Sissel

Tilbage

Jeg blev født den 27. April, 1995 på Rønne sygehus.
Jeg boede med min søster, far og mor indtil jeg var omkring 3 1/2 år - mine forældre blev skilt, og min far flyttede.
I 2003 flyttede min mor og jeg til Helsingør, hvor hendes nye kæreste boede.
På daværende tidspunkt var min søster fyldt 18, og valgte at blive på øen.

Min nye papfar blev hurtig en meget vigtig del af mit liv, han tog mig til sig som var han min egen.
Jeg har altid været min mors pige, og vores forhold har altid været meget tæt.

I år 2012 fik jeg den fantastiske mulighed for at komme et år til udlandet og gå i skole, og det er her det hele for alvor startede.
Min mor fik en depression, da flere ting kulminerede med hinanden, og savnet til mig, gjorde det ikke bedre.
Min mor og papfar nød altid et glas vin om aftenen, men nu blev det pludselig til mere end blot et enkelt glas.
År 2013-15 var nogle meget hårde år, da min papfar først fik konstateret modermærkekræft, og året efter fik konstateret hjertesvigt.
Min mor havde fundet vejen til at dulme al den stres og smerte hun led under, nemlig alkohol.
Både min papfar og jeg kommenterede ofte, at vi syntes hun havde fået for meget at drikke, men ligeså egoistisk som hun bliver når hun drikker, lige så diskuterlysten bliver hun.

Det blev til mange åndssvage diskussioner i løbet af årene, indtil d. 23. August 2015, hvor vi fandt min stedfar død i vores hjem.
Hans død bragte en stor sorg hos os alle, og min mor håndterede sorgen ved hjælp af alkohol.
Om aftenen efter at havde fundet ham død, indså jeg, at det pludselig var mig der var den voksne i huset, selvom jeg kun var 20 år.
Min mor var på det tidspunkt så fuld, at hun begynde at råbe og angribe mig (verbalt), og ja, jeg ved godt hun var i dyb sorg, men havde det ikke været for mine storesøster, var jeg skredet.
Jeg har sjældent følt mig så uretfærdigt behandlet!

Efter 1 1/2 år med adskillige diskussioner om alkohol, finder jeg min mor i en blodig seng.
Hun har indtaget flere flasker vin, 2 sovepiller, og er faldet og har slået sit hovede ind mod et møbel, og fået en lang flænge i hovedet.
Jeg var panikslagen, og ringede til 112 og bad om at få en ambulance ud med det samme.
Efter nogle lange timer, et limet sår og adskillige snakke med både læger og sygeplejersker, gik min mor med til at besøge den psykiatriske akutmodtagelse næsten morgen.
Da vi næste morgen tog til den psykiatriske akutmodtagelse, blev min mor indlagt i 24 timer, og begyndte sin antabus behandling.
Hun blev henvist til forskellige AA møder i nærområdet, og jeg følte endelig at jeg kunne ånde lettet op, og få min mor tilbage.
Denne lykke varede et par måneder, indtil jeg afslørede min mor i at være begyndt at drikke igen.
Da jeg konfronterede hende og blev sur/skuffet, stillede hun sig meget uforstående op, og mente ikke at jeg havde nogen grund til at reagere som jeg gjorde.
Jeg var mundlam, og absolut chokeret over, at hun ikke kunne sætte sig i mit sted.

Dette har nu gentaget sig i 3/4 år, og jeg bliver igen skuffet og sur over at jeg gentagende gange bliver løjet over for.
Jeg er nu nået til det punkt, at jeg snart ikke kan klare mere.
Jeg har i snart et år stået skrevet op til forskellige lejligheder, og er snart ved at miste lysten til at bo hos min mor - jeg har snart givet op.
Jeg har i årenes løb gjort brug af forskellige rådgivere samt andre der har stået i samme situation, og de har alle sagt det samme: 'det er ikke dit ansvar' og 'du bliver nødt til at tænke på dig selv'.
Men hvordan kan jeg det?
Jeg har allerede mistet en meget betydningsfuld person, og jeg er BESTEMT ikke klar til at miste en til?!


Tilbage