MM's livsfortælling

Tilbage

Gennem livet gør man sig mange erfaringer og man lærer hele tiden nye ting.
Da jeg var lille var vi på ferie hver sommer, og vi havde nogle fantastiske campingture rundt i Europa.
Jeg har altid elsket min mor utrolig højt og min far har også betydet rigtig meget for mig.
Men tingene begyndte at ændre sig da jeg var omkring de 8-10 år.
Jeg blev mobbet meget i skolen, da jeg i forvejen var meget genert og trak mig meget tilbage.
Dette påvirkede mig i rigtig mange år, da jeg til sidst slet ikke troede på at jeg kunne gøre noget godt nok.
Jeg turde ikke fortælle nogen omkring problemerne i skolen, men en dag i 8. klasse brød jeg sammen overfor min mor, og skiftede derefter skole, dette hjalp lidt, men ikke ret meget.
I 10. klasse skiftede jeg igen skole, og denne gang var det rigtig mærkeligt for jeg fik nogle gode veninder, og blev respekteret. Dette var svært, for hvordan kunne andre folk lide mig og gide snakke og være sammen med mig, når jeg slet ikke kunne holde mig selv ud.
Alting ændrede sig, da min far fik 3-4 blodpropper i hjernen og en hjerneblødning.
Jeg var dengang omkring 8-10 år, og jeg husker det ikke helt, men jeg husker hvor mange gange jeg har ligget og grædt mig i søvn, når han igen er blevet hentet af ambulancen.
Efterfølgende sov min far utrolig meget, og jeg så ham ikke ret meget.
Når jeg tog i skole var han ikke stået op og når jeg kom hjem fra skole sov han på sofaen.
Det var utrolig hårdt at se sin elskede far sådan.
I mange år troede jeg, at han blot sov så meget pga. blodpropperne, men langsomt gik sandheden op for mig…
Min far sov ikke kun så meget pga. blodpropperne, men fordi han drak.
Det gik op for mig, at han var alkoholikker.
Hvilket ikke gjorde det lettere, at være en ung pige, og se sin far ødelægge sit eget liv.
Han drak stort set hverdag mens jeg var i skole, og derfor sov han på sofaen når jeg kom hjem.
Dette gjorde også at jeg aldrig havde venner med hjemme da jeg ikke ville have, at nogen skulle vide, at min far drak.
Jeg har redet siden jeg var 7 år gammel, og hestene har altid været det der har holdt mig oppe.
Det lyder måske åndssvagt den dag i dag, men hestene lyttede og de sagde ikke hvor åndssvag man var, som mange andre gjorde. Dette blev mit tilflugtssted de næste mange år, og da jeg var 13år fik jeg min egen pony.
Det der har holdt mig oppe har været hestene og min mor, som betyder ubeskrivelig meget for mig, på trods af at jeg altid har haft rigtig svært ved at åbne mig overfor hende.
Hun har altid gjort ufattelig meget for mig.
Tilbage i 2005 flyttede vi på en gård.
Dette har der både været gode og dårlige sider af.
Det var utrolig dejligt, at hestene nu stod lige udenfor, men det var også hårdt arbejde.
Men det allerbedste var, at min far fik lavet hele stalden selv, med hjælp af min skønne onkel (de lagde selv betongulv og bankede en masse gulv op).
Min elskede far var livet op, og drak ikke nær så meget, som inden vi flyttede, men … det holdt ikke, der gik måske et års tid, hvorefter han drak akkurat ligeså meget, som inden vi flyttede, måske endda mere.
Når man er en ung pige, med ikke ret mange venner, så finder man andre ting, at bruge sin tid på og holde af.
For mig blev dette som sagt hestene, de betød og betyder stadig alt for mig.
Jeg red mange stævner på de skønne ponyer, og min fantastiske mor kørte mig altid, os når vi skulle op kl. 3-4 om natten og køre 2-3 timer, så var hun klar.
Men da jeg var 15 år begyndte det hele, at blive for meget for mig.
På dette tidspunkt havde jeg 3 ponyer og en lånepony jeg red mange stævner på, men på 4 måneder blev de to af mine egne ponyer skadede og kunne ikke rides mere, låneponyen blev halt og kom hjem til ejeren, og sidst men ikke mindst blev den sidste af ponyerne syg og aflivet året efter.
Jeg stod pludselig uden de skønne heste der indtil nu havde holdt mig oppe.
Det hele blev for meget og jeg var fyldt med en masse følelser, som jeg ikke kunne finde ud af at få ud.
Dette resulterede desværre i, at jeg begyndte, at skære i mig selv.
På dette tidspunkt vidste jeg ikke hvad der ellers kunne hjælpe og jeg følte dette hjalp.
Det var en måde at slappe af på og glemme det hele, men det varede så kort, og efterfølgende havde jeg rigtig dårlig samvittighed.
Det var også hårdt, at gå med lange trøjer og bukser altid, men der var absolut ingen der skulle vide det, for det var sku ikke noget jeg var stolt af, men det var min måde at klare det hele på.
Jeg var i forvejen en meget usikker pige og havde rigtig svært ved, at tro på mig selv.
Mobningen havde ikke gjort det bedre og da min bror også begyndte at mobbe mig med, at jeg var fed og grim gjorde det ikke det hele lettere.
Den dag i dag kan jeg sagtens se, at han kun gjorde det i sjov, men jeg tog det til mig.
Jeg begyndte at hade mig selv mere og mere, men var utrolig god til at opsætte en facade og når andre beskrev mig, så var jeg den glade og altid grinende pige.
Det var udenpå … indeni var det helt anderledes, men ingen vidste det, for jeg åbnede mig ikke og sagde altid bare, at jeg havde det fint.
Jeg fortsatte med at skære i mig selv, og begyndte desuden, at tænke mere og mere på om min bror havde ret…
Jeg hadede mig selv og følte mig grim og fed.
Jeg kom ind i en dum periode hvor jeg prøvede på, at tabe mig, på ikke alt for smarte måder og det hjalp da osse på vægten, men ikke på selvtilliden.
Jeg hadede stadig mig selv og blev ved, at føle mig fed på trods af, at jeg nok nærmere var for tynd.
Jeg havde rigtig mange tanker og gad ikke leve længere.
Jeg skar i mig selv hver dag, rendte rundt med lange trøjer og bukser både sommer og vinter, og opretholdt min facade ret godt.
I et års tid gik det fint med, at skjule det hele og ingen kommenterede noget.
Jeg lukkede mig også mere og mere inde og ingen vidste hvordan jeg egentlig havde det.
Da jeg endelig fik åbnet mig lidt overfor en veninde blev hun meget chokeret over, at høre hvordan jeg havde det og hun forsøgte i et års tid at overtale mig til, at få noget hjælp, men jeg nægtede.
Jeg klarede det jo fint.
Det at skade mig selv hjalp mig med at kunne overskue det hele, og jeg følte jeg havde fint kontrol over det hele.
Efterhånden begyndte jeg også at tænke mere og mere over, hvor jeg skulle skære for at skjule det bedst og til sidst kunne jeg slet ikke undværre det.
Uden at skade mig selv gik jeg med en konstant smerte inden i, men denne blev lettet lidt, når jeg skar.
Desuden tog jeg i perioder en del piller, dog tog jeg kun nok til at få det dårligt, da jeg vel et eller andet sted aldrig havde til hensigt at tage mit eget liv, eller i hvert fald ikke havde modet til det.
For tankerne var mange, jeg tænkte tit, at ingen ville savne mig, jeg var ikke noget værd, hvorfor var jeg overhovedet blevet født. Jeg ville faktisk bare væk fra det hele.
Efter at have skadet mig selv i to år begyndte det at være sværere og sværere, at opretholde facaden og efter at være begyndt i 10. klasse og have oplevet, at det faktisk var muligt at gå i en klasse, hvor der var nogle der gad snakke og være sammen med en, begyndte jeg at tænke mere og mere på, at det egentlig nok havde taget overhånd og, at jeg måske alligevel ikke kunne klare det helt selv.
Jeg betroede mig til en veninde i god tro om, at hun ikke ville sige noget til nogen.
Sådan gik det dog ikke, hun gik til min lærer med det samme, som ville have, at jeg skulle have hjælp, men dette var jeg ikke klar til.
Alligevel gav jeg læreren en chance og prøvede at fortælle hende lidt, selvom det var utrolig svært at snakke om mine følelser, for jeg havde jo bare fortrængt dem i flere år.
Men nu følte jeg mig for første gang svigtet, for på trods af, at læreren havde lovet ikke at gå videre med det, før jeg var klar, så gik der ikke mange dage før hun ringede til min mor og fortalte det jeg havde fortalt hende, bl.a. at jeg skadede mig selv.
Jeg fik utrolig dårlig samvittighed, for jeg ville ikke have at det skulle påvirke min mor.
Jeg vidste eller synes i hvert fald, at min mor havde nok at tænke på selv, med en mand der var alkoholiker, arbejde og alt det hun hjalp mig med hestene.
Jeg ville ikke have at hun skulle bekymre sig om mig, for jeg kunne klare mig selv.
Desuden blev jeg meget skuffet og sur på både min lærer og veninden, da jeg følte mig svigtet.
Jeg havde endelig åbnet lidt og indvilget i, at få hjælp, men IKKE i, at de skulle gå til min mor med det samme.
Den aften min lærer ringede til min mor, ville min mor gerne snakke med mig efterfølgende, men jeg lukkede fuldstændig af og låste mig inde på mit værelse.
Dette fortryder jeg lidt i dag, da det også har gjort, at jeg i dag har sværere ved at være helt ærlig overfor min mor.
Dette hjalp altså ikke rigtig, andet end at jeg fik dårlig samvittighed og fik det endnu dårligere, da jeg nu også fik dårlig samvittighed, eller mere end før, over at skade mig selv, men jeg følte på dette tidspunkt, at det var det eneste der hjalp.
Desuden gjorde det, det ikke lettere, at jeg efterfølgende løj overfor min mor og påstod, at jeg var stoppet, påtrods af, at det ikke havde ændret sig overhovedet.
Jeg begyndte dog selv efterhånden,at kunne se, at det ikke var noget, der kunne blive ved.
Jeg var også utrolig træt af, at jeg konstant var trist indeni og ikke rigtig gad noget, jeg isolerede mig også meget og passede bare mig selv og hestene.
Efter 10. klasse startede jeg på gymnasiet, hvor jeg fik hjælp fra samme veninde, som var gået til min lærer, men som jeg nu havde forstået hvorfor hun gjorde det.
Hun turde simpelthen ikke gå rundt som 15-16 årig selv med de oplysninger om, at jeg skadede mig selv og ikke gad leve længere, og den dag i dag forstår jeg hende godt.
Hun hjalp mig med, at få snakket med en studievejleder, som fik mig videre til en psykolog.
Dette var et virkelig stort skridt for mig, og meget svært.
Jeg havde desuden meget svært ved, at åbne mig overfor psykologen, men forsøgte virkelig, da jeg gerne ville have det bedre.
Efter et par måneder hos psykologen synes hun at vi hellere skulle skrive sammen på mail, dette passede mig fint, da jeg havde lettere ved at skrive end snakke om hvordan jeg havde det.
Hun svarede dog kun få gange og så skrev hun, at hun havde fået nyt job og, at jeg ikke skulle skrive mere.
Endnu engang følte jeg mig meget svigtet og det var stadig ikke blevet bedre.
Jeg skadede stadig mig selv, både ved at skære og ved, at forsøge at sulte mig selv, og mine tanker var ikke meget anderledes, andet end jeg havde indset at jeg gerne ville have det bedre.
Jeg forsøgte derfor at gå til min læge og forsøge, at fortælle ham omkring mine problemer, for at han kunne henvise mig til, at få noget hjælp.
Men først ville han ikke tro på, at jeg skadede mig selv og insisterede på, at han ville se hvor jeg havde gjort det, men dette nægtede jeg, da der aldrig før var nogen der havde set det, og jeg synes ikke dette var nødvendigt, for jeg gjorde det sku ikke for, at få opmærksomhed, som han mente, jeg gjorde det derimod for, at komme af med en masse smerte.
Han mente også, at det var almindelige problemer for en pige i min alder og ville derfor ikke hjælpe mig.
Endnu engang følte jeg mig svigtet.
Jeg kæmpede med det stort set alene og opgav nu, at få hjælp, da jeg ikke gad svigtes flere gange.
Tankerne tog igen til og jeg begyndte, at tænke mere og mere over hvorfor jeg var blevet født og at jeg ikke var god nok.
Der var stadig ikke mange der kendte til min situation og vidste hvordan jeg egentlig havde det, men der var da nogle stykker og disse mennesker støttede mig meget, og jeg er dem meget taknemmelig i dag, at de ikke opgav mig og svigtede mig.
Jeg forsøgte, at stoppe med at skade mig selv, men dette var ikke let.
Dog føltes det som en sejr, hvis jeg bare kunne holde det en enkelt dag uden.
Det var da en start.
Jeg begyndte som 15årig, at ryge indimellem, og dette følte jeg kunne hjælpe en lille smule når jeg havde allermest lyst til, at skade mig selv.
Som jeg prøvede at skade mig selv mindre begyndte jeg, at ryge mere og mere.
Jeg har også meget ofte tænkt på, hvad der egentlig er bedst, at skade sig selv eller at ryge.
Dog kan jeg godt se nu, at måske er rygning mere usundt, men det er nok det bedste.
Men jeg ville ikke give op, jeg ville vise, at jeg kunne klare mig selv, som jeg havde sagt fra starten.
Jeg kæmpede meget og nogle dage var værre end andre. Selvtilliden var stadig i bund og dette påvirkede også min skole. Jeg gik nu i gymnasiet og påtrods af, at jeg i folkeskolen fik gode karakterer, faldt de nu meget, da jeg bare var der, jeg sagde intet, for det turde jeg ikke.
Da jeg var 18 år gik det lidt bedre og nu skadede jeg kun mig selv en gang imellem, det kunne være et par gange i ugen, men der kunne også gå flere måneder imellem, og jeg kæmpede virkelig. Jeg havde også to fantastiske veninder, der hjalp og støttede mig meget, og på trods af jeg ikke længere snakker med den ene, så er jeg dem meget taknemmelige.
Jeg blev dog ved med, at kæmpe lidt med min vægt, da jeg ikke var tilfreds med mig selv og min krop.
Påtrods af, at jeg på et tidspunkt havde været nede på omkring 45 kilo og er 165 cm høj, så kunne jeg ikke være tilfreds.
I slutningen af 2.g fik jeg et 00 i årskarakter i mundtlig engelsk, med kommentaren, at jeg ligeså godt kunne lade være at være der.
Der gik det op for mig, at jeg nu måtte tage mig sammen.
Det duede ikke, jeg måtte kunne gøre det bedre.
Så fra starten af 3. g tog jeg mig sammen og forsøgte virkelig at sige noget i timerne på trods af, at jeg de første måneder rystede helt vildt ved at skulle sige noget.
Men jeg vidste nu, at jeg kunne.
Min far drikker stadig, og jeg frygter hverdag for, at jeg skal få et opkald, om at han ikke er her længere, men jeg har opgivet.
Jeg har i mange mange år forsøgt, at snakke med ham, skrive til ham og virkelig gjort alt hvad jeg kunne for, at få ham til at gå i behandling og stoppe med at drikke, for det er utrolig hårdt at leve med hans alkoholmisbrug, men han nægter og mener han kan klare sig selv.
Hvilket jeg jo ved han ikke kan.
Jeg har stadig meget svært ved at acceptere det, og det kommer jeg nok heller aldrig til.
Jeg har i mange år savnet den far jeg havde da jeg var lille, men han kommer aldrig tilbage, det tror jeg ikke på længere.
Min far har haft blodpropperne, en hjerneblødning og også nogle problemer med leveren, og jeg tænker tit på, at jeg nok snart mister ham, og på trods af, at jeg hader det han gør og hader ham, når han har drukket, så er han min far og han vil altid betyde meget for mig.
Gennem alt det her har jeg haft nogle gode veninder der har støttet mig, min mor der har gjort alt for mig, og selvom jeg ikke åbnede mig og lod hende hjælpe mig med problemerne, så hjalp hun mig med hestene og kørte mig altid, ligemeget hvor og hvornår jeg skulle noget.
Hun gjorde og gør stadig alt for mig og jeg elsker hende højere end noget andet!
Dog var der noget andet der holdt mig allermest oppe, det var hestene, men igennem disse år oplevede jeg utrolig mange skader på hestene og mistede to heste, det gjorde det ikke lettere, tværtimod.
Jeg blev dog ved og ridningen holdt mig oppe.
Jeg tænkte tit, at jeg nok ikke havde det så slemt, at jeg ikke skulle pive, men bare tage mig sammen og komme videre.
Det gjorde jeg, men det var ikke let, det var en meget svær kamp, og ikke sådan lige til.
Jeg vil mene, at jeg nu er kommet stort set igennem det hele.
Jeg kan dog stadig tænke negativt indimellem og tankerne om at skade mig selv har heller ikke helt sluppet, men det bliver ved tankerne, jeg har ikke gjort det i omkring et år, og jeg kunne ikke længere drømme om, at tage mit eget liv.
Jeg er glad for livet, jeg elsker mine heste, og især er jeg glad for, at være flyttet til Aalborg.
Det at komme væk hjemmefra og væk fra problemerne der hjemme har hjulpet rigtig meget.
Dog går jeg stadig tit med tankerne om, at hvis jeg mister min mor, så ville min verden falde sammen, og jeg frygter også konstant et opkald om, at min far ikke er her mere, men jeg tager en dag af gangen, og gør mit bedste for at have det godt.
Her er kun nogle overordnede ting der er sket de sidste par år, dog er der sket meget mere, men det er utrolig svært for mig stadig, at skrive omkring det her.
Jeg ligger pt. og græder, da det her har påvirket mit liv rigtig meget.
Dog vil jeg mene, at det har gjort mig meget stærkere, og i det lange løb har det gjort, at jeg kan klare mere nu.
Jeg er blevet mere fornuftig, og fortryder mange af de ting jeg har gjort, især det, at jeg har skåret i mig selv, og min vægt.
Jeg har taget 6 kilo på, på de sidste tre måneder og det går mig lidt på, men det er alligevel okay, det er ikke noget jeg vil gøre noget for at tabe igen, så skulle det i hvert fald kun være på en sund måde.
Jeg vil aldrig skære i mig selv igen, da jeg er rigtig træt og ked af de mange ar jeg desværre har fået, men der kan ikke ændres på det nu, så jeg må bare se fremad.
Det at jeg er kommet her til Aalborg og er begyndt at læse er også rigtig dejligt, det gør at jeg har mere tid til at være mig selv, og ikke fokusere på hvad min far gør og sådan, det er hans liv og vil han ødelægge sig selv, så er det hans problem.
Jeg vil ikke pine mig selv længere, jeg vil have noget ud af mit liv!

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage