Han blev så fuld, og jeg græd i 2 timer efter han var gået.

Tilbage

For bare 2 år siden, havde jeg fået kuldegysninger, migræne og snoren i mine fingrespidser bare ved tanken.

Mine bekymringer startede 3 måneder før jul. 
Bekymringer om, hvordan julen ville blive i forhold til julefrokoster, gaver, familie, hvor mange kræfter jeg skulle bruge på at støtte min far i den sværere tid og om der var noget, jeg kunne gøre anderledes i forhold til sidste år, så min far ikke ville drikke helt så meget, eller om han måske helt ville lade være.
1000 tanker for gennem mit hoved, som var forbundet med angst og frygt.

Jeg boede alene med min far fra jeg var 10 år til jeg blev 15.
Hvert eneste år gennemlevede jeg den samme frygt for, hvilke julefrokoster jeg skulle slæbes med til og hvis jeg, efter stor diskussion, råben og skrigen, fik overtalt min far til at opgive kampen om at jeg skulle med, var der det andet alternativ… at sidde hjemme på værelset og se tegnefilm. Alene.

Min far havde en stor ting tilfælles med sin omgangskreds, og det var alkohol. 
Jeg havde derfor valget om, enten at være med til julefrokosterne, se at andre mennesker bliver fulde, se at de måske skændes eller vil slås og så placere mig i et værelse, så jeg kunne passe på mig selv… eller sidde der hjemme. Alene.
Jeg hadet begge dele, så jeg prøvede så godt jeg kunne og mixe de to ting. 
Jeg var så uforstående, ked af det og bange, og når jeg sad mit i stormens øje, prøvede jeg at lukke mine øjne og ønske mig et andet sted hen. 
Jeg prøvede at protestere, men de kampe jeg stødte ind i, magtede jeg ganske enkelt ikke hver gang.

Selve juleaften var der en lidt mærkelig stemning. 
Trykket og med en hvis sorg, som jeg husker det. 
Min far og jeg holdte juleaften med min bedstefar, så det var kun os 3. 
Vi savnede alle 3 min bedstemor, som vi mistede til kræften i ´97. Klart – jeg savnede hende også, men den SÅ trykkede stemning, var alt for meget for mig. 
Set fra min fars side, var der lige der, en god grund til at overreagere, drikke, græde og være hjælpeløs.

Jeg hadet julen! Ganske enkelt. 
Alt handlede kun om min far og om hvor ked af det han var, over det liv han levede.
Jeg prøvede at skabe en god stemning med julepynt, juletræ og pebernødder… men ingen af delene havde den ønskede virkning. Jeg vidste, han elskede når jeg sang, så jeg prøvede at synge julesange for ham, men han græd bare. 
Den hjælpeløshed han udviste, samtidig med at han var fuld, var en frygtelig kombi.

Når jeg i dag, kigger tilbage på mine juleminder, er de selvfølgelig ikke særlig gode.
Jeg havde aldrig oplevet julen som værende hyggelig, den tid hvor familien samles, hygger sig om maden, glæder hinanden med gaver, og synger glade julesalmer.

Jeg skal nu til at finde ud af, hvordan JEG vil holde jul, og har besluttet mig for at skabe nogle helt andre rammer for mig selv, mine børn og min familie. 
Jeg har altid kunne se, at andre mennesker er glade og hygger sig i julen, så det vil jeg også!
I mange år efter jeg flyttede fra min far, holdte ham og jeg ikke jul sammen. 
Det var alt for smertefuldt og jeg var så vred på ham. 
Det var da jeg blev gravid med mit første barn, for 6 år siden, at jeg begyndte og tænke på, om jeg nogensinde ville kunne holde jul med ham igen.
Den første jul gik fuldstændig galt. 
Han blev så fuld, og jeg græd i 2 timer efter han var gået. 
De efterfølgende gange, har jeg haft eksperimenteret lidt med, hvor meget alkohol jeg har serveret, så jeg kunne styrer hvor meget han drak. 
Dog blev jeg opmærksom på at med den handling, var det IGEN mig der tilpassede mig, så jeg kunne være sammen med min far. Jeg ønsker ikke, at fordi min far ikke kan styrer sit drikkeri, så skal resten af mine gæster lide under det også. 
Den første jul, hvor jeg slap kontrollen med alkoholen, blev min far dog så fuld, at jeg måtte spørge ham, om han ikke godt ville stoppe med at drikke mere, fordi jeg blev ked af det. 
PUHA… Jeg har aldrig oplevet noget lignende, men det var det der skulle til. 
Jeg skal lærer, når jeg er i en ubehagelig situation med min far (f.eks. juleaften hvor han bliver fuld) er jeg nu voksen og kan enten flytte mig fra situationen eller bede ham om at gå. 
Jeg er ikke længere tvunget til at være en del af hans misbrug. Det var jeg da jeg var barn, fordi jeg var tvunget til det.

Jeg kæmper stadig en brag kamp når julen nærmer sig, og tror heller ikke at det nogensinde forsvinder, men jeg gør mit bedste for at passe på mig selv, hygge mig og have det rart sammen med mine dejlige børn og resten af familien.

Alle børn skal have en god jul! 
Ingen børn skal tage ansvar for deres forældre, drikkende eller ej.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage