Mit liv er sat på stand-by

Tilbage

Jeg er interesseret i at vide, om der er nogen der har det på samme måde som mig, eller evt. ved hvad det er jeg fejler.
Jeg er en fyr på 21, som i omkring to måneder har gået rundt i en bobleverden.
Jeg opfanger slet ikke hvad der sker omkring mig, hvilket gør at jeg slet ikke kan finde ud af at kommunikere med andre mennesker.
Jeg bliver meget nervøs når jeg skal tale, fordi jeg ved jeg ikke kan finde på noget at sige.
Min hjerne er koblet totalt fra, og jeg kan slet ikke finde ud af at arbejde og sådan ... det er nok noget depressionsagtigt, men jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.

Jeg har en tid om halvanden måned hos en psykolog.
Det er bare lang tid at vente, og bare gå og få det værre og værre.
Jeg har næsten ikke talt med nogen af mine venner i al den tid, fordi jeg ikke vil have at de skal se mig sådan hér.
Dem jeg ser, taler jeg heller ikke med, fordi jeg bare sidder i min egen bobleverden.
Så lader jeg dem snakke - og kommer med små indvendinger til tider.
Alting virker så sløret.
Jeg har det som om, jeg konstant er skæv.
Jeg prøver hele tiden at komme til at være alene, fordi jeg ikke kan holde andre menneskers selskab ud.
- jeg får voldsom hjertebanken, - og agerer så kejtet og nervøst og jeg siger slet ingenting, og hvis jeg gør er det nogle meget kludrede sætninger.
Når jeg så endelig er alene, ligger jeg mig bare ned for at prøve at falde i søvn, fordi jeg ikke kan holde ud at være vågen.
Jeg kan ikke komme i tanker om hvad jeg skulle lave - fordi jeg ikke kan tænke længere.
Jeg gider ikke engang at se tv.
- det er en følelse af at have mistet sig selv fuldstændig - jeg ved ikke hvordan jeg normalt ville opføre mig i den gældende situation.

Når jeg prøver at fortælle folk om det, kan jeg ikke finde ud af forklare det ordentligt heller.
Det bliver bare en masse kludrede sætninger om, at jeg har det dårligt.
Derfor er det virkelig svært for folk at forstå, og de siger bare at jeg skal tage mig sammen - gøre noget. - finde et andet arbejde og sådan.
Men det er bare ikke så let når man har det sådan hér.
Mine venner tror, jeg ikke gider dem, fordi jeg ikke tager telefonen når de ringer, aldrig vil med i byen, og konstant brænder alle af fordi jeg ikke kan overskue det alligevel.
Det er ikke fordi jeg ikke gider dem, men jeg kan bare ikke finde ud af at være sammen med dem.

Jeg er virkelig fortvivlet. er der nogen der har prøvet at synke så langt ind i sig selv, så at man ikke kan finde ud af at agere i omverdenen?
Jeg har brug for et råd af en eller anden slags.

 

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage