Cecilie's livsfortælling

Tilbage

livs historie.
En historie som denne er altid svær at starte på, for hele mit liv har jeg spekuleret på om der egentlig var nogle som nogensinde ville forstå den salgs historie.
Min historie handler om min far og mit forhold til hinanden og hvilke konsekvenser det har haft for mig og min hverdag.

mit navn er Cecilie og jeg blev 17 år her i oktober 2011 og her er min historie.

Det hele begyndte sådan set da jeg var 5 – 6 år gammelt da min far fik et rigtigt slemt alkohol misbrug.
Der er forskellige episoder hvor jeg kan huske det som var det i går at det skete.
Der var en særlig episode hvor vi lige havde været en tur i Hobro, hvorefter vi skulle hjem derfra, som sædvanligt havde min far fået rigeligt at drikke den dag og min mor og far kom op og skændes. Hans reaktion på det hele var, at han begyndte at spænde sin sikkerhedsbælte op, for så at åbne bildøren.
Det er nok det minde jeg husker allermest fra den gang han var aller værst.

Men som sagt er jeg blevet 17 år nu, og det er lang tid siden han kom i behandling, men han er en af de mange som hoppede direkte tilbage i fælden hos de andre misbruger, det kan godt være at han skjuler det, men jeg kender ham.
Jeg har altid været fars favorit, man skal ikke spørge hvorfor, vi har bare altid haft det godt sammen, det har også været mig som har tilgivet ham hver gang at han lovede noget han ikke kunne overholde.
Selv den dag i dag, bliver jeg ved med at tro at han ændrer sig til noget som er bedre.
Men inderst inde ved jeg udmærket godt at det aldrig kommer til at ske.
Han har altid været typen, som har været ligeglad med mig og min søster, men da han blev skilt i 2009 fik han ekstra meget tid til os.
Eller nærmere, så ringede han konstant til mig og min søster, for at høre hvordan vi havde det.
Han var sådan set fuldstændig ligeglad med os, fordi formålet med at han hele tiden ringede, var at vi skulle høre på hans liv.
Det værste var at det han snakkede om var fuldstændig ligegyldigt, han kunne finde på at snakke om hans kabel tv eller, at nu havde han købt en ny pude, så ligegyldigt.
Men for ham var det rigtig vigtig, åbenbart.

Det sværeste år i mit liv var mellem 2009 og 2010, hvor jeg flyttede ned til min far i protest for min mor.
På det tidspunkt skændtes jeg meget med min mor og papfar, det var som om jeg ikke levede op til deres krav om et liv hjemme hos dem.
Så jeg pakkede en stor taske og tog ned til min far.
Jeg fik et skønt værelse og havde mødt en sød fyr som boede på sjælland, så jeg kunne bestemt ikke klage på daværende tidspunkt.
Men når nu jeg kigger tilbage, så levede jeg i helvede, hvis jeg ikke havde min daværende kæreste, så tror jeg ikke, at jeg ville være den samme i dag.
Han hjalp mig og når jeg tog over til ham i weekenderne, så var det virkelig lækkert at komme væk hjemmefra.
Jeg boede ved min far hver anden uge og det gik godt ... indtil han begyndte at komme op på mit værelse hver evig eneste dag for at snakke om hans dumme kabel tv eller hans dumme arbejde.
Lige pludselig skulle jeg sidde og rode med hans liv, selvom det faktisk var mig som havde brug for hjælp.
Det påvirkede min hverdag, på det tidspunkt gik jeg i 9. klasse, og det med min far påvirkede mig på den måde, at jeg ikke kunne fungere socialt med mine andre klasse kammerater, jeg begyndte pludselig at høre musik hele tiden, også selvom folk snakkede til mig.
Mine veninder forstod bare ikke min situation og begyndte at bagtale mig.
Man kan vel godt sige det er at mobbe, men det tror jeg bare ikke jeg nogensinde ville indse.
Har aldrig været typen som blev mobbet, men i 9. klasse ændrede det sig og jeg forlod folkeskolen uden nogen venner.
Jeg ændrede min personlighed det år, jeg gik fra at have en masse selvtillid til at gå og være bange for, om nogle nogensinde ville kunne lide mig igen.

I Oktober 2011 flyttede hun ud af huset igen, og vi er tilbage til at han ringer konstant for kun og snakke om ham selv og hans liv. Han glemmer bare en ting, hvad med mig?

Jeg er sikker på han drikker i smug, kan høre på hans stemme når han ringer om han har drukket.
Jeg har mere end bare lyst til at sige, at han ikke skal ringe når han er beruset, men alligevel så kommer skyldfølelsen op i en og så får man dårlig samvittighed.
Spørgsmålet er om man nogensinde kommer til at acceptere det.
Den sværeste sætning for mig er: Min far er alkoholiker
Selvom der er gået så mange år, så er det stadig svært at indse at ens far er alkoholiker, der dannes tåre bare ved tanken om at sige det højt.
Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage