altså at vi selv donerede nyrerne internt - skulle vi så alligevel rutte med nyrerne til en alkoholiker eller narkoman, hvis statistiske chance for at kunne komme til at værdsætte denne gave er temmelig ringe?

Eller man kunne vende den om: skal det være tilladt for alle i DK, inkl. fattige alkoholikere og narkomaner, at sælge deres ene nyre?
Ville du om du var nyrepatient tage imod, vel vidende at du kunne møde sælgeren næste dag?

Mange spørgsmål at tænke over...

mvh

J.J.
Kære Bonnie og J.J.,

J.J. har vel nok ret i, at emnet er på grænsen af emnet - på den anden side, så er her jo plads nok, og vi skubber jo ingen ud ved at tage emnet op.


Men jeg synes, at Bonnie rammer noget meget væsentligt. På den ene side kan vi sagtens emnet ud fra en moralsk synsvinkel, og der tror jeg ikke at vi bliver meget uenige.

Noget andet er, hvis man selv sidder i suppedasen. Og jeg synes, at det er meget rigtigt at spørge, hvad man ville gøre, hvis det var personligt - så får det pludselig en anden dimension.

Selv ville jeg nok have visse betænkeligheder - som J.J. - hvis det drejede sig om mig selv; men drejede det sig om et af mine børn, ville jeg ikke tøve et sekund !
Så langt rækker min moral :-)

kærlig hilsen
Bjarne
Re: Organdonation
02 Jun, 2017 17:16
Hejsa

Jeg har nogen gange tænkt på at melde mig, men jeg aner jo ikke hvordan det der er inde i mig ser ud.

Måske har det taget skade af for meget alkohol i for mange år.

Måske her jeg ødelagt mulighederne for en anden ved at have drukket,

Måske er det mig der i stedet for brug for det og måske.........................

Det er hvad jeg umiddelbart tænker på om dette emne

/ Bjarne
Re: Organdonation
03 Jun, 2017 11:24
Om menneskers liv er lige meget værd, hm... nej det er de ikke - ikke set med menneskers øjne i hvert fald.

Om man skal tilbyde det til folk der er i fuld gang med at ødelægge deres liv, nej det skal man vel ikke nødvendigvis, men hvem skal så bestemme hvor grænsen går, misbrug måske, men hvad så med cigaretter, slik og overvægt?
Hvad med kroniske sygdomme man ikke nødvendigvis dør af, fysiske eller psykiske - skal de rykke folk længere ned på listen?
Og hvis man ingen familie har, skal man så bagerst i køen?

Folk med nære relationer - oftest børn, siger indimellem, havde det ikke været for dem så havde jeg ikke været her i dag.
Men er det sandt? Jeg tror det ikke nødvendigvis, bliver man på jorden så er det et valg man tager fordi man kan, ikke fordi man gør det for andres skyld, der er også folk med nære relationer der tager deres liv, er de så dårligere mennesker og mere ansvarsløse? eller er de "bare" endnu længere ude?

Mange spørgsmål, og ja jeg ville sige ja tak til et organ hvis det var nødvendigt for mig, også selvom jeg i min position af ikke at have familie ville fremstå egoistisk i nogles øjne, - det er meget nemt at dømme andre der er i en anden situation end en selv, at dække sig ind under noget man har i sit liv.

Om det er rimeligt eller ej at fattige kan sælge organer, synes jeg hører en anden diskussion til, end at ligge og fx sige nej tak fordi man synes det er unfair.
Det er en diskussion der hører til højere oppe i beslutningstagernes myndighed, ikke noget den enkelte sådan virkeligt kan påvirke, derfor ville jeg sige ja tak til livet hvis muligheden bød sig.
Beklager, kun registrerede brugere må sende emner i dette forum.

Klik her for at logge ind