Intet's livsfortælling

Tilbage

Mit liv har altid været noget rod.
Jeg har altid haft problemer, jeg er blevet mobbet hele mit liv.
I de små klasser var det tingsom fx folk ikke kunne lide mig, og de sagde jeg skulle gå, og ingen gad lege med mig, folk skubbede til mig og sprang over i køerne og sådanne ting, de sagde også onde ting og bagtalte mig hele tiden, jeg var den uønskede.
I 5 klasse begyndte det for alvor, jeg fik en af de der for sjov kærester som jeg rigtig godt kunne lide, nogle skrev beskeder til ham om hvor ulækker jeg var, og hvor fucked jeg var og at han SKULLE slå op med mig, og hvis han ikke ville slå op med mig, ville han straks blive upopulær, og jeg blev mobbet til at slå op med ham, så det gjorde jeg...
Min lære gik på pension og som straf for den tid jeg havde gået på skolen, valgte hun at sætte mig på et hold i håndarbejde sammen med de værste mobbere, lærene så på det hver gang det stod til, de gik i klikker rundt om mig, slog mig, og stak mig med redskaber der, når jeg klagede sag de håndarbejslæren at jeg overspillede og der ikke lå noget bag det ...
Jeg søgte efter ny skole, men ingen kunne tage mig ...
I slutningen af 5 skulle det være nok, jeg ville ikke mobbes, så jeg gjorde alt hvad jeg kunne, jeg begyndte på en masse makeup, og alt det der\' pop tøj, og alle lagde mærke til mig, nu var det ikke kun dem på min egen årgang der mobbede mig, men også 7, 8, og 9 klasserne (jeg gik der i 6 klasse) folk kaldte mig alt fra, idiot til luder.
De sagde alt fucked de kunne komme til, og folk sendte mig død beskeder hver dag.
Alle kommenterede mig i hele min kommune, og jeg kunne ikke være i fred.
Hver gang jeg lagde et billed på facebook kom der straks en masse lorte kommentarer, men jeg var ligeglad, for jeg havde lavet en facade af min makeup, og min \"hårhed\", jeg drak og røg.
Jeg kæmpede hver dag, indtil jeg begyndte at mobbe selv, jeg følte mig stor, men det gav bagslag, jeg blev sendt til et møde med kommunen, ssp\'er, inspektører, lærer og forældre, de
lavede helt nye regler for mig ...
Jeg kunne ikke være den samme pige mere, for jeg måtte ikke selv bestemme hvordan jeg så ud længere.
Jeg havde ikke længere noget at støtte mig til, det skal lige siges jeg også blev mobbet af mine lærer hver eneste dag, de kaldte mig luder, spøgelse, osv.
Nu var jeg bare et lille dyr igen, og mine 2 eneste venner havde tænkt mig at droppe mig samme dag.
Nu var jeg alene igen.
I slutningen flyttede jeg skole.
Jeg troede jeg ville komme væk fra det hele, fra alt mobberiet hver eneste dag, for alle de onde blikke ..
Jeg troede jeg ville blive glad, men den første dag på min nye skole, kom nogen ned til min klasse og sagde jeg bare skulle smutte ... folk var ude efter mig igen, præcist på samme måde som før, de kommenterede alt, jeg var igen den udstødte, jeg var alene, og ikke mindst med det, gad folk mig ikke på min nye skole, kun et par stykker, alle andre dannede rygter om mig...

2 uger efter min 13 års fødselsdag skulle det være nok, jeg tømte 2 Panodil pakker, jeg spiste omkring 150 piller.
Derefter røg jeg på hospitalet da mine forældre så at jeg lå og brækkede blod op.
Jeg kom til udpumpning, og de sagde jeg havde fået en kæmpe overdosis, men jeg var ligeglad, som man lå der pinte det bare en af man skulle ligge 3 dage på hospitalet fordi ens selvmordsforsøg ikke gik.
-man måtte nemlig heller ikke gå før man havde snakket med en psykiater.
Det hele fortsatte efter jeg var tilbage, intet nyt...
Jeg begyndte at drikke, også i hverdagene, og en dag kommer jeg ind til en samtale, og lærene spørger om jeg har alkoholsproblemer fordi jeg er blevet taget i mange gange nu i at drikke i hverdagene ...
Mit liv forsatte igen, og jeg begyndte at ødelægge mit liv endnu mere, jeg havde ikke noget at gøre, jeg havde ingen selvtillid, jeg gik ikke længere med mit lag af makeup.

Hver dag når jeg kom hjem lagde jeg mig og græd, og græd og græd ... jeg ville bare dø ... ingen kunne forstå mig, INGEN ....
Mit liv forsatte.
Hver gang jeg tog til fester blev jeg smidt ud, folk gad ikke have mig ...
Jeg kom til tider til at lave nogle ting med nogle tilfældige mennesker i min hverdags druk...
Mit liv var det eneste lort, tror ikke jeg kan forklare jer det, det er så svært, og alle de detaljer jeg har været igennem er svære at forklare, og man skal selv opleve det for at forstå det... for en måned tilbage ville jeg begå selvmord igen, jeg bandt et slips om min hals og gik op på en stol og hand den på min stil, jeg skubbede derefter stolen væk, men lampen faldt bare af... mere er der ikke at fortælle, jeg lever videre i pinsel. hver gang jeg siger til min far jeg er ked af det, siger han at han at jeg er psykisk syg og skal på den lukkede....
jeg er bare ked af det..
Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage