Så begyndte min far at drikke.

Tilbage

Min fætter begik selvmord.
Så blev hele familien rigtig kede af det.
Han var ikke særlig gammel.
Jeg kendte ham ikke særlig godt, men han var min eneste fætter. Han var sød.
Jeg savner ham.
Hans mor havde ikke været særlig sød mod ham.
Han havde vist også en sygdom.
Jeg ved stadigvæk ikke præcist hvorfor han gjorde det.
Han kunne nok bare ikke overskue livet længere.
Det kender jeg godt nogen gange.

Så fik jeg mit første rigtige kys.
Og min første rigtige kæreste.
Han var rigtig sød.
Han syntes også, at jeg var sød.
Så slog jeg op med ham.
Jeg ved ikke hvorfor.
Jeg var nok bare træt af ham.
Så savnede jeg ham pludselig meget.
Så fortrød jeg at jeg havde slået op.
Så tog han mig heldigvis tilbage.
Det var jeg glad for.
Men så slog han op.
Så holdte vi helt op med at snakke sammen.
Det var meget mærkeligt.
Jeg ved stadigvæk ikke hvorfor.
Han syntes nok bare ikke jeg var så sød mere.
Jeg savner ham.

Så blev jeg meget ked af det og begyndte at skære i mig selv.
Jeg ved ikke hvorfor.
Jeg tror det hjalp.
Det opdagede min veninde.
Så sagde jeg det til min familie.
De blev kede af det og ville have mig til at stoppe.
Det gjorde jeg ikke.
Så fandt min lærer ud af det. Hun sendte mig til psykolog.
Psykologen hed Ulla.
Hun var sød.
Hende gik jeg hos i lang tid.
Omkring et helt år.
Jeg ved ikke hvorfor.
Jeg havde nok brug for det.

Så blev jeg ældre og syntes lige pludselig, at jeg var meget tyk. For tyk.
Så holdt jeg op med at spise.
Og tabte en hel masse kilo.
Så synes jeg ikke jeg var tyk længere.
Men jeg kunne stadigvæk godt tabe mig mere.
Så det gjorde jeg.
Så begyndte folk at kommentere hvor tynd jeg var blevet.
Jeg var ikke enig.
Jeg syntes stadigvæk der var lang vej endnu, før jeg havde den krop jeg gerne ville have.
Så blev mine forældre bekymrede.
Også mine søstre.
De sagde noget med en spiseforstyrrelse.
Det troede jeg ikke på.
Så begyndte jeg at spise igen.
Jeg ved ikke hvorfor.
Jeg var nok sulten.

Så begyndte min far at drikke.
Ikke vand.
Eller sodavand.
Eller mælk.
Men øl.
Hver dag.
Flere gange om dagen.
Jeg ved ikke hvorfor.
Han havde det nok dårligt.
Så fik jeg det også dårligt.
Det gjorde mine søstre og min mor også.
De syntes også, at han drak for meget.
Han holdte ikke op.
Han blev ved.
Jeg ved ikke hvorfor.
Han var nok blevet afhængig.
Så blev jeg meget bekymret og nervøs.
Jeg var bange for, at han snart ville dø.
Han røg nemlig også mange cigaretter.
To pakker om dagen.
Det er meget.
Det gør han stadigvæk.
Han drikker også stadigvæk.
Meget.


Så syntes min mor, at han skulle gå til lægen.
Det gjorde han så.
Lægen sagde, at han skulle prøve at se, om han kunne lade være med drikke alkohol i 14 dage.
Hvis han ikke kunne det, skulle han tage Antabuspiller.
Dagen efter han havde været til lægen, så jeg ham alligevel drikke øl.
Jeg ved ikke hvorfor.
Han kunne nok ikke lade være.
Så nu skal han have Antabus.
Det er jeg ked af.
Jeg vil ikke have en far der er alkoholiker.
Det er pinligt.
Og jeg vil ikke have en far, der måske dør lige om lidt.
Jeg elsker ham. 

Så begyndte jeg at tjekke alting.
Hver aften, inden jeg skulle seng.
Jeg tjekkede, at vandhanen på toilettet var lukket ordentligt, så den ikke stod og dryppede om natten, så vi ville spilde en masse penge.
Jeg tjekkede, at der ikke stod nogen bagved toiletdøren.
Jeg tjekkede at hoveddøren var låst, så der ikke kunne komme nogen ind om natten.
Nogen tyve. Eller voldtægtsmænd. Eller mordere.
Jeg var meget bange dengang.
Jeg tjekkede, at lyset rundt omkring i huset var slukket, så vi ikke ville spilde en masse penge på strøm.
Jeg tjekkede, at brødristeren var slukket på begge kontakter.
Hvis den ikke var, kunne den jo måske sætte ild til vores hus.
Jeg tjekkede, at ovnen var ordentligt slukket.
Jeg tjekkede også vandhanen i køkkenet.
Jeg tjekkede, at der ikke stod nogen bagved badeforhænget over på badeværelset.
Jeg tjekkede, at der ikke stod nogen inde i olierummet.
Jeg tjekkede, at kaninen havde mad, rent vand og rent toilet.
Jeg tjekkede, at køkkendøren var låst.
Jeg tjekkede min lillesøsters puls når hun sov, for at være sikker på, at hun stadigvæk var i live.
Når jeg havde tjekket alt, kunne jeg endelig lægge mig til at sove. Medmindre jeg lige skulle tjekke det hele igen.
Bare for at være sikker på, at jeg nu havde tjekket det ordentligt.
Mine forældre opdagede det, og snakkede om noget med OCD. Det troede jeg ikke på.
Jeg var jo ikke syg.
Jeg var bare ordentlig.
Så begyndte jeg at tælle.
Det er svært at forklare hvad jeg talte.
Men det optog i hvert fald en hel del af min tid og min koncentration.
Der var gode tal og dårlige tal.
De gode tal var 3, 9, 13, 33 og 333. I det hele taget bare tal, der havde noget med 3 at gøre.
Jeg ved ikke hvorfor.
Måske fordi 3 altid er et godt tal i eventyr. 
De dårlige tal var 4, 6, 666 og 00.00.
Altså når klokken var 00.00.
Så var jeg bange for, at alle spøgelserne og de døde sjæle ville komme frem.
Derfor skulle jeg helst sove inden da.
Det med 6-tallene havde vist noget at gøre med djævlen. 666. Djævlens tal.
Djævlen var ond.
Det er han stadigvæk.

Så skiftede jeg skole.
Det var meget hårdt og svært.
Især fordi jeg skulle væk fra min bedste veninde.
Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det.
Jeg tror bare jeg fik nok af den gamle klasse.
Den nye klasse virkede sød.
Det var den ikke.
Jeg gik der kun i to uger.
Så ville jeg ikke det mere.
Mine forældre syntes jeg skulle give det noget mere tid.
Det ville jeg ikke.
Jeg mente, at jeg allerede havde gennemskuet den klasse og at der ikke var noget at komme efter.
Jeg ville heller ikke tilbage til den gamle klasse.
Så gik jeg bare derhjemme.
Det var rart.
Men mine forældre syntes ikke det var en god idé.
De talte hele tiden til mig.
Spurgte mig hvad jeg ville.
Det vidste jeg ikke.
Så spurgte de, om jeg ville prøve en anden skole.
Det ville jeg gerne.
Men skolen ville ikke have nogen nye ind i klassen så sent.
Så gik jeg lidt længere tid derhjemme.
Så blev mine forældre mere og mere sure.
De syntes at jeg skulle gå i skole.
Jeg kunne ikke se problemet i at gå derhjemme lidt.
Så kunne jeg bare tage 9. klasse på efterskolen, i stedet for 10.
Så ringede min mor til efterskolen og spurgte om det kunne lade sig gøre.
Det kunne det ikke.
Så vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre.
Så blev jeg frustreret og sur og ked af det.
Så begyndte jeg at skære i mig selv igen.
Det var der heldigvis ikke nogen der opdagede.
Så ringede min lærer fra Hyltebjerg pludselig og ville mødes med mig.
Det ville jeg ikke.
Jeg var overbevist om, at jeg ikke ville tilbage til den gamle klasse.
Så fik hun alligevel overtalt mig.
Hun sagde at hun gerne ville have mig tilbage i klassen.
Så sagde jeg først, at det ville jeg ikke.
Så ændrede jeg pludselig mening.
Så kom jeg tilbage.
Det var godt.
Men min tidligere bedste veninde, havde nu fundet en anden bedste veninde.
Hun virkede også sur på mig.
Jeg ved ikke hvorfor.
Måske fordi jeg havde ”forladt” hende, da jeg skiftede skole.
Det var ret svært at acceptere til at starte med.
Men så fik jeg en ny veninde, som egentlig ikke var ny, for jeg havde været veninder med hende i lang tid.
Lige siden 1. klasse, tror jeg faktisk.
Hun var rigtig sød og jeg havde det meget bedre med hende.
Jeg kunne pludselig være meget mere mig selv.

Så begyndte jeg at ryge.
Jeg ved ikke hvorfor.
Det var nok fordi, at min ”nye” veninde og en anden ven også røg. I starten smagte det ikke så godt og jeg blev helt bimmelim, da jeg røg.
Men så smagte det lige pludselig godt.
Så blev jeg afhængig.
Så fandt mine forældre ud af det.
Min mor blev meget skuffet og ked af det.
Det gjorde min far også, men ikke lige så meget, for han røg jo selv.
Min storesøster sagde ikke så meget.
Hun røg selv.
Min lillesøster begyndte at græde.
Det havde jeg det meget dårligt over.
Så døde min mors moster.
Af lungekræft.
Det var meget mærkeligt.
Selvom hun jo egentlig er længere ude i familien, end min fætter var, så var jeg mere ked af det, da hun døde.
Hende kendte jeg bedre.
Min mor var meget ked af det hele tiden.
Det var underligt.
Så var det pludselig os andre, der skulle trøste hende, i stedet for omvendt, som det jo ellers hele tiden havde været.

Hele mit liv, har jeg altid troet, at jeg aldrig ville komme til at gøre mine forældre stolte.
Det har altid været min lillesøster, der kunne synge og danse og være sjov.
Og min storesøster der har været med i musicals og været rigtig god til fysik og matematik, så min far blev stolt.
Jeg kan ikke synge, eller danse eller være sjov.
Jeg er ikke god til matematik og fysik.
Jeg tror stadigvæk aldrig, at jeg kommer til at gøre min far stolt.
Jeg har aldrig hørt ham sige: ”Jeg er stolt af dig”.
Det kommer jeg nok aldrig til.
Det er ærgerligt.
Jeg vil meget gerne gøre min far stolt.
Jeg ved bare ikke hvordan.
Min mor har fortalt mig, at hun er stolt af mig.
Men det tror jeg kun var fordi, hun godt vidste, at jeg havde det sådan, at jeg aldrig troede, at jeg ville komme til at gøre dem stolte.
Så fik hun dårlig samvittighed. 
Hun bliver stolt, når jeg får 12.
Det siger hun i hvert fald.
Det ved jeg ikke om min far gør.
Han har ikke sagt noget..

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage