Melissa's livsfortælling

Tilbage

Dengang da jeg begyndte at huske noget, det første jeg huskede var, min mor som er fuld.
Indtil i dag er hun fuld.

Jeg opvoksede sammen med mine to søskende, men i virkeligheden er vi kun halv søskende, men vil aldrig se hinanden halv.
Vores ældste søster var blevet adopteret da hun var 3 år.
Jeg er 4 år yngre end min storesøster og min lillesøster er også 4 år yngre.

Jeg kan huske at jeg var hos min far, min mor var der ikke.
Jeg husker ham som en fuld mand, han var altid fuld.
Så mine familie fra min fars side har sagt til mig at jeg var god til at passe mig selv.
Når jeg vågner om natten var min far ikke hjemme, jeg plejer at prøve åbne døren, men kunne ikke finde ud af hvordan jeg skulle åbne den.
Døren plejede at være låst når jeg vågner.
Jeg ledte efter min far midt om natten, men ved ikke hvor!
Så blev jeg hentet af fremmede mennesker, de bragt mig til et hospital i et andet by.
Jeg var der i stykke tid, men jeg ved ikke hvorfor jeg var der.
Jeg kan huske at nogen fortalte mig at min mor skal komme og hente mig, men senere fik jeg at vide at min mor kunne ikke hente, så istedet min mormor skulle hente mig.
Men jeg kan ikke huske min mor eller min mormor.
Så én dag havde de pakket mine ting fra værelset, så fulgte mig ud til gangen, der står en dame, som smilede rigtig meget og gav mig en stor knus.
En dame som er min helt i dag.
Så rejste vi til min mor.
Da vi kom hjem til dem, havde jeg to søskende, én som er ældre end mig og én som er mega lille.
Men jeg kunne ikke huske min mor.
Der var mange mennesker som var kommet for at se mig, men jeg kender dem ikke.
Den eneste som jeg tænkte på var min far, hvordan han havde det, om han er på arbejde eller var han fuld?

Så fandt jeg ud af en af de damer er min mor, men jeg kunne virkeligt ikke huske hende.
Hun prøvede at vise mig video, men videomaskinen virkede ikke.
De fortalte mig at min mor drikker ikke osv.
Jeg var kun 5 år dengang, så forstod jeg ikke så meget hvad der sker omkring mig.

Da jeg var 6 år, flyttede vi til en anden lejlighed, der begyndte min mor at skabe sig underligt.
Hun begynder at være en sur dame istedet for at være en sød dame.
Så begynder hun at opføre sig underligt, når hun har venner på besøg, de ryger ude i køkkenet, de griner med alt mulige ting, som jeg ikke kunne forstå hvorfor de grinede af det.
Efter det, min mor er blevet til et monster.
Hun begyndte at give mig lussing.
Så begynder jeg huske som en fuld dame.
Jeg husker at jeg blev meget skræmt da hun kom hjem meget fuld, hun havde masser af øl med hjem, men hun fald ned med det samme da hun kom ind ad døren, så flygtede jeg.
Min storesøster prøvede at stoppe mig, men jeg kunne ikke være hjemme.

Det hele blev som hverdag, mor er altid fuld.
Vi skal nok vente på til hun faldt i søvn, så kunne vi komme hjem og sove.
Hvis vi er hjemme, mens hun var fuld, så kaldte hun på os med alt mulige ting.
At vi ikke var værd, jah, alt mulige ting.
Hun skabte sig når hun er fuld, hun nævner alt mulige ting, som var sket for hende, hvor hårdt hun havde det, at hun vil heller være død.
Hun plejede at sige masser af ting som gjorte os ked af det.
Vi har boet sammen med vores mormor i langt tid.
Det var hende, som havde passet på os, indtil hun døde da jeg var 12 år.
Min mormor, flyttede til ældreboliger, som er meget små huse.
Vi plejede være tryg hos hende, hun var den eneste som kunne passe os, mens mor var hos sine venner og drikke eller hos os.
Når min mor har ikke flere øl tilbage, så plejede hun at ledte efter os, og går direkte til min mormor, når vi kunne høre at hun er på vej, plejede vi at slukke alle lyse og lamper, så opdagede hun ikke at vi var hos mormor.
Når vores mor er fuld, råber hun altid, lige meget hvor hun er henne.
Da min mormor døde, havde vi ikke sted at gå hen til, selvom at vi har masser af familie i byen.
Men alle drikker jo.
Engang da min storesøster er ude og rejse var jeg alene med min lillesøster, men hun var sammen med sine veninder dengang, så var jeg hjemme sammen med min veninde og spille kort.
Så lige pludselig kom min mor hjem og var meget sur og spurgte mig hvor min lillesøster var henne.
Så til sidst bad hun min veninde at gå.
Min mor tvang mig til at lave mad, så min lillesøster kunne have noget at spise når hun kommer hjem.
Og da jeg ikke kunne gøre det ordentligt, selvom at jeg prøvede rigtig meget at gøre det ordentligt og var meget bange for min mor, så hun begyndte at tage mit hår og smide mig rundt i lejligheden, hun begyndte at slå og til sidst smidt hun mig ud i altanen og sagde til mig hvis jeg kom ind til lejligheden, så skal hun nok hænge mig.
Dengang var det om vinteren, og der var is, der hvor jeg kan springe ned.
Jeg havde ikke noget andre flugtvej, så sp rang jeg ned til isen, og vi boede i 1. sal.
Jeg landede forkert, og havde rigtig meget ondt i ryggen og anklen.
Jeg havde ikke noget jakke eller sko på.
Jeg gik hen til én som jeg plejede at være barnepige for.
Jeg bankede på døren mens jeg prøvede at sætte mit hår ordentligt.
Så hun åbnede døren, og blev forskrækket.
Hun lod mig at sove hos hende, men jeg kunne bare ikke bevæge mig så meget, havde meget ondt i ryggen, og kunne næsten ikke gå.
Dagen efter da jeg kom hjem, min mor var ikke fuld.
Og hun lod som ingenting hun ordner vasketøj og var sammen med sin veninde.
Det eneste hun sagde til mig var \"Jeg kan ikke huske noget\" selvom at jeg sagde ingenting til hende, jeg kiggede bare på hende og gik ind til mit soveværelse med det samme.
Jeg var nok 11-13 år dengang.

Efter min mormor døde, der var ingen som kunne styre mig længere.
Jeg har haft 2 plejefamilie, men altid sender mig tilbage til min mor igen.
Så til sidst blev jeg virkeligt træt af det hele, havde jeg ellers sagt til socialerne, at jeg vil bo hos min far.
Men det kunne de ikke acceptere, da han havde bortført mig da jeg var lille.
Så fik jeg et barn da jeg var 16, flyttede sammen med min storesøster, som har også allerede et barn som er lidt ældre end mit barn.
Men min storesøster og jeg kunne ikke bo sammen, så flyttede jeg tilbage til min mor, som drikker stadigvæk rigtig meget.
Så truede jeg hende at jeg vil flytte til min far hvis hun bliver ved med at drikke, så svarede hun bare \"Ja, bare gør det\" Dengang arbejdede jeg i en fabrik, så da jeg fik løn, så gik jeg over til et sted der hvor jeg kan købe billet, så mødte jeg min mor på vej derhen til, så spurgte hun mig hvad jeg skulle, så fortalt jeg hende at jeg skal købe billet til at rejse hen til min far.

Min mor blev rigtig ked af det, men jeg var ligeglad.
Jeg boede hos min far i et ½ år.
Men blev smidt ud af fra min fars kone.
Så rejste jeg til min mor igen, der var jeg 19 år.
Lige efter da jeg kom, alt blev bare håbløs.
Der var ingen som elskede mig.
Jeg var bare ligeglad med det hele.

Jeg elsker min mor rigtig meget, når hun ikke er fuld, men når hun er fuld så er hun min værste fjende.
Jeg hader at se hende fuld, jeg har meget lyst til at smadre hende når hun er fuld, men når hun ikke er fuld er hun den mor jeg vil have.
Hun gør alting for at gøre mig glad, hun bruger masser af tid til at være sammen med sine børnebørn, og hendes børnebørn elsker hende rigtig meget og er meget glad for hende, men de kan ikke forstå når hun opfører sig underligt engang imellem.
Men jeg beskytter mit barn mod hende, mit barn skal ikke se sin mormor som er fuld.

Et par gange i mit liv, bad hun mig at begå selvmord.
Så da jeg var 19 år, prøvede jeg at begå selvmord, men politiet fandt mig og kørte mig til sygehuset.
Men da min mor opdagede at jeg havde prøvet det, så blev hun rigtig sur på mig, hun kunne ikke engang kigge på mig ordentligt. Jeg har jo et barn på 3 år dengang.
Men alt var blevet håbløs.
Min mor, min storesøster, min far, min fars kone og de 2 plejefamilie vil ikke have noget med mig at gøre længere. (Det var sådan jeg følte dengang).

I dag er jeg 24, har et barn som går i skole.
Men alt det følelser fra mit barndom er stadigvæk der, selvom at jeg ved at min mor kan ikke gøre noget ved mig længere.
Jeg føler, alt er bare som en evig krig.
Nu begynder alt det følelser tager mig alvorligt, har ikke snart mere håb tilbage.
Men jeg er rigtigt glad for at jeg har et barn, som kan gøre mig glad.
Jeg har lovet mig selv, at mit barn skal ikke opleve de ting som jeg har oplevet.
Mange synes at jeg er overbeskyttende mor, men jeg synes ikke at jeg er, hvem skal passe mit barn når jeg ikke kan?

I dag har jeg meget temperament, som jeg ikke kan styre, det skal ikke så meget til at jeg bliver sur.
Men jeg vil rigtig meget gerne have hjælp til det. 
Min samlivende har gået fra mig pga. min temperament og den opførsel jeg kommer med engang imellem.
Han siger at jeg skal først have hjælp før vi kunne være sammen igen.
Men jeg har følt tryghed hos ham i langt tid, sidste gang da jeg følte tryghed var det hos min mormor.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage