Dranker datter blev mit nye navn

Tilbage

Der er ikke mange der kender min fulde historie.
De få der gør, er blevet en del af den jeg ikke længere er stolt af.

Jeg er født og opvokset i en by udenfor Aalborg.
Da jeg begyndte i skole blev jeg mobbernes foretrukne objekt. ”Haha, Sara har briller.
Hun læser bøger, og har en hest.
Haha hun er kikset.”
Jeg klarede mig fint.
Jeg var ligeglad med mobberne, jeg havde mine bedste veninder der elskede mig uanset hvad.
Men da mobberne opdagede min største hemmelighed, som ikke engang mine veninder kendte brød min verden sammen. ”Dranker-datter.” blev mit nye navn.
De havde opdaget at min far var alkoholiker.
Hvad de ikke vidste, var at han havde været det siden jeg blev født.
De vidste ikke at jeg som 4-årig havde ansvaret for min spæde søster hver lørdag når min mor arbejdede.
De vidste ikke at jeg aldrig har set mine biologiske forældre kysse.
At jeg aldrig har set kærligheden.
De vidste ikke at jeg er vokset op med skænderier, og vold.
Og de vidste ikke at de knuste mit hjerte.
Mine veninder forstod mig, de lyttede til mig, og de elskede mig i forhold til mine forældre der blev skilt da jeg fyldte 14.

To måneder efter min konfirmation flyttede min mor alle sine ting ud af huset, og op i en lejlighed i den anden ende af byen.
Jeg fulgte med, og håbede at alting ville blive okay.
Men min mor viste sit sande jeg.
Uanset hvad jeg gjorde var det aldrig godt nok.
Selvom mine karakterer i dansk, engelsk, tysk og alle de sproglige fag ikke kunne blive bedre lagde hun vægt på de matematiske fag.
Hun forstod aldrig at jeg var talblind, og fortabt når jeg skulle dividere to tal.
Jeg fik to digte udgivet, og alligevel fik min søster ros.
Jeg har aldrig været perfekt nok til min mors accept, og det bliver jeg aldrig.

Der gik to år, min mor fandt en kæreste, og jeg havde meget lidt kontakt med min far.
En dag kom dagen hvor min mor så på mig og sagde ”Sara, vi skal flytte til fyn.
Din nye stedfamilie bor dernede.
”endnu engang brød min verden sammen.
Jeg skulle afslutte 9. klasse og ville ikke væk fra alt jeg nogensinde har kendt.
Derfor snakkede jeg med min mor om at blive boende hos min far.
Vi blev enige om at han skulle gå i afvænning, og han sagde god for det.
Jeg kom ind på en gymnasium i nabobyen, og alt var godt.
Lige indtil få uger før skolestart.
Jeg så min far, og han var absolout ikke på afvænning, han lagde og knækkede sig ned ad nogle trapper.
Dagen efter tog jeg hjem til ham, og fortalte at jeg tog med min mor til den anden ende af landet.
Han gik amok.
Det var min skyld det hele, at han drak, at mine forældre blev skilt, det var min skyld at han ikke kunne betale huslejen.
Han ønskede at jeg aldrig var blevet født.
Jeg flyttede med min mor til Sydfyn og fik en plads på Svendborg Gymnasium.
Jeg faldt hurtigt til, og fandt hurtigt nogle veninder jeg stolede på. Det er et år siden jeg begyndte der.
Nu sidder jeg alene tilbage, og tænker over hvad fanden jeg havde gang i.
Vi var fem piger der altid hang ud sammen, og passede perfekt sammen.
Vi har alle ar på sjælen, og vi kan alle sammen lytte.
Det viser sig så at to af mine veninder er tæt knyttet sammen.
Fint nok.
De har den her vane med at føre en samtale der kun involverer dem, også selvom jeg er tilstede.
Til en fødselsdagsfest sagde jeg, og jeg citeter: ”Det er ikke for at være strid, eller kritisere.
Men når i lukker resten af verden ude irriterer det mig.”
Jeg sagde det for at de kunne gøre noget ved det.
I stedet blev de sure, og begyndte straks at konfrontere mig. Lystløgner, barnlig, taber er bare nogle af de ting jeg er blevet kaldt.
De fik min tætteste veninde med sig, og nu sidder jeg tilbage med en veninde jeg stoler på.
To uger inden denne fest fyldte jeg 17, og da jeg ikke modtog en besked fra min far har jeg valgt at slå hånden af ham.
Det har mine såkaldte ”veninder” ikke forstået.
De forstår ikke hvor ondt det gør indeni. *
Jeg føler mig så fortabt.
Jeg troede virkelig at jeg havde fundet en grund til at blive boende hos min mor.
Nu har jeg lyst til at pakke en taske, og rejse min vej.
Slå telt op i en skov, og blive der indtil nogen savner mig.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage