Nu er det min tur til at leve mit liv

Tilbage

Kort fortalt; Min far fik en stor depression for nogle år tilbage, desuden begyndte han også at drikke.
Han forsøgte flere gange at komme ud af det, men han faldt altid for fristelsen.
Min mor valgte, efter at have levet med ham i mange år, at flytte væk fra ham i en periode, så han kunne vælge hvad han ville med sit liv.
Han endte med at begå selvmord.
Det var tredje gang han forsøgte, denne gang døde han så af det.
Et eller andet sted føler jeg ikke sorg efter min fars død.
Jeg føler faktisk en form for lettelse, jeg har tit gået og frygtet hvad han ville finde på og rode sig ud i.
Jeg har frygtet om han ville opsøge os eller gøre noget andet. om han ville komme op på min skole fuld fordi han ville snakke med mig.
Opsøge mig når jeg kørte hjem fra skole, eller noget lignende.

Nu sidder jeg den 27. februar 2012, eller det må vel være den 28. februar 2012 da klokken er over 12.
Jeg sidder her som 16 årig og har oplevet en alkoholisk, deprimeret far, der endte med at begå selvmord.
Jeg tror det har gjort mig til en meget stærkere person at jeg har oplevet alt dette.
Det er ikke meget jeg har grædt over det.
Jeg har taget en dag ad gangen.
Jeg har fundet alkohol bag fryseren og konfronteret ham med det, jeg har skældt ham ud fordi han gav mor skylden, jeg har gjort mit bedst for at hjælpe ham.
Jeg har overvejet at begå selvmord, men vidste det ikke var nogen god løsning.
Jeg har overlevet alt dette og som man siger; what dosent kill you, only makes you stronger.
Og så må jeg garanteret være stærk nu!

Jeg tror jeg er forskellige fra andre på min alder.
De tænker på venner, kærester og interesser.
Jeg har lært at prioritere andre ting.
Jeg er bevidst om økonomien, jeg ønsker ikke at have en kæreste og være den populæreste.
Jeg ønsker mig et almindeligt liv, hvor jeg ikke skal gå og frygte hvad der sker om et minut, en dag, en måned.
Jeg ønsker ikke at frygte min egen far, jeg ønsker at have venner på besøg af venner når jeg har lyst til det, uden at være bange for hvor fuld han er.
Jeg ønsker ikke at leve i frygten længere!
jeg ønsker at være mig selv!
Jeg ønsker ikke at være hæmmet af andre personer, jeg ønsker at leve mit liv og jeg håber, at jeg endelig kan få lov til det.

Efter min fars død har folk flere gang sagt, at jeg aldrig nogensinde må skyde skylden på mig selv, men det gør jeg ikke og jeg kommer ikke til det.
Det var hans eget valg, han gjorde det to gange før.
Jeg har aldrig trodset ham og gjort noget han har sagt jeg ikke måtte.
Jeg har altid gjort hvad han bedte mig om.
Jeg mener selv jeg har været en god datter.
Det var ham selv der var syg, det var ham selv der havde et problem og det var ikke mig der var ansvarlig for det.
Jeg kunne ikke gøre mere, jeg kunne ikke gøre mere end jeg har gjort.
Jeg gjorde mit bedste for at hjælpe ham, jeg forsøgte at snakke med ham jeg forsøgte at komme i kontakt med ham, men det hjalp aldrig.
Han ville ikke hjælpes og man kan ikke hjælpe nogen der ikke ønsker det.
Han var selv nødt til at indse han havde et problem, det var derfor vi flyttede, men jeg tror aldrig han indså at det var ham selv der var skyld i det.
Han tog skylden hen på alle andre.
Det var mors skyld, det var den og dens skyld, det var bare ikke hans skyld.
Men JO det var det.
Det var ham selv der valgte at leve på den måde, ja, han var syg, men hans stolthed stod i vejen for at han kunne blive rask.
Hans liv var en stor løgn.
Han løj for sig selv, han løj for sin familie, han løj for sine kollegaer.
Han kørte påvirket rundt og kunne sagtens have dræbt et andet menneske fordi han var hæmmet af alkoholen.

Nu er det min tur til at leve mit liv.
Det er slut med at være bange, jeg kan ikke undertrykke mig selv fremfor ham.
Han var en god far, inden han blev syg.
Jeg synes selv, at jeg har haft den bedst barndom (0-12 år) man kunne tænke sig.
Jeg var en fars pige som lille, red altid på min fars skuldre.
Men han blev syg og han løj for mig.
Jeg var parat til at tilgive ham, hvis han viste mig, at han kunne holde sig fra alkoholen.
Han fik et valg.
Alkoholen eller hans familie.
Han kunne åbenbart ikke vælge.
Han valgte den nemmeste udvej.

Jeg tror ikke jeg har opdaget at han ikke er her mere.
Men jeg har været vant til, ikke at snakke med ham, så det er ikke uvant for mig, at jeg ikke snakker med ham.
Men om noget tid, vil jeg nok savne ham.
RIP Far. <3

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage