Jeg har bare brug for at snakke og brug for hjælp

Tilbage

Hej jeg hedder Amanda.

Min sørgelige historie startede da jeg var 11 år gammel.
Jeg husker jeg sad nede på min søsters værelse.
Min søster ville gå op for at hente noget at drikke da min bror som sad inde på hans værelse og mig høre et ordentlig skrig.
Vi begge løber op og der ligger min mor på sengekanten lige ved at falde ud, hendes øjne fortalte alt, min papfar kom hjem næsten lige efter vi havde ringet efter ambulancen og jeg husker kun resten af aften som en sort tåge.
6 dage efter får jeg endelig lov til at se hende, hun var blevet lam i halvdelen af hendes krop og kunne ikke snakke, hun lå bare der..
Dagen efter døde hun.

Det er ved at være 8 år siden jeg så hende ligge der, men jeg kan ikke give slip.
Mit liv den dag idag er et helvede.
Jeg kommer aldrig ud for en dør og tør ikke leve mit liv som jeg egentlig gerne ville..

Da min mor døde dengang smed vores papfar os alle 3 børn ud allerede 2 uger efter min mors død og vi måtte vende næsen mod vores far, både dengang og nu drikkede min far - et lille minde fra da vi flyttede derhjem.

Jeg havde fået nogen øreringe fra en veninde og da de blev væk troede jeg min søster var indblandet, min storebror overhørte hvad jeg spurgte hende om og da hun nægtede det var hende gik klappen ned for min bror.
Det næste jeg husker er min bror der sparker min søster i maven og min far der står og glor, han var så fuld at han bare stod og gloede på min søster fik tæv.
jeg har været på børnehjem, kostskole, efterskole og plejefamilier og jeg er altid blevet lovet at alt ville blive bedret, men idag sider jeg herhjemme med endnu større ar på kroppen end før.
Min bror og søster røg meget hash da de var mindre og der gik ikke længe før jeg hoppede med på vognen, det fik min frygt og sorg til at forsvinde (nogen timer).
Jeg er altid blevet kaldt den anderledes af min familie og jeg har altid været enspænder siden min mor døde.
Min far drikker stadig som et hul i jorden og er væk flere dage i træk uden nogen af os ved hvor han er.
Min søster er flyttet hjemmefra, har kæreste og igang med uddannelse.
Hun har givet slip på familie og den eneste der stadig snakker med hende er min far.

Jeg er flyttet hjemmefra og bor sammen med min kæreste, men tingene er ikke rigtige.
Jeg bor med ham fordi han gav mig chancen for at komme væk hjemmefra (han blev min redningsmand), men livet er ikke blevet nemmere af den grund.
Jeg sårer ham gang på gang fordi jeg er så frustreret over hele mit liv og hvordan jeg kommer videre at det altid går ud over ham.
Jeg bor kun her fordi jeg ikke vil bo derhjemme og ikke tør bo for mig selv, eller det ville jeg gerne, men livet er skræmmende og jeg tør ikke komme ud for en dør de fleste dage..
Jeg kan ikke give slip på min mors død jeg synes det er så uretfærdigt.
Jeg har bare brug for at snakke og brug for hjælp, men hvad gør man når man ikke engang har en eneste veninde eller ven, ingen at snakke med og min kæreste er klar over hele mit liv, han kender min far da han var vores gamle nabo, han har set hvad vores far gjorde mod os hvad min bror gjorde mod os og hvor alene jeg var.
Jeg tror han holder af mig men han kan ikke rede mig fra mine tanker og følelser..
Det var vidst det tætteste jeg kunne forklare over en computer om mit liv, mit hjerte, min frygt for resten af mit liv..
Amanda

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage