Velkommen! Log ind Lav ny profil

Nyt medlem søger støtte og råd

Indsendt af Wyndorf
Nyt medlem søger støtte og råd
18 Jun, 2018 21:57
Hvorfor drikker Jeppe?

Det findes der adskillige svar på. Lad mig starte med mit.

I skrivende stund er det mandag aften kl. 22. Jeg skal på arbejde igen i morgen. Jeg har drukket 5 påskebryg på 5,4 %

Jeg er afhængig af alkohol. Ikke forstået sådan at jeg starter dagen med en sjus. Og at jeg drikker i løbet af en arbejdsdag. Men jeg drikker alkohol stort set hver dag. Det er heller Ikke sådan at jeg går fuld i seng på en hverdagsaften hvis jeg skal på arbejde dagen efter. Men jeg drikker. Og skal jeg ikke på arbejde, har jeg svært ved at finde stopklodsen. Så kan jeg godt give den hele armen til kl. 4 om morgenen og enkelte gange endnu senere. Og det er ikke sjældent jeg oplever at have sorte huller dagen derpå. Dagen efter er det heller ikke unormalt at jeg drikker et par øl op ad dagen for at kurere mine tømmermænd. Og det er heller ikke helt unormalt, at jeg har kørt den videre om aftenen hvis det var en fredag jeg drak. Jeg føler det er svært at sætte mål og retning for mit liv, da jeg føler at alkoholen fylder for meget. Og jeg føler mig meget alene med mit problem.

Alkohol er med til at løfte stemningen. Det øger mit niveau af serotonin og dopamin. Men jeg er også godt klar over min hjerne får sværere og sværere ved at danne de stoffer af sig selv. Jeg føler mig ikke nedtrykt og deprimeret. Men min koncentration er blevet dårligere med årene. Og jeg føler mere uro og rastløshed. Jeg drikker en del kaffe i løbet af en arbejdsdag. Og når jeg kommer hjem har jeg behov for at finde ro. Ofte tager jeg en kort lur. Men trangen for at finde ro igennem alkohol melder sig hurtigt. Og hvis jeg ikke har købt nogle øl på vej hjem fra job, kører jeg ud efter nogen. Jeg føler ikke jeg kan have alkohol i huset i forvejen, for så bliver jeg fristet.

Der er ingen tvivl om jeg finder det skamfuldt. Også set i lyset af jeg har et arbejde hvor jeg skal hjælpe sårbare unge videre. Nogle af dem har også et misbrug. Jeg kan godt være professionel ift. det, men der er ingen tvivl om at jeg finder det absurd at jeg skal tale med en ung omkring misbrug, når jeg selv har et.

Min mor er den eneste der kender til mit problem. Og hun anerkender mig og er lyttende når jeg taler om det. Jeg har ikke lyst til at gå til AA møder. Men i oktober 2017 startede jeg på at gå til samtaler ved alkoholbehandlingen. Der stoppede jeg efter et par måneder, da jeg ikke følte mig klar. På det tidspunkt havde jeg et andet job hvor jeg pendlede en time hver vej. Jobbet gav mig ikke megen glæde og med udgangen af december sagde jeg det op. Nu skulle jeg have ro på og fokusere på mit alkoholproblem. I januar startede jeg igen på samtaler. Men er stoppet igen i april. Alkoholbehandlingen ville gerne have jeg er tørlagt 3 måneder. Det har jeg haft svært ved at efterleve. Jeg fik Campral i en måneds tid og følte også de hjalp. Der gik flere dage imellem jeg drak. Men min rygrad var som en regnorm når jeg var ude at øve med bandet. Jeg fik en snak med dem, hvor de fortalte mig at jeg altid var velkommen, men at jeg ikke var motiveret nok (læs at jeg ikke havde taget fast en beslutning om at ville ændre min situation.)

Jeg håber igennem Hope at kunne få noget sparring og viden omkring hvordan jeg kommer videre. Mit mål er at få et mådeholdent forhold til alkohol igen. Men i første omgang en længere periode hvor jeg er tørlagt. Håber at høre fra nogen af jer.
Re: Nyt medlem søger støtte og råd
19 Jun, 2018 0:30
Hej smiling smiley
Jeg kan genkende en del af det du skriver.
Jeg har selv drukket på mine følelser......og meget på min angst.
Igennem flere år har jeg "leget" med at drikke 2 flasker vin om ugen.
For det meste er det gået godt, andre gange har det ført til at jeg har drukket mere........
Efter en nedtur i efteråret sidste år, med selvmordsforsøg og indlæggelse, er jeg efterfølgende holdt op med at drikke på min angst.
Jeg har været i en angstgruppe, en gang om ugen i 12 uger, og det har betydet meget for mig.
Ud over det, så har jeg tvunget mit alkoholforbrug i bund - jeg startede ud med 3 måneder helt uden alkohol - det kan klart anbefales, selvom det kan føles svært.
Jeg drikker aldrig alene mere, drikker jeg, så deler jeg med min mand,
Jeg kan stadig mærke trangen til at bedøve mig i alkohol når tingene bliver svære, men det bliver bedre hele tiden.....

Floraline
Re: Nyt medlem søger støtte og råd
19 Jun, 2018 12:33
Hej Wyndorf.
Du beskriver dit alkoholforbrug. Og ja du går måske ikke fuld i seng de dage du arbejder. Men det kommer du til hvis ikke du får stoppet. Tag imod noget hjælp. Snak med nogen om det. Jeg har selv for mange år siden tænkt at de få øl jeg tog på hverdage ikke betød noget. Men det tog til.
Har været tre måneder i behandling i 2016. Kæmper stadigvæk. Og er nu inde i anden uge som ædru. Det er om at kunne lade den første stå.
Når det er sagt så føler jeg at du skal læse nogle af de tråde andre har startet. Læs nogle af de gode råd mange af de der er kommet igennem og som lever et ædrueligt liv. Læs og spørg dem gerne.
Hold ved og hold ud..
Kh Lars
Re: Nyt medlem søger støtte og råd
19 Jun, 2018 19:55
Hej og velkommen til smiling smiley
Jeg synes det lyder som en god idé at starte med en længerevarende helt afholden periode, det var sådan jeg selv kom i gang med at starte med at stoppe.
Hvordan man så gør det, ja det er jo svært lige at sige, personligt var jeg utroligt meget klar til det dengang, og fik hjælp via nogle samtaler.
Jeg havde ikke længere ret meget glæde ud af alkohol, og havde haft flere ture hvor jeg havde følt mig på kanten af liv og død og jeg var ærlig talt lidt skræmt og kunne godt se at det her gik ikke længere.

I starten af ”karrieren” havde jeg det også sådan at jeg ikke gik fuld i seng hvis jeg skulle op næste dag, det var et smart trick, man skulle jo bare lade være at drikke de sidste timer før man skulle iseng, og så drikke noget andet væske, så var man ok næste dag.
Men det endte med at blive sådan at hvis jeg drak så var det til jeg gik i brædderne, alkohol gør bare noget ved hjernen som man ikke kan styre i længden, og du har fuldstændig ret i at man bliver dårligere til selv at danne de lykkestoffer i hjernen som alkohol hjælper med at få på banen.
Det er en af grundene til at det er så hårdt at holde en pause/stoppe, men de første gange den helt naturlige glæde popper op er simpelthen bare fantastiske, den dér ”jeg er glad, jeg har ikke drukket, jeg er bare glad fordi jeg er mig, det er MIN glæde, ikke alkohols glæde”.

Senere forsvinder ”nyhedens rus ved at være ædru” - men den tid de udfordringer, i første omgang skal man give slip på den alko-krykke, og genfinde sin egen balance.

Du spiller med nogle hvor der bliver drukket alkohol kan jeg næsten forstå, det er altid svært at skulle være i sammenhænge hvor der er alkohol når man prøver at stoppe selv, jeg syntes det var meget komplicerende dengang når jeg skulle være steder med alkohol, min hjerne tog sig meget af det og var næsten med i hver en slurk der blev sunket af de andre.
Det var ikke sådan at det gav mig alkoholtrang, og jeg bildte mig ind at det rørte mig ikke, men det gjorde det i høj grad på et underliggende plan, og nogle gange sendte det mig på druk et par dage efter – om det var sket alligevel skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige.

Men rådet er jo sådan noget som at tage noget med uden alkohol som man så selv kan drikke, men indrømmet, det er ikke nødvendigvis ukompliceret for den alkoholfikserede hjerne.
Der er også sådan noget som ”hvordan nipper man til et glas appelsinjuice” osv. udfordringer er der nok af.

Men det kan lade sig gøre, og jeg tror måske også du vil kunne få et ok forhold til alkohol igen hvis du stopper nu inden det får ødelagt bremseklodserne helt.
Jeg er selv kommet ud af misbruget, og jeg kan godt drikke indimellem, hos mig har bremseklodserne faktisk bygget sig selv op mere og mere som tiden er gået, dog bliver de nok aldrig helt som de var før alt det her, så sådan noget som ”en enkelt hyggeøl/et glas vin at slappe af på” det går jeg udenom.
Men jeg kan godt drikke til en fest fx uden at være på druk hele ugen efter og evt. også hele ugen før bare ved tanken om det, - sådan var det meget dengang, men det er slet ikke sådan mere, overhovedet, det er bare den ene aften og så slut.

Min krop har fået noget at skulle have sagt igen, og min hjerne gider ikke alt det stress som alkohol giver.
Men det har taget en del år at få det hertil.
Og der har nok også været mange bump på vejen som ”et totalt alkoholstop for resten af livet” ikke ville have givet.
Men jeg synes ikke det er noget problem nu, og jeg kan også sagtens have det i huset igen uden at det rører mig og det er rart.

Jeg håber du finder den rette vej, hvis de siger du skal være ædru i 3 måneder, så skal du dét, de er nødt til at sortere lidt i hvem de hjælper, sådan at det er dem der rent faktisk kan blive hjulpet som får hjælpen, reglen var et halvt år dér hvor jeg gik.
Det virker hårdt og jeg syntes dengang de var mega urimelige osv. for jeg havde jo problemer og så var de bare så kolde.

Men set i bakspejlet kan jeg godt forstå det, man kan sige rigtig meget om – netop hvorfor Jeppe drikker, og der er ofte bagvedliggende tungtvejende årsager til at nogle bruger stimulanser i et omfang der fører til afhængighed, men når det har udviklet sig til et misbrug, så er man nødt til at være lidt ”hård” for at få misbruget stoppet, for så længe misbruget har magten, kommer man ikke ind til de bagvedliggende årsager, da rusen altid vil have pladsen som ”førstehjælper”.
Så det er nok en af grundene til at de forlanger 3 måneders afholdenhed.

Der når også at ske nogle ting på 3 måneder, for mig var en af de lidt overraskende ting simpelthen selve vanen, det var underligt ikke hele tiden at skulle indtage alkohol..... så en del af det for mig var blevet vane, så kommer der de psykiske ting, jeg havde det som om jeg mentalt set aldrig sov, som om jeg aldrig fik en pause fra virkeligheden, det skal man også vænne sig til, og ja så mangler man også den der ”ven” der altid er der, pludselig skal man gøre alting alene, og være alene i følelserne og der er ingen ”varm favn” når det hele er overstået og man er hjemme igen.

Men jeg vil sige at i løbet af tre måneder når man at komme rigtig langt, og hjernen bliver tvunget til at komme på banen igen mht. at opretholde sin egen kemiske balance osv.
Jeg håber du kan gøre det, måske lykkes det ikke i de første 5 forsøg, men så lykkes det måske i det 6. forsøg.

Jeg havde mange mange mange tilløb til alkoholfri perioder, men de holdt sjældent mere end en uge, ofte 3 dage – en med tømmermænd, en næsten uden tømmermænd og nummer 3 hvor det kunne være det samme.
Men ja som sagt, det hjalp mig da det blev et krav for at få hjælp, uanset jeg dengang syntes det var urimeligt winking smiley

Jeg håber du finder vejen til at få styr på det.
Og skriv endelig om hvordan det går, vi er mange herinde der har fået stor hjælp i dette forum, og flere er stadig herinde på sidelinien og vil gerne hjælpe smiling smiley
Re: Nyt medlem søger støtte og råd
19 Jun, 2018 20:54
Mange tak for jeres svar! Jeg kan se at det har været det helt rette at blive medlem og lave et opslag. Det er så vigtigt for mig at vide jeg ikke er alene. Og at andre har været de samme ting igennem. Selvfølgelig er jeg bevidst over at mange har et overforbrug og bruger alkohol uhensigtsmæssigt. Men jeg har ikke talt med andre end de behandlere der er ved alkoholbehandlingen. Og ja så min mor.

Flere af de ting I skriver giver absolut mening for mig. Og igen så er følelsen af ikke at være alene en lettelse.

Jeg har oplevet små sejre hvor jeg normalt ville drikke, men ikke har gjort det. Men der er langt imellem og jeg er hurtigt røget i igen. Så har jeg prøvet at skære ned også i samarbejde med alkoholbehandlingen. Men mere og mere er jeg blevet bevist om at det kræver en længere periode med afholdenhed.

Mange af de ting jeg tidligere forbandt med glæde som f.eks. at lave musik, er mere og mere blevet forbundet med at jeg indtager alkohol. Og specielt dette punkt har bekymret mig da jeg førhen kunne blive ”høj” af bare at kreere musik og ligeledes lytte til andres musik. Det er et af de punkter jeg længes efter at nå ind til igen.

Ift. alkoholbehandlingen har de bestemt været fornuftige at tale med. Og jeg har også flere gange fået at vide at 3 måneders afholdenhed, ville betyde jeg kunne videre til næste stadie, hvor de vil gå dybere ind omkring hvorfor jeg drikker.

Så derfor vil jeg spørge om I har nogle praktiske råd til hvordan jeg dropper alkoholen for en periode. Jeg er udmærket klar over det ikke bliver let.
Men hvad har I f.eks. sat i stedet for alkoholen? Hvad har givet jer ro? Hvad gør I når I er blevet fristede? Og hvad gør I når det føles lettere trist, når alkoholen ikke er der? Og hvad gør I som belønning for ikke at have drukket?

Alle råd tages imod med kyshånd. Og endnu engang tak for jeres svar!
Re: Nyt medlem søger støtte og råd
19 Jun, 2018 21:13
Hejsa - hvor jeg dog genkender min historie i din, der er mange lighedspunkter, mest dette lidt hver dag, arbejdet kalder jo dagen efter.

Jeg startede på ambulatoriet, kunne ikke klare de 3 måneder i begyndelsen, jeg var nødt til at finde det du søger først, før jeg kunne stoppe.

Det fandt jeg gennem AA og en selvbetalt terapeut, en tidligere misbruger der forstod at dette ikke bare lige var at stoppe. (For mig det samme som at man først vil hjælpe folk med at holde op med at ryge når de ikke har røget i 3 måneder)

Jeg ved ikke om antabus kunne være en mulighed, har aldrig selv prøvet.

Det der gav mig læsningen var ganske simpelt jeg fandt ud af hvorfor jeg drak, dårligt selvværd, følelser jeg ikke ville vise eller føle, m.v.

I starten var jeg ude og rejse med arbejde og havde f.eks. altid kakaomælk og chokolade kiks med, til den farlige tid mellem fyraften og spisetid.

Og har også brugt den fidus med når jeg følte at nu var jeg nødt til det, så lige vente 5 eller ti minutter og begynde at lave et eller andet. så forsvandt lysten / trangen nogen gange, og det var så en succes jeg kunne byggevidere på.

I starten skulle jeg lige lære at se på de dage jeg ikke drak og finde ud af hvorfor jeg ikke havde gjort det og vælge "mere af det" - i stedet for hele tiden at se på de dage jeg drak.

SÅ kunne jeg være stolt af mig selv i stedt for skyldfølelse. Det virkede OK for mig, men tog noget tid

/ Bjarne
Re: Nyt medlem søger støtte og råd
19 Jun, 2018 21:21
Hej Bjarne

Tak for dine råd. Det er nogle skridt på vejen for mig. Og I må gerne komme med flere. Jeg skal nævne at jeg har igen overvejet AA møder, da jeg føler det er kamp jeg kæmper alene og i skam.
Re: Nyt medlem søger støtte og råd
20 Jun, 2018 14:13
Dejligt at høre vores råd kan bruges smiling smiley

Jeg meldte mig til forskelligt om aftenen dengang faktisk, ting hvor man ikke rigtig kunne have drukket forinden, og så havde jeg også noget at lave og kunne ikke bare sidde herhjemme alene.

Roen – tja... nu er jeg sådan indrettet at jeg kryber ind i mig selv for at få ro, og det gør jeg stadig, og jeg må nok erkende at lige præcis dén tendens er blevet noget mere udtalt efter jeg er stoppet med alkohol, jeg er blevet meget mere tilbagetrukken, tager helst ikke hjemmefra hvis jeg har fri og ikke er nødt til det, får ikke altid handlet ind osv. altså der er nogle ”tilbageskridt” i min ”personlige udvikling” mht. de udadrettede ting, i forhold til mit stop af alkoholindtagelse, desværre.

Så for at komme tilbage til roen, altså i starten gav jeg fx mig selv lov at æde alt det slik jeg gad, og jeg drak en h... masse varme ting, for at fylde et ”hul” indeni mig.
Og så lettelsen ved den der dejlige søvn jeg fik igen da kroppen slap for at ligge og slås med alkoholrelaterede stresshormoner i blodet hele natten, dét er ro.

Når jeg føler mig trist, så går jeg ind i tristheden og er bare trist, og ja indrømmet, der er tider hvor jeg tænker at jeg havde det bedre dengang jeg drak jævnligt, jeg har store tendenser til depressive tilstande og det er bestemt ikke blevet mindre efter jeg stoppede.
Men når jeg så husker på hvordan det blev til sidst med alko, så savner jeg det jo alligevel ikke. Jeg har ikke fundet løsningen på hvordan man får det godt når man fx i dagevis er trist og modløs.

Belønning – tja... altså jeg tænker da stadig på, hvis jeg køber et eller andet fx mad jeg synes er lidt ”fråds” så kan jeg sige til mig selv, altså det er da ingenting i forhold til hvad jeg brugte på alkohol dengang.
Og så er det en god belønning også at kunne lave ting om aftenen, at man ikke skal planlægge udfra hvornår dagens alkoholindtagelse starter.
Ellers gør jeg vist ikke så meget for at belønne mig selv, savner måske nok at finde noget af det alkohol gav - et andet sted.

Jeg vil ikke sige det har gjort mig lykkelig, energifyldt, glad og velfungerende at stoppe med det, men det var nu engang nødvendigt.

På de gode dage er det stadig mega fedt og overskudsagtigt at være fri for den forgiftning alkohol jo er, og altså, når jeg fx gør noget jeg ved førhen ville have indebåret alkohol, så roser jeg da mig selv for at det her kan jeg s.. gøre 100% som jeg er, det gør at jeg kan stå ved mig selv på en meget mere oprigtig måde, hvilket giver mig meget mere sikkerhed og ballast, og det er fedt smiling smiley
Re: Nyt medlem søger støtte og råd
20 Jun, 2018 20:54
Kan ikke lade være med at tænke på om du har prøvet AA

Jeg må indrømme at jeg troede kun der var for dem der havde været rigtig langt ude, dem fra bænken, men det er en blanding af alle typer, uddannelse, hvad de laver, alder, køn, religioner, og nogen passer min kemi bedre med end andres, men sådan er det jo overalt.

Hvis du bor i nærheden af Vejle ville jeg gerne tilbyd eat tage med dig første gang, hvis det ville gøre det nemmere - og helt op til dig hvad du så vælger bagefter.

/ Bjarne
Re: Nyt medlem søger støtte og råd
10 Jul, 2018 18:14
Hej Wyndorf!

Jeg kunne næsten have skrevet hvad du har... næsten. Jeg har ikke turdet sige det til min mor, selvom jeg ved hun ville tage det som din, men jeg har en forhistorie med min søster som også drak, som kom i behandling og endte med at dø alt for hurtigt...

Men alle de ting du siger med skam, med at drikke (nogenlunde) fornuftigt på hverdage, gå i brædderne i weekenden og så skammen... det er lige mig.

Meget af det Bjarne1 skriver giver også rigtig meget mening..... men hvad gør man så?

Lige pt. sidder jeg her tirsdag aften og har drukket ca. 1/2 flaske vodka... har ristede løg parat så konen ikke gider kysse når hun kommer hjem (hun hader det... altså ristede løg).. men jeg er er på vejti lendnu en aften hvor jeg må lyve om hvor træt jeg er og så ender med at falde i søvn 2130 og vågne kl. 03.00....

Jeg har prøvet AA online.... det er så freslt og religiøst at jeg ikke kan være med. Og jeg er dybest nede meget troende og kristen...jeg har også været i behandling før... var det nu, tror jeg jeg ville tage imod.. men alle har ligesom glemt det og jeg orker ikke sige det til nogen at det igen er et problem for så tager de min eneste støtte....

Jeg har voervejet (og i en brandert ringetn til) novavi.... jeg fik fat i en der bare slet ikke var til at snakke med og nærmest tvivlede på mig.. der røg den motivation.

Wyndorf, bor du i nærehden af kbh? Skal vi prøve at hjælpe hinanden? Jeg er mand, 50 år, gift, børn, forstadsboende og virkelig på vej i en skid retning.... du kan være hvad som helst, bare vi kan hjælpe hinanden....

Jacob
Re: Nyt medlem søger støtte og råd
10 Jul, 2018 18:26
Udadtil (tror jeg) virker jeg succesfuld... ejer part i god virksomhed, folk lytter når jeg snakker (måske fordi jeg betaler lønnen), jeg har mange gode egenskaber... de ved bare ikke at jeg lyver... sådan har jeg det. Min kone ved det ikke, mine børner aner det ikke, mine kollegaer aner det ikke... eller også gør de. Jeg ved ikke hvad der re værst... men det er slemt at være fanget i sig selv. At gøre ting man ikke har lyst til. At miste glæden ved de ting man plejde at gøre som var sjove, men som man nu ikke kan fordi man er fuld..... øvøvøvøv

Held og lykke Wyndorf - det er en møgkamp og møgsvær kamp.
Anonym bruger
Re: Nyt medlem søger støtte og råd
04 Sep, 2018 0:34
Tja, det er et problem at AA kan synes noget frelst, for det er det vel sagtens. På den anden side er det faktisk et sted hvor man finder vældig god hjælp, og det kræves i hvert fald ikke at man bliver religiøs, selv om det godt nok anbefales, sådan set. Så selv om jeg selv er ikke-troende, og har mange problemer med denne 80 år gamle ude i hampen filosofi, vil jeg alligevel anbefale det, fordi du vil finde folk der, som ikke blot gerne, men meget gerne vil hjælpe. Ædru siden 88.
Beklager, kun registrerede brugere må sende emner i dette forum.

Klik her for at logge ind