Christina's livsfortælling

Tilbage

Hey alle sammen.
jeg har haft en rigtig hård barndom og det vil jeg gerne fortælle om.

Ja, det hele startede vel da jeg var 4 år gammel, da min mor blev alvorlig syg (Paranoid skizofren og senere hen alkoholiker & hash-misbruger).
Da jeg var 4 år gammel, boede jeg i et stort dejligt hus, med min mor, min far & mine 5 andre søskende.
men en helt almindelig aften hvor vi alle sov, satte min mor ild til huset.
jeg husker ikke noget fra branden da jeg kun var 4 år og besvimmede af røgen.
vi nåedealle sammen heldigvis at komme ud, men alt blev brandt..
min mor blev selvfølgelig indlagt og jeg så hende ikke i nogle år, min far og mor blev skilt med det samme og mig og min lillebror flyttede hjem til min far.
mine andre søskende flyttede hjem til deres far ( det er kun mine halvsøskende ).
jeg savnede hende virkelig!

En dag, 4 år senere, kom hun hen på min skole for at hente mig & min lillebror - hun sagde vi bare skulle på mcdonals og hygge os.
men det blev sent, så vi overnattede på et hotel. - og vi blev der i flere dage og så kom vi hen til et sted for hjemløse.
jeg anede ikke hvad der skete?
vi havde slet ikke hørt fra vores far.
2 uger efter begyndte vi i skole igen.
min far kom så hen på min skole og jeg kan huske at jeg løb grædende hen til ham og spurgte hvad der skete.
han fortalte så at min mor havde fået forældremyndigheden over mig og min lillebror, så hun bestemte over os.
vi fik ikke lov til at se min far, fordi min mor hadet min far.
men han kom hen til os hver dag i skolen.
efter 2 måneder havde min mor ikke længere råd til at bo på det der sted.
så vi måtte på gaden. vi lå i en park og sov på nogle bænke.
jeg skulle ligge og trøste min lillebror hver aften ( han var 6 år & jeg var 8 år på det tidspunkt, så jeg kunne ikke gøre noget )
jeg skulle ud og finde flaske hver aften, min mor sagde vi havde brug for pengene - men hun brugte dem bare på alkohol.

heldvis lidt under en måned senere, fik min far forældremyndigheden igen og jeg flyttede skole, men jeg blev altid mobbet fordi min mor var syg og nogle gange slået.
jeg havde kun én ven, han hjalp mig altid og vi gik altid sammen. han vidste alt om mig! det ingen andre vidste.
vi blev hurtigt bedste venner.

årene gik hurtigt, jeg vænnede mig til alt det mobning, men jeg var ligeglad - jeg havde min bedste ven.
alting var egentlig blevet lidt bedre, indtil jeg blev 13.
mig & min bedste ven var på vej hjem fra tivoli og vi sidder begge på bagsædet.
Pludselig smadrede en bil ind i os, ja jeg overlevede men - det gjorde min bedste ven ikke.
mit liv var værdiløst! derefter fik jeg en svær depression, jeg begyndte at drikke meget tit & ryge.
jeg gik i 7. klasse, men pjækkede hver dag. mit liv var virkelig nået bunden!
så jeg besluttede mig for selvmord. jeg hoppede ud foran en bil, men overlevede med brækkede dele, en knæskade & en skulderskade.
jeg kunne ikke fatte jeg overlevede, jeg ville så gerne dø..
så jeg prøvede igen, jeg skar et stort dybt flænge på min inderarm - det blødte meget.
men min veninde fandt mig hurtigt. jeg blev så indlagt på psykiatrisk afdeling.
da jeg kom ud, gik der nogle måneder blev jeg ringet op og får fortalt at min veninde har begået selvmord ( hendes far drak & hun blev mobbet! ).
i dét øjeblik gik det op fra mig, at jeg måtte op fra bunden & det skulle være nu!
jeg flyttede skole igen.
jeg fik en bedsteveninde og jeg kunne snakke med stortset alle. jeg fik det så bedre.
og her er jeg i dag.
15 år gammel.
jeg går til psykolog.
jeg taget medicin.
jeg bor sammen med min far & lillebror ( jeg ser ikke mine andre søskende ) og sjællent min mor.
jeg har en masse venner & veninder og den bedste veninde.
jeg ryger ikke mere og drikker kun sjældent.
jeg hjælper nogle andre børn, der har problemmer.
og jeg er glad.

Men fortiden brænder stadig indeni. 
Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage