min far har et alkoholmisbrug

Tilbage

Mine forældre blev skilt for et år siden.
Der var skolefest på gymnasiet og da vi var på vej i byen, ringer min 3 år yngre lillesøster grædende til mig.
Hun fortæller mig, at far har fundet en anden, og nu er han kørt. Jeg kommer hjem, og min mor er helt knust idet han netop har fortalt hende at han vil forlade hende.
Senere viser det sig, at de har haft en affære kørende i over et år. Tror aldrig jeg vil glemme den aften - det er svært at beskrive hvor stort et chok det er at opleve hele sin verden vælte sammen på en enkelt aften.

Den efterfølgende periode var præget af et enormt højt stressniveau - skolen var nok i sig selv, derudover skulle venner, kæreste, teorilektioner, osv. stadig holdes ved lige.
Der var simpelthen hverken tid eller plads til at jeg kunne reagere på at min familie nu var splittet op - derfor har jeg reageret på det meget senere, end man normalt ville.

Så kom skilsmissen, og den var grim.
Far dukkede nogle gange op hjemme hos os, og var mildest talt ikke ædru.
Dette gjorde det pludselig utrygt at være hjemme.
Det var aldrig til at vide hvornår han kom, og hvad der ville ske denne gang.
Jeg husker, at min far nogle gange var grædende som et lille barn, andre gange ekstremt rasende uden grund.
Jeg begyndte på en måde at frygte den far jeg altid havde set op til.
Men far ville gerne hjem igen, og mor tog ham tilbage, idet hun kunne se hvor slem hans mentale tilstand var.
Vi ville allesammen gerne hjælpe ham - så vi forsøgte at få vores gamle kernefamilie til at fungere igen.
Så en dag var han kørt igen - ned til hans nye kæreste.
Dette skete en 4-5 gange, så vidt jeg husker.
Den periode var virkelig hård, fordi man ikke vidste hvad der skulle ske.
Egentlig håbede jeg vel at det hele ville fungere igen.
Men da det skete for 5. gang, fik jeg nok, og jeg tror vi alle var enige om at nu var det slut.

Det var svært at se min mor - som jeg altid har haft et tæt forhold til - være så knækket, som hun var på det tidspunkt.
Det er vigtigt at understrege, at jeg aldrig har set mine forældre ude af balance før - nu var de det begge.
Min mor følte sig bedraget.
20 års ægteskab med min far, og så havde han været utro i over et år.
Hvad jeg ikke vidste, var at min far gennem de sidste par år har haft et alkoholmisbrug, som min mor forsøgte at skjule overfor omverdenen - deriblandt os børn.

Min (stolte) far erkender stadig ikke den dag i dag, at han har et problem med alkohol - selvom han har været i antabus-behandling.

Så dette har været mit livs - og min families - krise.
At miste kontakten til min far, har nok været det sværeste valg jeg endnu har taget.
Men jeg kan ikke acceptere den måde han flyttede ind og ud på, hans utroskab overfor min mor, den måde han har skadet alle i familien ved hans drikkeri.
Jeg tager enormt meget skyld på mig, fordi jeg godt ved at jeg ikke bidrager til at han får det bedre.
Men han er en voksen mand.
Og nu må han tage ansvar for de ting der er sket.
For mig har det sværeste nok været, at vi engang var lykkelige. Og det troede jeg vi var.
Indtil den dag min lillesøster ringede.
Siden da, har det været et skilsmisse-helvede.
Som om tabet af familien ikke var nok, kan min fars side af familien (farmor,farfar osv) ikke forstå at jeg ikke vil se min far. Derfor har jeg heller ikke meget kontakt med dem, da de også kriges med min mor.
Skilsmissen har nu eskaleret, og halvdelen af min familie har jeg heller ikke set reglmæssigt siden.
De har inviteret mig med til konfirmationer osv, men det er svært at komme alene, især når jeg ved min far og hans nye kæreste kommer.
Jeg kan simpelthen ikke leve med at han bare flyttede direkte fra min mor og hen til hende - og så forventer at vi skal være en del af hans \'nye\' familie.

Det er også svært, fordi min far svinger meget.
I perioder er han enormt ustabil, i andre virker han helt normal. Derfor er det svært at vide hvad man skal forholde sig til.

Den dag i dag er der kommet mere ro på familien.
Jeg tilbringer meget tid sammen med min kæreste og mine venner, og bruger meget tid på skolen.
Kan godt se at jeg fortrænger problemet med min far, men er efterhånden så magtesløs at jeg ikke aner hvad jeg skal gøre ved situationen.
Venter nok på at han bliver ædru, som han var engang - og han erkender de ting han har gjort forkert.
Så kan vi genoptage kontakten.
Indtil da, lever jeg uden en far.
Om jeg savner ham?
Nej, jeg savner dét som vi var engang.
Det kaldes sorg.
For tabet af sin familie er nok det værste man som ung kan forestille sig.

Ved ikke om denne historie har hjulpet nogen - måske er der andre som har gennemlevet noget lignende, og så kan I måske finde ro ved at stå fast ved jeres mavefornemmelse - ligesom jeg har gjort.
Det har i hvert fald hjulpet mig at vide at det er OKAY at jeg har det, som jeg har det.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage