LKAE's livsfortælling

Tilbage

Min mor begyndte at drikke, da jeg var omkring 12-13 år.
Min søster var lige flyttet hjemmefra - til udlandet, og tilbage var jeg og mine forældre.

Min mor har haft en hård barndom, og det kulminerede i hendes voksenliv, hvor hendes forældre slog hånden af hende - så at sige.
Dertil kom så, at hun havde en del problemer med hendes arbejdsplads.
Hendes chef var ikke dygtig nok til hans arbejde, og det gav en masse problemer.
Alt sammen noget, min mor prøvede at løse selv - med min fars hjælp.

Men det eneste der har hjulpet er flasken.
Næst efter min far, var flasken den første min mors mund \'kyssede\', når hun kom hjem.
Og det var også den der, på en ganske alm. hverdag, \'lagde\' hende i seng - eller, det gjorde mig eller min far, men flasken kunne hun troligt holde om, mens hun var faldet i søvn foran fjernsynet.
Sådan husker jeg desværre mest min mor.

Det var svært at tage problemet op med hende - hun blev altid så sur og indelukket.
Jeg endte i hendes spind, det der kaldes medmisbrug.
Jeg talte flasker, og sørgede for at hun ikke kom til skade, når hun vaklede rundt i byen, derhjemme i indkørslen og inden for.

Altid blev der lovet bod og bedring, også fra min fars side, men det holdte som regel ikke længe - så var den gal igen.
Min far var også med til at drikke.

Jeg har bebrejdet mange, at min mor har drukket - mest hendes tidligere chef.
Nu bebrejder jeg ingen - nu har jeg accepteret at min mor er alkoholiker.
Hun har haft et hårdt og sorgfyldt liv, men HUN har drukket af alle flaskerne.

Jeg har ingen forventinger til hende længere om at holde.
Jeg har et håb.
Dén dag hun får hjælp af nogen, som er kvalificeret inden for alkholisme og hvad det gør ved mennesket fysisk og psykisk, så er der håb.

Resten er blot bekymringer for hende, og ønsket om, at det engang må gå hende bedre.

Jeg har en aftale med hende om, at hun ikke skal ringe til mig når hun er fuld - men efterhånden kan jeg ikke hører forskel på om hun er fuld eller ædru.
Måske er hun bare altid fuld?
Hun husker ekstremt dårligt, når hun er fuld, og det sårer mig at hun ikke husker hvad vi har talt om.
Specielt hvis det er vigtigt for mig, at have fortalt hende noget.

Jeg passer ikke på hende længere på sammen måde som før.
Jeg holder hende på afstand, selvom hun den dag i dag, stadig lover, at hun ikke rører det igen.
Jeg trækker på skulderen over det, fordi jeg har droppet forventningerne til, at det bliver bedre, når hun ikke vil have hjælp.
Jeg er blevet voksen, og har mit eget sted, og det betyder også at jeg vil passe på mig selv.

 

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage