Velkommen! Log ind Lav ny profil

hvad gør man

Indsendt af ex-kæresten
ex-kæresten
hvad gør man
15 May, 2004 16:41
Hej med jer.

Nu syntes jeg jeg skulle skrive ind igen, da jeg før har fået nogle gode råd her. Det drejer sig om min ekskæreste. Jeg gik fra ham, fordi han drak for meget. Jeg fandt ham dejset om på sofaen på en søndag eftermiddag efter at han havde drukket alt hvad vi havde i huset - godt nok sammen med nogen venner, men alligevel for meget.
Nu er der gået en måned siden jeg gik, men vi har løbende holdt kontakten. Nu i dag ville jeg så ringe til ham og sige, at jeg syntes ikke vi skulle snakke sammen mere fordi jeg ikke kunne komme videre på den måde. Og at han vidste hvorfor jeg var gået, og alligevel ikke har gjort noget for at ændre på det, så der var ingen grund til at holde fast på hinanden? Det var meget hårdt at sige, især fordi jeg var meget i tvivl. Skulle han have en ny chance osv.
Vi snakkede så lidt frem og tilbage, og han sagde så, at han ikke ville lade det ske igen. Dog snakker han ikke om total ædruelighed, men at holde tilbage, at stoppe igen og ikke miste kontrol.
Et eller andet sted tror jeg ikke på at det kan lade sig gøre, men alligevel holder jeg utrolig meget af ham, så jeg har sagt at jeg ville tænke over det. Er det dumt af mig at give ham en ny chance? Er det at komme kravlende tilbage? og værst af det hele, kan jeg lære at stole på ham igen?
Jeg ved her er mange der betragter kvinder, der bliver hos alkoholiserede mænd som svage og uselvstændige. Jeg synes ikke selv jeg er nogen af delene, men det er for så også ligemeget. Spørgsmålet handler mere om, skal jeg forblive skeptisk (som jeg er nu) eller skal jeg give ham en chance til at forbedre sig?
eks-kæresten

ps: lige for at tilføje, at jeg ikke før har givet ham en ny chance (så det skal ikke være noget der sker igen og igen) eller har stillet ham et ultimatum.

anonym
Re: hvad gør man
15 May, 2004 17:56
Hvad gør man spørger du? I sådan et spørgsmål er der ikke noget man. Der er ikke to mennesker eller to situationer der er ens. Andres erfaringer kan du ikke bruge til ret meget. Nogen har gode erfaringer og andre dårlige, men de fleste svarer udfra deres egne oplevelser. Du skal finde svaret inde i dig selv. Tror du nok på ham til at give ham en chance til? Der er jo heller ikke noget der er endeligt, sådan at du ikke kan forlade ham senere, hvis du ikke synes, det er holdbart.

Hvis jeg havde det, som du har det. Og udfra hvad jeg kan læse af dine indlæg, er du meget involveret, tror jeg, at jeg ville erkende for mig selv, at jeg endnu ikke var moden til at bryde med ham. Men jeg er jo ikke dig.


Kh

A..
ex-kæresten
Re: hvad gør man
15 May, 2004 19:16
Jeg tror min store skræk er, at jeg bliver sådan en, der giver efter igen og igen og igen. Dette vil jeg ikke! Så i og med at jeg evt "tager ham tilbage" synes jeg, jeg udstråler svaghed. Men der er også en, der har sagt til mig at jeg skal passe på at jeg ikke er alt for stolt, da jeg kan være meget principfast. Så jeg tror jeg prøver at finde en balance mellem de to.
Han siger, at sådan noget tager tid... jeg ved han ikke kan ændre sig fra en dag til anden, men med det sammen læser jeg det som om "aha, han udskyder det!". Jeg tror du har ret i at jeg ikke er klar at bryde med ham, selvom det var min oprigtige mening i dag, da jeg ville sige til ham, at vi ikke skulle snakke sammen mere. Jeg har sagt til ham at han skal give mig et par dage, hvor jeg kan tænke over hvad jeg vil.
For et er sikkert, og det er, at jeg ikke vil leve et liv hvor jeg bliver såret, og kommer i 2. række for alkoholen. Dette ved han nu, men spørgsmålet er, om det kan ændre sig. Det er meget svært. Man ved godt selv hvad der er mest fornuftigt at gøre, og det er selvfølgelig at holde fast i min beslutning, men når følelserne siger noget andet bliver jeg meget forvirret. Jeg syntes efterhånden jeg var klar til at komme videre, men så pludselig kommer alle følelserne tilbage. Er jeg naiv at tro, at han kan ændre sig?

Ex-kæresten - der ikke vil ende som dørmåtte smiling smiley

anonym
Re: hvad gør man
15 May, 2004 19:44
Nej det synes jeg ikke du er. Fordi du giver ham en chance nu, er det jo heller ikke sådan, at du ikke kan droppe ud senere - som jeg skrev før - hvis ikke han ændrer sig til det bedre. Dog skal du jo nok tænke dig lidt om inden du stifter familie med ham!

Hvis du selv ved, at du er en meget principfast type, tror jeg ikke du behøver at være bange for, at du giver efter igen og igen. Jeg tror ikke, du er typen med lavt selvværd, der forsøger igen og igen at gøre dig fortjent til hans opmærksomhed. Du ved hvad du er værd og hvad du vil - og du vil det gerne med ham - på betingelse af at han ændrer sig. Det mener jeg er et positivt træk.

Ændrer han sig ikke, tror jeg din kærlighed til ham vil dø en stille død, og det vil så så være mindre smertefuldt for dig, at trække dig på det tidspunkt.

Bare min mening.

Jeg håber for dig, at han forstår du mener det alvorligt.

Kh

A..
Jenny
Re: hvad gør man
16 May, 2004 17:35
Kære ex-kæreste

Jeg kan ikke lade være med at drage nogle paraleller til det jeg selv har oplevet når jeg læser dit indlæg.Jeg har også stået i din situation engang og jeg valgte at bryde forholdet trods det at jeg elskede min kæreste meget højt.Det er nu 5 år siden og jeg har aldrig fortrudt at jeg valgte at give mig selv chancen for et liv uden alkoholens utryghed og svigt af aftaler.Min kæreste drak heller ikke hver dag men han drak for meget og kunne ikke altid stoppe når han var startet.I månederne op til bruddet prøvede han at styre det fordi han gerne ville vores forhold og fordi jeg havde stillet ham et ultimatum men jeg fornemmede ikke at det var af helt egen vilje og tvivlede derfor på at han kunne slippe alkoholens magt.Han syntes ikke selv at det var nødvendigt helt at blive tørlagt men ville hellere lære at styre det.Jeg flyttede og vi holdt kontakten en tid,jeg ville se om han kunne stoppe med at drikke efter jeg var flyttet,jeg elskede ham stadig smerteligt højt og han vidste at jeg var villig til at give det en chance og støtte ham hvis han ville ud af misbruget.Men selv om han prøvede så røg han i , igen og igen og efter nogen tid gav jeg op og slap drømmen om et liv sammen.Det vat meget svært for vi havde haft gode år sammen inden og jeg brugte lang tid på at gennemleve alle mine følelser af sorg,smerte og skuffelse.Men netop derfor er jeg kommet hel ud på den anden side og er idag ikke et sekund i tvivl om at jeg valgte rigtigt.Mit liv er alt for kort til at skulle komme i 2.række selvom det kun var i perioder,jeg lever idag et dejligt liv langt fra alkoholens tåger,svigt og brudte løfter.Jeg ved godt at mennesker er meget forskellige og måske har din kæreste netop det der skal til for at ville og kunne styre alkohol-forbruget men hvis jeg var dig ville jeg i en periode se lidt til fra sidelinien, I kan sagtens holde kontakten imens,være kærester med hver jeres bopæl i en tid hvis du kan klare det.Men det kræver meget af et menneske at komme ud af et misbrug der har været svært at håndterer og det tager tid. Vil du kunne stole på ham fremover og er du selv klar til at bearbejde skuffelserne og klar til at lægge dem bag dig hvis I satser på en fælles fremtid.Det skal du også gøre op.Ligemeget hvad du gør så husk at passe på dig selv og dit hjerte.Jeg ønsker dig det bedste.
Mange hilsener fra en anden ex-kæreste
Studinen
Re: hvad gør man
16 May, 2004 23:25
Kære eks-kæreste.

Jeg ved ikke hvor gammel eller hvor livserfaren du er, men jeg forstår så udemærket dine tanker og den tvivl du beskriver.

Jeg er selv datter af en mor, der blev gradvist alkoholiseret fra jeg var 11 år. I dag er jeg 27 år og snar færdig med en lang universitetsuddannelse.

De bedste penge jeg har givet ud, gik til nogle psykologsamtaler, jeg tog imod på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne have mere brug for dem.

Det kræver virkelig en indsats at blive klogere på sig selv, men det er en god investering!

De vigtigste ting jeg har lært er, at jeg ikke er ansvarlig for andres handlinger eller andres lykke.
Desuden kan man med største rimelighed forvente at andre mennesker aldrig bliver bedre end de er.

(læs det lige igen!).

Jeg har i mange år forsøgt alt imellem himmel og jord med det enetste formål at få min mor til at indse, at hun har et problem, som hun skulle få noget hjælp til at løse.
Men man kan jo ikke løse, at man helst ikke vil forholde sig til sin tilværelse, der absolut ikke bliver mere ukompliceret af at man drikker sig fuld og svigter sig selv og andre!
Intet af det jeg har gjort har haft nogen anden langsigtet effekt, end at det har været enormt opslidende for mig.

Vores forhold til hinanden udviklede sig til en borgerkrig indenfor hjemmets fire vægge, hvor striden omhandlede, hvorvidt min mor havde ret til at drikke sig fuld.

Det holdt ikke op med at såre mig, selvom jeg flyttede hjemmefra, for det skete jo jævntligt, når jeg kom på besøg.

Jeg er nået frem til, at jeg ikke kan forhindre hende i at drikke, men har heller ingen pligt til at overvære det, når det sker.
Den mulighed har man desværre ikke, hvis man bor sammen!
I mange år, har jeg undladt at være sammen med hende på steder, hvor jeg ikke kan skride med det samme, hvis hun begynder at drikke.


Mit bedste råd til dig ville være at sætte dig ned og skrive en liste over, hvad DU gerne vil opnå i DIN tilværelse om en måned, et år, fem år og ti år.
Hvor vil du gerne være og hvordan vil du gerne have at din hverdag ser ud???

Bagefter kan du vurdere, om det er noget din kæreste kan hjælpe dig til eller om du ville være nød til at gå på kompromis med de ting du gerne vil have ud af dit liv for et parforhold, der for mig ser håbløst ud... Han er jo "utro" med de grønne flasker, som bare betyder mere end du gør for ham, når den første er åbnet.

Er det et ligeværdigt forhold?

Hvis han gerne vil holde op med at drikke, ville det vel også komme ham til gavn uanset om du var der til at klappe i dine hænder eller ej.

Måske skal du bare forlade ham førend han opdager, at man faktisk ødelægger sine relationer til andre ved at drikke.
- Så ville du jo have gjort både dig selv og ham en tjeneste ved at vælge dit eget liv til og hans misbrug fra ved at skride.

Verden er fuld af pragtfulde mennesker, man kan bruge sin tid på og sammen med.
Men man møder dem ikke, når man bruger al sit krudt på at kæmpe for at opnå den respekt, der burde være den største selvfølge mellem to mennesker.

Bliver man i et destruktivt forhold, risikerer man at ende med ikke at tro at man er bedre værd.

Jeg har i hvert fald hørt mange ting fra min alkoholiserede mor, som jeg godt kunne være foruden!.. og som jeg de seneste år har brugt mange ressourcer på at forholde mig til på en konstruktiv måde.

Mit største ønske er, at hun en dag bliver ædru nok til at kunne se det liv, hun har drukket sig igennem de sidste 15 år, i øjnene og indse, hvad det faktisk er hun har gjort og sagt og give mig den uforbeholdne undskyldning, der skal til for at jeg kan tilgive hende.

Men jeg har indstillet mig på at leve foruden, da det nok bliver nødvendigt.

Derfor har jeg besluttet mig for KUN at opsøge hende, hvis JEG faktisk har lyst til at se hende med den risiko for skuffelser det indebærer.
Hun lever som hun vil, hvilket er et liv jeg ikke har lyst til at være en del af eller være præget af og det tager jeg konsekvensen af: Vi har ikke et normalt mor-datterforhold og får det heller ikke.

Det er den sværeste beslutning jeg har truffet i mit liv, men samtidigt er det også et valg jeg har truffet, som har givet mig den største mulighed for at gøre mit liv til det som jeg faktisk gerne vil med det.
Det er jo ikke min skyld at min mor ikke kan få det bedste ud af sin tilværelse og det skal ikke gå ud over mig og mit liv.

Familiens accept er ikke kommet automatisk.
De så gerne, at jeg tog mig af min mor, der jo har det SÅ dårligt (selvom alle ved, at hun har drukket sit helbred og humør i sænk, i stedet for at gøre noget ved det).

Jeg forventer ikke at familien støtter mig i, at det var godt at jeg valgte at satse på at få noget godt ud af mit eget liv, i stedet for at foretage flere udsigtsløse "redningsforsøg" af min mor, førend hun er død og begravet.
Ikke desto mindre er jeg sikker på at anerkendelsen kommer den dag.

Mon ikke svigerfamilien og vennerne vil have den største forståelse for dig, hvis du overlader HANS problemer med alkohol til ham og så finder ud af hvad du vil med dit eget liv og realiserer det uden ham?

Det er trods alt lettere at finde en kæreste, man er bedre tjent med end en anden mor!

Jeg jeg vil ikke håbe for dig, at du ender med at binde dig tættere til ham i håb om at han så vil føle sig forpligtet til at holde op med at drikke.
Hvis ikke han er motiveret til at lade være med at drikke for at få dig til at føle dig tiltrukket og elsket af ham, så kommer intet til at motivere ham til at lade være med at drikke.

Man kan ikke lade sin lykke være afhængig, hvad andre gør eller ikke gør.
De eneste mål, der er realistiske at opnå vha. egen indsats er dem, man opstiller for sig selv.

Jeg håber du kan bruge min lille historie og respons til noget.

Jeg under gerne omverdenen at opnå den erkendelse jeg har fået, uden at opleve det jeg har været igennem.
Jo længere man befinder sig i alkoholtågen, jo mere mister man sin orientering.

De bedste hilsner og håb om at du finder den udgang, der er bedst for dig i situationen,

Studinen

PS:
Jeg synes det er på tide at de pårørende forstår hinanden I stedet for blot at forstå alkoholikerne, der jo er dem, der ødelægger en masse for sig selv og andre ved det de gør.
Vi pines blot af magtesløsheden. Vi må støtte hinanden i at respektere os selv.
ex-kæresten
Re: hvad gør man
16 May, 2004 23:28
Kære Jenny.

Ja, det er svært. Men godt at se, at du har kunnet stå ved din beslutning. For selvfølgelig er det bedre at komme helt ud af alkoholens svigt og modløshed, og jeg ønsker hellere ikke et liv, hvor jeg står som nummer 2 og ikke føler mig tryg.

Vores historier ligner hinanden meget, bare min er kortere, forholdet er kun ½ år gammelt og vi bor ikke sammen. Siden jeg gik fra ham, har jeg også set med fra sidelinien, og lige som dig har jeg rækket hånden ud og sagt, at jeg vil hjælpe og støtte ham, hvis han vil gøre noget ved det. Jeg troede jeg kunne snakke med ham, kun som venner, men har så indset, at jo mere vi taler sammen, mere savner jeg ham, så derfor ville jeg bryde helt. Da jeg gjorde det var det at han åbnede sig helt, og ville komme og besøge mig, så vi kunne tale ud (vi bor langt fra hinanden), og virkelig viste en vilje til at ændre på det. Selvfølgelig vil sådan et besøg ikke kunne løse alle vores problemer, og jeg har også sagt til ham, at det kommer til at tage tid før jeg kan stole på ham igen. Jeg vil gerne tro på at han kan ændre sine venner, men er meget skeptisk.
Så det, jeg skal afgøre er, om jeg er villig til at give det en chance (som anonym også siger, det behøver jo ikke være endeligt), eller om jeg skal vælge den trygge vej og holde helt op med at tale med ham. Jeg ved det simpelthen ikke!! Jeg ved hvad der er mest fornuftigt. Men kærligheden og fornuften følges ikke altid ad. Jeg skal nok passe på mig selv, jeg vil ikke opleve det svigt igen.
Jeg kunne godt tænke mig at høre fra dig Jenny, hvad der fik dig til at blive - og også hvad der fik dig til at gå. Har du siden haft kontakt med ham, eller brød du helt med ham, da du gik fra ham?

Mvh
Ex-kæresten

PS: Jeg er glad for at du er kommet ud af det, og at du er glad for din beslutning
ex-kæresten
Re: hvad gør man
17 May, 2004 0:00
Hej studinen.
Jeg er 27 og har masser af livserfaringer smiling smiley heldigvis mest positive. Ligesom dig er jeg også i gang med en videregående uddannelse, som jeg snart bliver færdig med. Jeg har ikke haft alkoholiserede forældre, heldigvis. Det under jeg ingen, og nej, jeg vil ikke knytte mig tættere til ham (dvs få børn eller noget) for at få ham på bedre tanker. Jeg vil ikke ofre/ødelægge et andet liv for dette - og skal som du siger passe på, at jeg ikke står i vejen for min egen lykke også.
Din historie er meget tankevækkende og jeg er ked af at du har måttet igennem så meget. Hvis jeg kun så svigt og "utroskab" i vores forhold ville jeg ikke være i tvivl om at jeg har gjort det rigtige at gå. Så meget har alkoholen ikke fået ødelagt i vores forhold. Det fik det ikke lov til, fordi jeg gik ud af det så snart jeg så problemet. Derfor - og kun derfor - tænker jeg om han skal have en chance til at forbedre sig. For det har jeg ikke givet ham. Hvis ikke han kan det, så er det farvel, og uden at jeg kommer tilbage. Det er ikke noget, jeg har affundet mig med i lang tid, og som du siger, skal jeg passe på, at det ikke kommer til at være sådan.
Tak for dit indlæg, jeg har taget nogen ting til mig, som jeg vil bruge i mine overvejelser.

De bedste tanker

ex-kæresten

Studinen
Re: hvad gør man
17 May, 2004 19:53
Kære Eks-kæreste.

Mange tak for din respons.

Hvis du er studerende kan du få 10 gratis psykologsamtaler hos Studenterrådgivningen, der er sponsoreret af undervisningsministeriet.

Mht. ham eks-kæresten kan jeg kun forestille mig at du måtte have forelsket dig i alt andet hos ham, end hans manglende evne til at kontrollere alkohol.

Han bliver ikke bare "lidt for fuld engang imellem" og "drikker lidt for tit". - Han er altid potentiel plakat stiv og alkoholen lurer ALTID i baggrunden.

Tro ikke, at alkoholen er en biting.

Min mor har da også intentioner om at være alt andet end fuld... hun kan bare ikke lade være med at blive det. - Det hører med til hende og den hun er.

Hun har også ganske mange beundringsværdige egenskaber, men hun kan ikke respektere mig, så snart alkoholtågen forurener luften, selv i ganske små opløsninger. Det kan jeg ikke leve med.

Dvs. når jeg ser hende som en mor, bliver jeg dybt såret. For hun kan ikke være det hun gør bekendt.
Hvis jeg derimod ser hende som en alkoholiker, kan intet af det hun gør overraske mig det mindste.

Problemet er, at hun er begge dele, men først og fremmest alkoholiker, så længe hun drikker og jeg har mistet troen på at hun nogensinde bliver definitivt tørlagt.

Klimaet skifter ved den første genstand eller ved den mindste påtale af at jeg ikke synes der skal alkohol på bordet.
Og der skal ikke ret meget til, førend "hun bliver nød til at drikke"!, hvorimod intet kan få hende til at sætte proppen i flasken og slå til som menneske, når først den er åbnet!.

Hvis ikke hun var min mor, ville hun ikke være et menneske jeg ville beskæftige mig med. - Det er mit liv for kort til!

Resten af mine dage vil jeg sandsynligvis være tilbøjelig til at vakle mellem at se hende som den mor jeg ved hun ville være, hvis ikke hun var alkoholiseret og den alkoholiker, som jeg virkelig afskyer for alt hvad hun har udsat mig for.

Hvis ikke jeg vil være sårbar, lukker jeg både af for positive og negative følelser. Jeg bliver hård og ligeglad.

Derfor kan jeg ikke blive lykkelig sammen med en alkoholiker, for de er utilregnelige og jeg tror egentlig heller ikke andre kan (uden at blive mindst lige så ulykkelige som lykkelige).
Håb og skuffelser afløser hinanden i en uendelighed, når ikke man holder en lille pause med påtaget ligegyldighed.

- Det er virkelig anstrængende.
Derfor er afstand, så man kan mærke sine egne følelser og være rigtig glad og slappe af i stedet for hele tiden at være på vagt, som man lærer af at leve med en alkoholiker, næsten det bedste.

Hvis du giver din eks-kæreste en chance til, vil det være fordi du tror du kan få ham til at holde op med at drikke, fordi I holder af hinanden... og han vil tro, at det er fordi du holder så meget af ham, at alkoholen da ikke er så stort et problem (Men det skal den nok blive!)...

Hvis jeg var dig, ville jeg glæde mig over at jeg stadig er ung, ugift og foruden børn og finde en anden jeg var langt bedre tjent med, når jeg i øvrigt havde fundet mig selv.
Det er da spild af din ungdom at trækkes med en andens alkoholproblem.

Når man er ung er det i øvrigt langt federe at være single end at være sammen med den forkerte.
Verden er fuld af muligheder og du fortjener da det bedste du kan få!

Held og lykke!
Og tillykke med at du fik droppet ham.

Det er hans egen skyld. Han kunne bare være gået i behandling i tide!

De bedste hilsner, Studine

PS:
Har man først været ved at gå fra hinanden kan man ligeså godt gøre det definitivt slut én gang for alle.

Har man været gået fra hinanden, er der en fundamental tillid, der er brudt som aldrig bliver genetableret. Man tror heller ikke på at det er slut, når det slutter anden gang, for man har jo fundet sammen igen før.
- Det bliver således dobbelt så svært at komme videre af at have givet ham en chance til.

Det er kanon svært at stå fast på svære beslutninger, men det er som oftest det man er bedst tjent med.
Man skal ikke bare holde ord overfor andre, men i høj grad også overfor sig selv.

ex-kæresten
Jeg valgte mig
18 May, 2004 11:51
Hej igen - til jer alle.

Jeg havde sagt til min ex, at han kunne komme og besøge mig i weekenden. Da jeg så i løbet af dagen ikke hørte noget fra ham, havde jeg jo en masse tid at tænke over, om det virkelig er det jeg vil. Og om, som studinen siger, han ser det, at jeg kommer tilbage som om, at alkoholen så ikke er så stort et problem, for jeg holder af ham uanset. Selv om han er villig til at gøre en indsats, så tror jeg jeg vil gå og tvivle - og vente på næste gang. jeg blev også vred, at han ikke lod høre fra sig, hvor meget vil han have det at virke, hvis han ikke engang gider ringe til mig? Leger han bare med mig? Det virkede på mig som om han afventer at jeg hele tiden skal kontakte ham. Men sådan skal det hellere ikke være. Så jeg valgte den fornuftige løsning. Og sagde, at vi hellere ikke skulle tale sammen mere, i hvert fald ikke før vi hver især var kommet videre. Så jeg har stået ved min beslutning. Jeg tænker stadig lidt "hvad hvis", men vil ikke ofre mig selv på en mulighed, der måske ikke findes. Jeg kan ikke have den samme tillid til ham mere, så det kan være at forholdet alligevel ikke vil kunne fungere.
Tak for jeres gode råd alle sammen.
Studinen, jeg vil lige sige, at du kommer med nogen gode ting, men du virker meget vred og negativ som menneske (men jeg kender dig ikke, så det kan jeg ikke vide, andet end udfra det du skriver). Jeg håber ikke at det afholder dig fra at lukke folk ind i dit liv. jeg blev lidt bekymret af at læse dine indlæg. Går du stadig til terapi? Jeg skal ikke kunne sige, hvad for en påvirken det har at have en alkoholiker som forælder, men jeg kan læse fra dette forum, at det sætter mange ar i sjælen. Men husk, at der findes også mennesker, som er gode, og at der er folk, man kan stole på, og som ikke vil svigte dig på samme måde, som din mor har gjort. Det håber jeg også, at du oplever med din omgangskreds.
De bedste tanker til dig.
Solen skinner i dag, jeg vil sætte mig udenfor at læse - og håber, at nu hvor jeg har givet slip, at jeg vil kunne smile igen.

Kærlig hilsen

Ex-kæresten
Studine
Re: Jeg valgte mig
18 May, 2004 15:15
Kære Eks-kæreste.

Tak for din omsog og bekymring for mig.
- Fortvivl ikke!

Jeg skal nok finde ud af min tilværelse og jeg har også taget imod den hjælp jeg har haft brug for, når behovet har været der.

- Selvfølgelig er der nok en uudtømmelig vrede, der bor i mig. Der er jo også noget at være vred over!
Men vreden er ikke rettet mod hele verden. Tværtimod!
Jeg er udadreagerende, hvilket gør at temperamentet også omsættes til kontruktive formål.

Jeg skulle selv mene, at jeg er et meget elskende og elskværdigt væsen. Det er derfor jeg er sårbar og brød fuldstændigt sammen for fire år siden, da det hele bare blev for meget og jeg måtte erkende, at jeg måtte tage tyren ved hornene og komme til en psykolog så hurtigt som muligt.

I løbet af fire år er jeg ikke blevet frelst, men uendeligt meget klogere på mig selv og på hvad alkoholisme gør ved folk og deres nærmeste.

Jeg er både humoristisk og karismatisk, dygtig og køn og succesfuld.
Sådan en, der altid er nogen, der gerne vil støtte sig op af og som alle der ikke kender mig tror altid har haft medvind (men det er nu modvind, der gør stærk!).

Pludseligt vågnede jeg med rystelser over hele kroppen midt om natten, mistede min appetit og kunne ikke overskue noget som helst!

Op til den dag, var jeg i en periode hårdt presset på mange fronter samtidigt og kunne lige netop holde min egen skrue i vandet.
Oveni krævede min mor, at jeg at jeg øjeblikkeligt skulle varetage en masse ansvar i forbindelse med de problemer HUN havde (og som jeg ikke lige havde fulgt med i og hun havde skjult...).

Det kunne jeg ikke lige overkomme, så jeg satte en grænse:
Hun kunne ringe og få råd og vejledning over telefonen og kunne komme til frokost en dag.
Men hun måtte finde et andet sted i byen at overnatte, for jeg ville ikke have alkohol og tobaksrøg i min étværelses lejlighed og det var jo uundværlige ingredienser i hendes aftenriutaler.

Den dag havde jeg gjort mig ummage: Gemt alt alkohol i mit kælderskab, gjort hovedrent, så jeg ikke skulle høre for at være et rovedhoved og havde lavet en frokost af meget høj gastronomisk kvalitet med flere af hendes yndslingsspiser og havde købt Cider til...
Alligevel blev jeg svinet til på det groveste - Især på det personlige plan og alt, hvad der kunne kritiseres fik lidt ekstra kritik med på vejen.

Anledningen var blot, at jeg havde sat en grænse for hvad jeg kunne gøre og havde sat en grænse for i hvilket omfang jeg kunne stå til rådighed for hende på det tidspunkt.

Og pga. alt mit stress og kærestesorger var jeg sårbar... jeg havde også forventet, at det var hende og hendes problemer det skulle omhandle...
Men fordi jeg havde sagt fra, så skulle der skydes med skarpt mod mig.

Et par dage efter brød jeg sammen...

Det handler jo ikke bare om alkohol, men om skyld og skam og alt muligt andet.
For at dække over alkoholikeren, må andre udstilles og angribes på alle deres fejl og mangler, hvis ikke det lykkes alkoholikeren at spille folk ud imod hinanden..
På den måde flyttes fokus fra alkoholikerens ømme punkt: Misbruget, hun eller han ikke vil vedkende sig, til noget mere presserende og noget, der vedrører andre.

I omgivelserne af en alkoholiker er der altid undtagelsestilstande, der afløser hinanden... For i krisesituationer, tænker man ikke dybt og længe, men reagerer på alle de akutte situationer.

Den måde min mors problemer præger mig på, er at jeg bliver meget mistroisk, hvis det fylder for meget i mit liv. - Det er svært at slappe rigtigt af, hvis man hele tiden skal være forberedt på ubehagelige overraskelser, som f.eks. spontane selvmordstrusler!

Og man skal lige omstille sig til at der ikke er grund til at frygte noget, når man er sammen med vennerne og andre mennesker.

Derfor bliver jeg nød til at have det på afstand for ikke altid at være på vagt eller altid være i en transitionsfase mellem alkoholens tåger og den virkelighed vi andre foretrækker.

Fordi jeg lige præcis ved, hvor meget jeg har skulle arbejde med mig selv for at få bearbejdet alle de ting jeg har fået at vide om mig selv, der ikke har hold i virkeligheden, men bare gør så ondt at have hørt og for igen at kunne forholde mig "normalt" til "normale mennesker", ønsker jeg naturligvis at beskytte andre fra at skulle det samme igennem ved at advare om, at "atypiske alkoholvaner" er mere end, hvad der fyldes i glassene.

Alkoholisme afføder en masse sygelige psykologiske mekanismer, der både er opslidende for den inbyrdes relation, men faktisk også for de nærmeste pårørendes selvværd, hvilket også fremgår af de andre pårørendes fortællinger på denne side.

Normerne for, hvad man kan sige til en kæreste eller en datter forskrues fuldstandigt... Og hvis man ikke holder fast ved sine egne sunde normer for hvad man vil være med til, mister man gradvist sin sunde fornuftige tilgang til hvad man kan tillade sig og hvad man ikke skal acceptere...
- Det hedder vist også respekt og selvrespekt.

Jeg synes du har truffet en moden beslutning!

Faktisk er hans adfærd ikke så atypisk.

Min mor har også troet, at jeg "overgiver mig" og accepterer at hun skal have lov at drikke sig fuld som hun vil, hvis hun spiller kostbar, forurettet og fornærmet.

- Det kan føre til at man bliver ignoreret, som du bliver ligenu.
- Det kan også komme til ganske pinlige scener i det offentlige rum.

Når du viser, at du gennemskuer at han blot prøver at presse dig til at acceptere at han har de "vaner" han har...
Giver han enten op eller tager grovere midler i brug (jeg kender dem, dersværre):

Familien ringer for at fortælle at han er blevet indlagt på intensiv afdeling, eller han fortæller at han overvejer at begå selvmord... (Det lyder vildt overdrevet, men jeg har oplevet det flere gange. Fører faktisk statistik... Min mor er "ved at dø" med højest 2 års mellemrum og jo mindre jeg reagerer på det, jo længere går der imellem).

Alt sammen handler om at få dig til som pårørende at reagere, i stedet for at bevare roen og reflektere over, hvad der egentlig er rimeligt og hvad der er rart for dig...

Hvis ingen af disse pressioner virker er der to muligheder:

Han går i behandling og bliver tørlagt eller du forlader ham, hvis ikke du allerede har gjort det.

Det er altså en livslang forsvarskamp for at holde fast ved sine grænser at have en alkoholiker tæt inde på livet, så hvis man kan være fri for det, kan det på det varmeste anbefales!.

Jeg tror ikke du vil fortryde at få ham på afstand.

Bedste hilsner,
Studine

ex-kæresten
Re: Jeg valgte mig
18 May, 2004 15:51
Hej studine.
Jeg tror ikke han vil ringe og true med selvmord. Han er ikke kommet så langt ud, som din mor lyder til at være. Men der er nok også en verden til forskel at have drukket i 4-5 år og at have drukket i 12 eller flere. Men jeg venter ikke på, at han når dertil. Faktisk er jeg stadig lidt i tvivl, om han rent faktisk er alkoholiker eller misbruger (storforbruger) men uden at være afhængig af det. Men det var på tide at tage en beslutning, og jeg måtte bare indse, at uanset hvad, så var det for meget for mig.
Nå, jeg skrev faktisk ikke for at uddybe yderligere, for jeg har tænkt mig at stå ved min beslutning denne gang. Og vise det ved ikke at kontakte ham og "bare se hvordan det går".
Jeg skriver faktisk fordi jeg har læst Mette B's indlæg, og tror det ville være lige i din boldgade at svare hende. Hun har nemlig også valgt sine forældre fra for at redde sig selv, så det kunne være du havde nogle gode råd til hende.
Det lyder bare godt, at du ikke har mistet troen på dig selv og på andre - men jeg er da stadig ked af at høre hvor dårlig påvirken din mors adfærd har haft. Det fortjener ingen, og man kunne bare ønske, at alkoholikere indså i hvor høj grad de skader, ikke bare sig selv, men også deres nærmeste.
Min fætter var både afhængig af stoffer og alkohol i mange år, og det var bestemt ikke nogen behagelig oplevelse. Han er heldigvis tørlagt. Nu har jeg en onkel, der virkelig kan blive ubehagelig, og slet ikke ser, at han har et problem. Heldigvis er disse ikke så tæt på mig, at det påvirker min dagligdag - men jeg kan se at hans børn, mine fætre og kusine virkelig er ramt af det, for ikke at tale om hans kone, der flere gange har truet med at gå, og som ellers er en smuk og dejlig kvinde, der virker til at have selvtilliden i orden, alligevel ikke har modet til at gå definitivt. Det er meget sørgeligt.
Men det er kun en person, der kan gøre noget ved det, og det er alkoholikeren selv. Det var det for denne gang. Solen var ikke så varm i dag, så jeg kom hurtigt ind igen - og skal igen til at studere...
ha' det godt.

ex

Studine
Du var vist fået fat i den lange ende ;0)
18 May, 2004 23:41
Hej ex-kæreste.

Jeg undrede mig også over, hvordan du kunne holde varmen ;0)

Det lyder som om du har fået et langt bedre overblik over din situation siden du startede dit indlæg.
Det glæder mig oprigtigt.

Du har ret i at der er forskel på hvordan alkoholisme er i "startfasen" og efter mere end 12 år, men jeg håber, at du kan bruge "skræmmebilledet" af hvordan det snildt kan udvikle sig til at se, hvor du ikke vil hen.

Med de krummer, jeg har fået indtryk af du har i dig, skal du nok får et pragtfuldt singleliv indtil du finder en du er bedre tjent med.

Selvfølgelig er det noget af en omstilling af gå fra at tro på at man kan redde et menneske og et forhold til at skulle skifte sine drømme om fremtiden ud med nogle andre.

Jeg har skrevet til Mette B.
Indtil jeg fandt denne side, var jeg egenlig ikke klar over, at jeg er kommet så langt som jeg er.
Skulle måske overveje en efteruddannelse i psykologi på et tidspunkt ;0)

Mht. dine fætre og kusiner håber jeg ikke de bor hjemme hos deres forældre.

Hvis jeg skruer tiden 14 år tilbage, ville jeg ønske at en tante eller moster havde haft mod og format til forfælle min mor, hvilket ansvar man har som forældre, uanset hvor svært man selv får det og at tage hendes børn fra hende til hun var nået igennem et behandlingsforløb.

I stedet for at alliere sig om at stille krav til min mor, fortalte de min bror og jeg, at vi skulle bære over med og hjælpe vores mor og være "store børn", fordi hun ikke havde det så godt.

Er der nogen, der har fortalt din onkel, at det gør ondt at se, hvad han udsætter sin kone og sine børn for?

Kram, Studinen
ex-kæresten
Re: Du var vist fået fat i den lange ende ;0)
19 May, 2004 0:06
Ved du hvad, 2 af dem (de er 3)bor faktisk hjemme. Især den yngste datter, der er 19 har taget det meget hårdt. Og den ældste søn er bare meget indelukket og holder sig for sig selv - sikkert af gode grunde. Den midterste søn har taget det meget hårdt, men bor sammen med sin kæreste, og jeg tror han har det meget bedre der end hjemme.
Og min fætter, der er ædru alkoholiker og stofmisbruger - og har virkelig været hele rutinen igennem (var næsten død på et tidspunkt, har været i fængsel - you name it), har via AA holdt sig ædru i flere år nu - har været og snakket med min onkel. Og dette mere end en gang. Min kusine har også grædt foran ham og nærmest tryglet ham om at lade være. Men folk er altid så opivende med alkoholikere, "man kan ikke hjælpe en alkoholiker, der ikke vil hjælpes", "han er jo syg" osv. Medlidenhed får han næsten mere af end vrede.
Jeg bor selv langt væk fra dem, så jeg har ikke involveret mig i det, men dem rundt om ham måtte da for fanden fortælle ham et par sandheder. Men ærligt, så tror jeg ikke det hjælper. Også fordi han er hvad man kalder "periodedranker", så de dage hvor han er ædru, bliver nydt, og ingen skænder eller fordømmer ham da. Desværre! Men man kan blive så vred som man vil, det hjælper bare ikke, han nægter fuldstændig at han har et problem. Men hvad der får hans familie til at holde fast i ham alligevel, ja, det må de selv vide bedst. Selvfølgelig er det nemt at vide, hvad der er mest fornuftigt - men det er tit man lader følelserne og håbet på at folk kan forbedre sig, styre. Jeg siger ikke dette er forkert, men når det går så meget ud over en selv, kan man blive nødt til at lade fornuften tage over. Ja, det er hårdt, jeg har selv siddet og tudet hele aftenen nu. Men det skal nok gå.
Du er altså lidt sej, jeg har læst dit svar til Kim, jeg har da ikke noget imod at man skriver på tværs af forumet, men den måde du siger tingene på fik mig til at grine - lidt ondt men selvom jeg synes du er usympatisk, er det sgu da også rigtigt! Og du har også grund til at være vred.

Kære ex-
Jeg er yderst enig i, at Studinen er usympatisk. Du kan evt. læse mit indlæg til hende, efter udgydelserne mod Kim.
Personligt finder jeg, at det er langt under lavmålet, og jeg regner da heller ikke med, at det kommer til at gå ubemærket hen.
Som det fremgår, er også webmaster opmærksom på sprogbrug, mobning o.s.v.
I øvrigt: Tak for nogle gode indlæg, som jeg læser med interesse. Vi kan alle lære noget af hinandens erfaringer, gode såvel som dårlige.
Kærlig hilsen
Jørn - ædru alkoholiker (som bestemt ikke har tænkt at drikke sig ihjel, på trods af fromme ønsker i den retning)

Hej Ex-kæreste.

Jeg synes efterhånden du er cool ;0)

Det var heller ikke meningen at Kim og Jørn skulle slå sig på lårene.

Mobning synes jeg nok er temmeligt langt skudt over målet.

Vi pårørende, som dette forum jo er for, har vel lov til at forenes i en humoristisk distance til den selvhøjtidelige retfædiggørelse af alkolikernes selvoptagethed.

- I bedste Piet Hein - Ånd:
"Den, der kun tager sjov for sjov
og alvor kun alvorligt
har faktisk fattet begge dele
lige dårligt". (citeret efter hukommelse).

Jeg er ikke vred på Kim.
Jeg synes hans indlæg var groteskt.

Og så måtte jeg forsvare den videnskabelige stand ved at bekæmpe pseudovidenskabelige misbrug af citater.
- Vi er vel studerende!

Godnat og tak for en god debat.

Kram, Studine

ex-kæresten
Re: Du var vist fået fat i den lange ende ;0)
19 May, 2004 8:49
Hej Jørn
Tak for det - jeg vil i øvrigt gerne høre, eftersom du har læst med, om du har nogle tanker omkring min situation. Nu er et valg blevet truffet, og jeg ved at i fornuften har jeg gjort det rigtige. Det havde jeg også for en måned siden - men når følelserne er involverede, kan det være svært at stå ved den. Det har jeg lovet mig selg denne gang. Talen er hellere ikke om en naiv teenage forelskelse, jeg ved hvad jeg er oppe imod, og har valgt det fra. Men det gør ondt.
Jeg vil sige, at jeg også har læst dine tidligere indlæg, og de har været til hjælp i min søgen efter viden om alkoholisme. Men pas på du ikke går for meget i selvsving. Som du kan se, synes folk efterhånden det er irriterende, at de ikke "får lov" til at have andre meninger end du - som sagt, så er dette et debatforum, og netop det at vi ser tingene på forskellige måder gør det interessant at læse med. Du har en masse viden og erfaring - men andre har også sin viden og sine erfaringer, folk oplever tingene på forskellige måder. Husk det - og giv plads til det.
Fortsat god dag

Ex-kæresten
Kære ex-
Jeg har først læst dit indlæg nu, da Hope har været nede (noget med proxy-serveren).
Tak for din tillid, de pæne ord og den løftede pegefinger!
Jeg synes at det er kanon, at du har stået fast ved din beslutning denne gang. Det er det bedste for jer begge to. Jeg selv er 100% sikker på, at jeg aldrig var blevet ædru, hvis ikke min egen ex- havde bedt mig flytte i 1996.
Det var også en hård og streng beslutning at tage for hende, men hun havde trods alt levet med mig og mit drikkeri i ca. 20 år på det tidspunkt, og kunne/ville ikke mere. Og set, at jeg på trods af en behandling i slutningen af 1991 var begyndt at drikke igen i starten af 1996.
Var vi blevet sammen, havde vi blot fastlåst hinanden i en situation, der kun kunne blive værre og værre.
Vi har opretholdt kontakten, og er den dag i dag de bedste venner i verden. Vi har været på ferier sammen, og hun ringede for øvrigt til mig her ved middagstid for at høre hvordan jeg havde det.
Sådan et forhold er guld værd, men var som nævnt aldrig blevet til noget, hvis ikke jeg havde fået sparket ....
Jeg ønsker dig fortsat held og lykke.
Kærlig hilsen
Jørn

TESTIMONIEN AF MIN SISTER, jeg ønskede at afslutte det. Jeg mistede min mand med en anden kvinde 2 uger siden efter 27 års ægteskab. Vi havde et dejligt ægteskab, men han startede et forhold med en kollega, der jagede ham. Han lever væk fra sit job og nægter at tale med mig eller at tage hjem. Jeg er ødelagt, og jeg kan ikke holde det, jeg var følelsesmæssigt deprimeret. Jeg ville ønske, at jeg ikke elskede ham, og at jeg kunne gå videre, men jeg kan ikke. Jeg ved ikke hvordan man holder op med at føle sig som denne. Jeg ville ønske jeg kunne spise og jeg begyndte at føle mig dårlig. Jeg har nedbrudt og beder ham om at vende hjem, alt var forgæves. Jeg blev meget bekymret og havde brug for hjælp. Mens jeg surfer på internettet en dag, fandt jeg en hjemmeside, der foreslog, at Dr. Ajayi kunne hjælpe med at løse ægteskabsproblemer, genoprette brudte relationer og også fundet flere vidnesbyrd om denne særlige mand. Så følte jeg at jeg skulle prøve. Jeg kontaktede ham, og han stavede for mig. To dage senere kom min mand til mig og undskyldte for de fejl, han lavede og lover aldrig at gøre det igen. Siden da er alt blevet vendt tilbage til det normale. Min familie og jeg lever lykkeligt igen. Alt takket være Dr. Isikolo. Hvis du har brug for en stavning, der kan kaste en stave, der virkelig virker, foreslår jeg at du kommer i kontakt med det. Han vil ikke skuffe dig. Hvis du har problemer med at kontakte ham, garanterer jeg 100%, som hjælper dig, det er dine detaljer, email: drajayi1990@gmail.com, ring til WhatsApp nummeret +2348135369770
Lola
Re: hvad gør man
31 Mar, 2018 15:52
Hvordan har jeg fået min familie tilbage
Jeg hedder Lola. Hilsener til alle, der læser dette vidnesbyrd. Jeg er blevet afvist af min mand efter tre (7) års ægteskab, bare fordi en anden kvinde havde en magi på ham, og han forlod mig og barnet. en dag da jeg læste gennem internettet, så jeg et indlæg om, hvordan denne stavekaster på denne profet, der hedder dr. Isikolo, har hjulpet en dame i sit ægteskab med sin adresse (isikolosolutionhome@gmail.com) for at komme tilbage til sin mand og jeg gav ham et svar på sin adresse og han fortalte mig, at en kvinde havde en stave på min mand og han fortalte mig, at han vil hjælpe mig og efter 3 dage at jeg vil få min mand tilbage. Jeg troede på ham, og i dag er jeg glad for at lade jer alle vide, at denne stavekaster har magt til at bringe elskere tilbage. fordi jeg bor hos min mand. Tak for Dr Isikolo. Hans email: isikolosolutionhome@gmail.com eller whatsapp ham nu +2348133261196.
Beklager, kun registrerede brugere må sende emner i dette forum.

Klik her for at logge ind