Lugten af alkohol sniger omkring mig og kaster sig ind i mine næsebor.

Tilbage

Min livsfortælling
Puha hvor skal jeg dog begynde?

Vi kan starte med at skrue tilbage til folkeskolen, hvor jeg var en lille knægt.
Jeg tror jeg var i alderen 9-10 år, da jeg først ligger mærke til at der er noget galt i min krop.
Jeg husker det som om det var igår. Jeg tager min cykel efter skoletid, og sætter mig nervøst op på den.
Efter lidt tøven sætter jeg igang, og peger cyklen i retningen af mit hjem.
Undervejs er det som om der er noget der vokser sig inden i maven på mig.
Jeg aner ikke hvad det er, men det føles som om mine organer vender og drejer sig i kroppen på mig.
Det vokser og vokser jo kortere jeg har hjem.
Jeg kan mærke det, men kan ikke fortælle hvad det er.
Det er ikke noget der skal være i kroppen, men afligevel befinder den sig der.
Jeg cykler langsommere for at skabe mere tid til at rumme dette dyr, som roder rundt i min krop, men ligemeget hjælper det og til sidst er der ikke mere vej tilbage.
Jeg stiller cyklen til carporten og lukker døren op.
Den er desværre åben, hvilket betyder at den er vendt tilbage fra den hektiske nat.
Mine hænder ryster da jeg åbner døren og kan mærke en stor klump i halsen.
Jeg går med stille skridt op af den trappen, der fører ind til den.
Jeg håber ikke jeg vækker den.
Jeg åbner døren og til min store lettelse ligger den og sover.
Jeg ånder lettet op, men kan undre mig over hvorfor, jeg ikke kan høre den.
Jeg lister mig ind på soveværelset og ser den ligger der.
Kan dog ikke se nogle livstegn på den og jeg går stille hen til den.
Jeg bliver bekymret og begynder at ruske i dette store dyr, men der kommer ingen lyde.
Lugten af alkohol sniger omkring mig og kaster sig ind i mine næsebor.
Jeg prøver at holde det ude, men intet hjælper.
Jeg bruger alle mine kræfter mine tynde arme til at få et eller andet livstegn frem i den.
Jeg begynder at skrige af smerte og råber: "Vågn op far, vågn op far"
Der kommer endelig nogle støn fra den.
Den slå øjne op og kigger på denne knægt, der har tråde ned af kinderne, fordi han troede at hans far var gået bort.
Den eneste reaktion der kommer fra den, er ord som: "Hvad laver du dog knægt."
Inden i mig er min verden splittet, for jeg elsker min far og ville ikke miste ham, men der er ikke noget tilbage af ham.
Monsteret har fortaget det meste af hans sjæl og samvittighed.
Den ligner min far, men inden i ham gemmer den sig.
Forpester min hverdag og barndom.

Dette var en meget typisk dag for mig og en af dem jeg husker bedst.
Der er rigtig mange ting jeg kunne fortælle mere om, men vil heller tage det i etapper, end alt nu og her.
Der er for mange minder som bringer sorg og ulykke til mig, når jeg tænker på dem.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage