Amy's livsfortælling

Tilbage

Jeg kan huske dengang jeg flytted fra Grønland. hun rørte ikke en dråbe alkohol, og hun ville nok aldrig kunne finde på det, troede jeg.
Hun er grønlænder, så hver gang hun prøved at søge job, blev det afslået.

Det andet problem var dog, at jeg var anderledes.
Jeg var ikke som dem i min klasse. jeg var alternativ.
Jeg var ret udstødt i klassen, da det var 4. klasse det begyndte. Jeg fik afvide af forældr jeg ikke måtte lege med deres børn, og det endte så med, at forældrende udstødte min mor.
Nu havde hun bare et tomt kedeligt morliv.

Min far han bor hjalvt på Grønland, selvom de ikke er skilt.
Hans arbejde er bare deroppe.
Så hun bliver jo selvfølgelig deprimeret når han er væk.

I 2004 blev min søster konfirmeret.
Min mormor havde kræft i hele kroppen og det tog hårdt på min mor.
Det var dér det hele begyndte.
Inden min mors drikkeri havde min far lavet en \"vinkælder\" så vi havde masser af vin.
Problemet var dog bare, at mor begyndte at drikke det.
Jeg kunne ikke forstå hvad der gjorde, at hun fik sådan en mærkelig personlighed når jeg kom hjem fra skole og der lugted også mærkeligt i hele huset.
Men jeg kunne ikke komme til kende for, hvad det var.
En dag, kom min tæt knytted søster og jeg hjem fra skole, og jeg satte mig op til min playstation, bare for at drive tiden af, inden jeg skulle til læge.
Min mor sad nede i stuen og begyndte at råbe af mig.
Skælde mig ud for ikke at gå i skole, og for ikke at spise min madpakke.
Hun var helt væk, hun vidst ikke det var eftermiddag.
Det stod på sådan indtil min far kom hjem hver gang.
Samme dag som han tog afsted, begyndte det igen.
Det såred mig, og jeg havde ingen at snakke med dengang, udover min bedste veninde, og ynglingskusine \"Simone\" (opdigtet navn, fortæller ingen rigtige).
Hendes mor havde samme problem.
De var begge to grønlændere, så ja, de leved op til de racistiske forventninger.
Det såred mig når jeg kom i skole og fik afvide at de havde set min grønlændermor tumle rundt nede i spar (det skal siges jeg bor i en lille by).
Alligevel, gjorde min far ikke noget ved det.

I starten af 6.klasse startede jeg en depression, og det endte med min matematiklærer nægted at undervise mig, jeg blev tvunget til en skolepsykolog som grinte af mig, og havde en klasselærer som stempled mig som \"utilpasset grønlænder\".
Min mor nægted at indrømme sit problem dengang.
Hele 6. klasse var et helvede, og jeg started med at få venner over \"Arto\".
Alle mine venner fandtes alle andre steder end i min by.
Det sårede mig jo lidt, men jeg holdte kontakten med dem alle, og ringed da i ny og næ til Simone, og vi snakked og snakkede.
Vi elskede at besøge hinanden.

I forået i 6.klasse, started min mor til psykolog.
Hun løj for hende, og sagde at hun ikke havde drukket i lang tid.
Og efter en måned sagde hun, at psykoologen havde sagt hun var rask.
Men to uger efter den konstantering, begyndte min mor igen.
Jeg har to ældre søskende fra byen lige udenfor den her, og de hented os når det blev for slemt.
Jeg kan dog, af en sær grund, huske en speciel aften:

Min far havde været i Canada til noget forretningshalløj, og kom hjem sent om aftenen, og kom selv hjem til os, hvilket gjorde, at min mor havde drukket hele den dag.
Mit værelse lå lige over deres.
De begyndte at råbe af hinanden, min mor smadrede alt hun kom i nærheden af, vinglas, ølfalsker, egentlig bare alt.
Også deres spejl.
Jeg ringed til min søster efter en times lang skænderi hvor jeg bare havde grædt, og ventede på det sluttede.
Min mor var skredet og min far prøvet at ordne stykkerne fra spejlet, da min søster kom med sin kæreste og hentede os.
Vi sov hos hende den nat.
Ligesiden dér, vidste jeg, at hun overhovedet ikke var en rask kvinde.
Jeg vidste, at nu måtte jeg passe husets pligter.

Jeg lærte at \"ignorere\" min mors nedture med alkohol, og stressede mig selv op, for at gøre alt det perfekt, min mor gjorde engang.
Jeg endte med a få hovedpine og mavesmerter.
Angst for at min klasse skulle opdage at min mor var faldet i igen.
De vidste det dog allesammen for min lærer var sådan en idiot og sige det hver gang jeg var fraværende.
Jeg begyndte at pjække fra skole, fordi jeg ikke kunne klare det.

Endelig kom sommerferien.
Jeg fyldte 13 år.
jeg var pavestolt på min fødselsdag.
Indtil min faster fandt vinen frem, og skænkede op til min mor.
Det endte som det værste mareridt nogensinde.
Min far prøvede at snakke med hende, og jeg snakked med Simone dagligt.
Indtil hun en dag flippede skråt på mig, og jeg misted kontakten fuldstændig, og mit liv blev, rent udsagt, et rent helvede.

I december fik jeg heldigivs lov til at flytte skole, da jeg endte med at skære i mig selv, for at få den smerte ud, min mor forvoldte mig.
Der går jeg nu, men jeg trives ikke.
De fleste har opdaget \"hemmeligheden jeg har\".
Og det endte med, at min mor måtte tage til udpumpning.
I Februar tog jeg til ringsted og boed hos en veninde i fire dage, da jeg så blev smidt ud af hendes mor.
Min mor fandt mig da jeg ellers var igang med at tage toget til Jylland.
Langt væk fra alt.
Jeg fik en veninde. \"Nicoline\".
Hun betød meget, jeg åbnede mig for hende, og jeg fortalte hende, om alt.
Hun var der for mig, selvom alt gik udover hende.
Men pludselig, stopped hun med at kontakte mig.
Jeg var fortabt.
Min selvtillid havde ramt bunden og min facade jeg havde holdt så godt, var igang med at krakelere.
Jeg græd, hver gang jeg kom hjem fra skole.

D. 19 april 2009 blev jeg konfirmeret.
Min største frygt var dog, ikke alteret eller at jeg laved en fejl.
Nej, det var min mor.
Hun drak sig s¨fuld, at hun måtte til endnu en udpumpning.
Det var så pinligt.
Jeg har grædt.

Jeg ved min historie ikke lyder særlig speciel, men hold kæft det er et helvede.
Jeg græder, og jeg græder.
Og jeg tvivler på hun nogensinde stopper.
Ville bare ønske, at jeg havde en at tale med?
Jeg ved jeg ikke er alene, men jeg føler mig så forfærdelig alene.
Kender ingen, med de samme problemer.

 

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage