http://www.hope.dk/ung/forum/index.php Thu, 17 May 2012 12:50:36 +0200 Phorum 5.2.7 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3443,3443#msg-3443 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3443,3443#msg-3443
Først lidt info

15 år. For nogle år siden, lige før min første indlæggelse, valgte min familie at sige, jeg var ikke god nok til dem, og jeg havde for mange problemer til at de kunne elske mig. Jeg har altid været familiens sorte får. Jeg er altid blevet kritiseret, og fortalt at jeg ikke er god nok. Så får 3 år siden fik jeg bare et langt brev om, at de ikke gad og se mig, og at de ikke ville have noget at gøre med mig mere. Det kom som et stort chok, og medførte en indlæggelse i december og julen over i 2009. Jeg har ikke snakket med mine forældre siden, for jeg tænkte at det var nok bedst sådan. Jeg var ikke ønsket, og jeg bliver heller ikke behandlet som om jeg var ønsket. Alt hvad jeg gør, er ikke godt nok. Min familie kritiserer mig konstant og hænger mig ud på Facebook. Jeg har en søster der er 4 år ældre, som min familie elsker og tilbeder. Netop er min hest lige blevet solgt, fordi hun skulle have en ny trailer.

Jeg er lige pt. indlagt på den lukkede, efter 4-5 selvmordsforsøg. Jeg har en psykolog nu, for en psykiater kunne ikke lige hjælpe mig. Det er lige før, min psykolog ved mere om mig, end jeg selv gør. jeg er dignostiseret med OCD, PTSD, social angst, depression og jeg er så småt begyndt at blive skizofren. Er jeg bare en af de slagt mennesker der ikke har ret til livet?

Jeg vil dø, for der er alligevel ingen der elsker mig mere. Jeg er blevet forladt af dem der skulle elske mig mest. Jeg er i et dybt hul, som jeg ikke kan komme op af igen. Jeg må sidde dernede og sulte ihjel.

Jeg er voldelig og aggressiv, og jeg er næsten bæltefikseret hver dag. Jeg bliver grebet af en indre styrke, som kontrollerer min krop, og gør at jeg bliver meget selvdestruktiv, som fx at skære i sig selv, banke hovedet ind i væggen, for at give mig selv kraniebrud. I sidste uge under en fiksering, præsterede jeg at brække foden på mig selv, og er derefter blevet opereret, og kommer nok aldrig til at gå normalt igen. Min læge har givet op, for jeg har prøvet al medicinsk behandling, og forskellige terapi metoder. Intet har hjulpet, og det hele bliver bare værre og værre. Jeg har lært at hade mig selv. Jeg har lært at sige til mig selv, at jeg ikke er god nok.

Men hvordan får man alt dette til at vende igen?]]> chilien Brevkassen - få svar af rådgiverne Thu, 17 May 2012 12:41:56 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3442,3442#msg-3442 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3442,3442#msg-3442



At have forældre der har drukket igemmen hele ens liv .. jo tak det det kender jeg alt for godt til.
Jeg vil gerne fortælle min historie for når man er barn af alkoholiker kan man føle sig mega ensom fordi folk ik forstår hvordan man har det ..
Begge mine forældre har altid drukket lige siden jeg bliv født .
Jeg kendte ik til andet indtil jeg blev fjernet som 6 årig, der havde min hverdag stået på druk værtshus besøg hverdag stort set (sammen med min mor) og masser af vold min mor og far slås næsten hver dag.
Jeg var tit bange og i en alder af 3 år lærte jeg at passe på min mor.
Jeg elskede min mor meget højt og var bange for min far.
Han gjorde ting ved min mor jeg ik ku li, slog tænderne ud på hende gav hende blå øjne og prøve kvæle hende.
Da jeg så var 5 sku min mor på Antabus, men det gik ik hun drak igen og glemmer aldrig min værste dag i mit liv.
Jeg kom ind af vores dør og min far sidder og skær sig selv i armen.
Jeg bliv bange og min mor kom ind og bliv meget sur på ham.
Efter denne blev han indlagt og jeg så ham ik i noget tid.
Min mor fik en ny kæreste og min far blev meget sur og slog hende.
Vi flyttede op til ham kæresten og efter noget tid bliv jeg fjernet fra min mor.
Men plejefamilien var søde nok de prøvede lære mig at verden ku være mere rolig og mere normal.
Pludselig var jeg i to verdener, hverdagen hos plejefamilien og hver anden weekend hos mor, hvor den mest af alt stod på druk vold og skænderier.
Sådan var mit liv til jeg som 16 årig gik helt ned.
Jeg ku ik mere min krop sagde stop, det var mærkeligt og samtidlig forstod jeg det ik, men jeg have bare følsen af jeg ville dø efter en weekend hos mor med druk og uvished om hvor hun var gik jeg helt ned.
Jeg åbnede mig for føste gang i mange år til mine plejeforældre og kom til en psykolog som lærte mig at jeg sku tag en sund afstand fra min mors liv og det hjælp i mange år.
Jeg kom ik mere hjem.
Jeg så min mor 1 gang hver måned, når hun have overskud til at komme.
Jeg fik det rigtigt godt og var glad igen.
Desværre i 2006 gik min mor og far helt fra hinanden.
Min far fik en ny kone og min mor en ny kæreste.
Jeg satte mig ik så meget ind i det for det var deres liv og jeg havde mit men min mor var meget glad når jeg så hende og det var godt synes jeg.
Hun drak mere end nogen siden og hun have det ik godt inden i, men virkede som om kærestee var en god fyr ud fra det hun sagde.
I år 2006 så jeg hend ik særlig mange gange.
Den sidste gang jeg så hende var hun virkelig blevet tynd og underlig hun sagde ting hun aldrig ville sige hvis ik hun viste hun snart ville dø.
At jeg sku passe godt på familien og hilse min søster sige hun elskede hende højt og at hun var glad for min plejefamilie passede på mig.
Alt det tænkte jeg ik mere over men 14 dagen efter fik jeg at vide hun var død.
Hendes kæreste havde smadret fuldte øldåser efter hende og hun døde af en hjerneblødning.
Det er nu 6 år siden og jeg savner hende mega meget, selv om hun gjorde mit liv til et store roderi og ik altid gav mig den kærlighed jeg have brug for, så var hun for mig verdens bedste mor og lærte mig på den hårde måde at liv er ik bare en dans på roser, man skal virkelig abejde for blive glad og få et godt liv :) ik helt lykkes endnu men håber jeg en dag kan lægge alt det her bag mig og sige nu er jeg lykkelig]]> Malene Familien Tue, 15 May 2012 19:56:04 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3434,3434#msg-3434 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3434,3434#msg-3434
Hilsen Weedsmoker420

Legalize!]]> Weedsmoker420 Brevkassen - få svar af rådgiverne Sun, 13 May 2012 07:49:24 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3432,3432#msg-3432 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3432,3432#msg-3432 Jeg er en pige på 15 år. Min far og mor blev skilt da jeg var 3, men husker krystalklart hvordan han altid låste sig inde i kælderen med en kasse øl og et glas sovepiller, når de havde været oppe og skændes.
Min far har været igennem en række ting i hans liv, som har gjort at han har fået PTSD.
Så da jeg var 12 år, begynde han at drikke hele tiden. I starten synes jeg bare at det var fedt, at han ikke var så streng længere, man kunne smide skrald på gulvet, hvis man ville det. han var ligeglad. Men der gik dog ikke særlig lang tid, før det gik op for mig, at han havde et alvorligt problem. Jeg holdt op med at besøge ham. Han kontaktede heller aldrig mig. Og når jeg endelig ringede til ham, tog han den ikke. Han åbnede ikke døren for mig..
I løbet af de sidste 3 år, har han været til afgiftning 3 gange, og det blev han tvunget til, fordi han kørte bil mens han var fuld. så han var til fare for andre og sig selv.
Min far har budt mig alt det en far ikke skal byde hans datter. Han har sagt at jeg skal rende ham. Han har slået mig, han har kigget mig i øjnene og sagt, at han snart skulle dø, og ganske rigtigt, han var helt gul i øjnene. Han har meldt og min mor til politiet. Han har truet mig.. Det færste år han drak, synes jeg at det var synd for ham.. Så gik det op for mig, at man aldrig skal give en alkoholiker medlidehed. Det er nemlig ikke synd for dem, det er valg, og der er konsekvenser.. Og det har selv jeg lært på den hårde måde gennem en barndom præget af kriminalitet. og ham der lærte mig det, var den far, jeg engang havde. jeg kan slet ik kende ham længere. Han har også sagt til mig, at det er min skyld, at han drikker. selvom jeg godt ved at det er løgn..
Sidste år valgte jeg at stille et dilemme op for ham og sige det er mig eller den flaske der står på bordet, og jeg forsikre dig, lykken er ikke på bunden af den der.. han sagde at han valgte mig. så tog jeg flasken, og så begyndte han at græde og sagde at jeg ikke måtte tage den. Så gik jeg. Men her for noget tid siden kom jeg til at tænke på, hvordan jeg ville have det med at få at vide om noget tid, at min far var død... jeg ville nok fortryde at jeg havde skåret hånden af ham.. jeg er forvirret..
-Og så kom jeg til at tænke på, om jer der svarer på alt det her.. har i overhovedet nogle referencer til det her? kan i overhovedet sætte jer ind i hvordan det er..]]> Otayotay Brevkassen - få svar af rådgiverne Sun, 13 May 2012 08:30:55 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3430,3430#msg-3430 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3430,3430#msg-3430
Jeg er en dreng ¨på 15 år, som har det problem at jeg ikke kan komme til ret med mine forældre, og jeg føler ikke at de er tilfredse med noget jeg gør. De stoler ikke på mig, og de virker til at have ønsket at jeg skulle have været ligesom min bror. Hvilket jeg ikke er.
Jeg har gået og holdt skjult på det i et godt stykke tid, men det kan jeg simpelthen ikke mere.. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.]]> Thomas96 Familien Wed, 09 May 2012 16:51:52 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3427,3427#msg-3427 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3427,3427#msg-3427
Vil min mor overhovedet nogen sinde stoppe med at drikke?

Hun har drukket i mange år, men for nyligt hvar hun ude for en ulykke der var så alvorlig at hun kunne været tæt på at brække ryggen, så meget enda at hun kom på hospital og har været der i en hel måned. Lægen sagde også til hende lige ud: "hvis du falder -dvs. bogstaveligt, igen- så var det sket med hende (ryggen)" og til min meget stor glæde så jeg hende ENDELIG for første gang glad og UDEN at drikke. Måske nok fordi hun blev holdt øje med (dvs. imens hun var på hospitalet og næsten ikke kunne gå i flere uger).
Og ja, jeg havde enda begyndt at tro at hun måske nu endelig fik øjnene op FOR ALVOR, for det helle har været på et hængende hår næsten (at der ikke er sket noget mere alvorligt er KUN held, for der også sket andre ting før, men hun har været heldig!).
Anyway, nu hvor jeg endelig var begyndt at TRO og tro at der måske virkelig var håb, så gik der KUN 1 UGE fra hun kom hjem fra hospitalet til at hun var IGEN FULD, og det enda at hun skal have en korset på for at beskytte ryggen...

Men, jeg ved ikke længere hvad jeg skal tro, og jeg f'øler ikke engang noget mere, ja jeg f'øler mig nærmest som en fremmed for mig selv og en konstant LIMBO følse.

Så mit spørgsmål var -og er- vil hun nogen sinde stoppe, før hun dør!???
(og i hvor lang tid vil jeg blive ved med at føle mig som i en evige limbo!?)

Tak...]]> Suk Brevkassen - få svar af rådgiverne Mon, 14 May 2012 17:37:58 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3416,3416#msg-3416 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3416,3416#msg-3416 Jeg er en ung pige på 18 år. Jeg har et problem som jeg brænder inde med.
Min far drikker utrolig meget. Ikke kun til fester og byen, men også når han bare er der hjemme. Han drikker alkohol som vi andre drikker vand. Det er et problem som har stået på i mange år. Hans misbrug til alkohol var allerede et problem for ham, da han var kærester med min mor. De blev skilt for cirka 15 år siden, netop pga. min fars trang til alkohol.
Når min far er ædru, er han den sødeste og dejligste far på hele jorden. Men så snart han får noget indenbors bliver han dum og yderst irriterende at høre på. Ikke nok med det, så kan også blive meget nærgående når han bliver fuld. Han har flere gange taget mig på røven. Jeg har bare ikke turde sige det til nogen :( Det er noget som gør mig utrolig ked af det. Han er flere gange blevet taget i at køre spirituskørsel, og han har sågar også mistet hans kørekort pga det. Jeg har sagt til ham at jeg synes det er dumt han gør det, ikke bare fordi han kan miste sit kørekort, og sit job, men fandme fordi han kan komme til skade, og i værste fald dø i en evt. bilulykke. Men det er som om han ikke kan sætte sig ind i hvad jeg føler. Han siger bare til mig; det skal du ikke blande dig i. Eller: jeg har haft en dårlig dag. Min far og jeg har mange gode minder fra de ædru tider, men de bliver desværre overgået af alle de timer hvor han er påvirket.
Det påvirker mig rigtig meget i min hverdag, hvor jeg dagligt tænker over det.
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op??

Kærlig hilsen den fortvivlede pige.]]> CG Brevkassen - få svar af rådgiverne Tue, 15 May 2012 15:50:45 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3414,3414#msg-3414 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3414,3414#msg-3414 randi Brevkassen - få svar af rådgiverne Mon, 07 May 2012 09:31:46 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3409,3409#msg-3409 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3409,3409#msg-3409
kan i hjælpe mig jeg er 15 år og min far drikker det er jeg rigtig ked af og det tænker jeg rigtig meget på i skolen kan i hjælpe mig]]> H Familien Tue, 08 May 2012 14:53:37 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3408,3408#msg-3408 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3408,3408#msg-3408 min mor har drukket gennem mange år, og det har voldt rigtig mange problemer.
så for noget tid siden besluttede jeg mig for at flytte hjemmefra, jeg fandt en lejlighed og aftalte med en god ven han skulle flytte ind, så vi var to om huslejen. han havde tre måneders opsigelse, så var han klar til at flytte ind.
da jeg skulle til at flytte for ca. 3 måneder siden, blev min mor ædru i nogen uger, og da hun var ville blive smidt ud af sin lejlighed (den jeg var ved at flytte fra). gav jeg hende lov til at bo ved mig indtil min ven flyttede ind. men som altid begyndte hun at drikke igen og de sidste to-tre måneder har været et mareridt!!
nu nærmer det sig tiden hvor min ven skal flytte ind, og min mor har stadig ikke fundet noget andet at bo i. da hendes fuldskab flere gange har taget overhåmd har jeg haft fat i politiet for at få hende flyttet fra min lejlighed, men eftersom hun har adresse hos mig nægter de at hjælpe..
jeg har været nede på borgerservice for at få flyttet hendes adresse ( da det er mig der står på lejkontrakten til MIN lejlighed) , men de vil ikkke hjælpe mig så længe jeg ikke har noget sted at flytte hendes adresse hen..
HJJÆÆÆLP!! hvad gør jeg???]]> ss Brevkassen - få svar af rådgiverne Mon, 07 May 2012 13:46:33 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3390,3390#msg-3390 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3390,3390#msg-3390 Hej allesammen!
Det var min søster der sendte mig denne hjemmeside.
Jeg er selv 13 år, jeg har 2 søskende. Én på 17 år og en på 21 år. Det var min ældste søster der sendte mig hjemmesiden.

Da jeg var 3½ år, døde min far. Han begik selvmord, fordi han havde en depression. Han kunne ikke blive rask, fordi han tog stoffer. Og det medicin han tog for depressionen, kunne ikke "arbejde" fordi han tog stoffer. Min fars bror bildte min mor ind, at hun var skyld i min fars død. Det bildte min mor også sig selv ind. Sidste år fik hun et arbejde på et sygehus, hun arbejde meget om natten, og det kunne hun ikke klare. Så hun fik også en depression. Hendes sygedom har gjordt at min mor er begyndt at drikke. Min ældste søster bor ikke hjemme længere, men hun gør stadig alt for mig og min anden søster. Min søster på 17, går i gymnasiet og har meget at se til, så jeg føler ikke hun har tid til at snakke med mig om det. Så udover min ældste søster, føler jeg ikke jeg har nogen at snakke med. Jeg føler mig ensom. Jeg savner min far hver dag, men når min mor begynder at drikke, savner jeg ham endnu mere. Min mors sygedom gør også at når hun bliver træt, snakker hun mærkeligt. Så tit ved jeg ikke om hun er træt eller fuld. Jeg husker tydeligt de gange hun har været fuld. Som om det var igår faktisk. Jeg føler mig alene og græder mig også tit i søvn. Jeg har skåret i mig selv en gang. Og tænker tit på selvmord, og når min mor drikker giver det mig én til grund om hvorfor det er den bedste løsning. Jeg vil gerne have den perfekte familie, og samligner tit min familie med andre. Jeg har gået til psygolog, pga. min fars død. Men jeg er bange for at jeg ikke ville kunne åbne mig overfor min gamle psygolog igen. Derfor skriver jeg til jer, som kender til følelsen. Vil i ikke nok svare og hjælpe mig? Det vil betyde alt for mig. Og skriv endelig hvis der er noget i ikke forstår. Og forresten, min mor går i behandling, men synes stadig ikke det er blevet bedre og hun drikker stadig ofte.]]> emilie_l Familien Thu, 10 May 2012 10:45:15 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3387,3387#msg-3387 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3387,3387#msg-3387 jeg er lidt i tvil om min far han er alkoholikker. han drikker nogle øl og drikker også vin.
han bliver sur nå jeg har sagt at jeg føler mig utryk når han drikker. det underlige er et jeg aldrig kan mærke om han er fuld. hvis jeg går på gaden og kan luggte øl så minder det mig om min far!!! betyder det at han er alokoholikker?? håber af få nogle svar...........]]> line weberg Brevkassen - få svar af rådgiverne Mon, 23 Apr 2012 16:50:38 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3376,3376#msg-3376 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3376,3376#msg-3376
Jeg er en pige på snart 16. Mine forældre er skilt, og jeg bor hos min mor og hendes kæreste. Min far bor sammen med sin kæreste.
Mit problem er at min far drikker og det har han gjort hele mit liv.

Når jeg har siddet i bussen på vej ned til ham har jeg tit grædt, og ønsket at jeg bare kunne blive hjemme. Jeg er på intet tidspunkt blevet tvunget til at tage derned, men jeg har været bange for hans reaktion hvis jeg sagde at jeg ikke ville se ham mere..
Da mine søstre boede hjemme "flygtede" jeg bare ind til dem, når han havde drukket, for der kunne jeg være tryg og tænke på alt mulig andet. De kunne heller ikke lide det, men alligevel havde de vendet sig til det, fordi de boede sammen med ham i hverdagen..

Det har haft stor effekt på min skolegang at han har drukket.. For jeg har tit været ked af det, og så har jeg lukket mig ind i mig selv.. Det har så gjort at jeg har haft svært ved at lukke folk ind i mit liv..

Her for snart et år siden blev det hele bare for meget..! Jeg var nede hos ham, og mine søstre var der ikke.. Vi havde gæster og de drak for meget allesammen. Jeg kom ind i køkkenet hvor jeg så min far halv råbe af sin kæreste, så hun blev ked af det.. Selvfølgelig var det alkoholen der spillede ind.. Jeg indså at jeg ikke ville være en del af det hele meget længere, og det snart måtte stoppe..
Jeg satte mig ind på værelset uden at sige noget, men der gik ikke længe før min far kom ind til mig.. Jeg havde besluttet mig for at skrive et brev hvor jeg forklarede det hele, men jeg brød sammen i vrede/frustration! Jeg fortalte ham hvordan jeg havde/havde haft det, og hvordan jeg vidste mine søstre havde haft det.. Derefter ringede jeg til min mor og blev hentet..

Nu har jeg ikke set ham siden august 2011 med untagelse den 24. og 30. december.
Han har kontaktet mig flere gange, selvom jeg bad ham lade være.. Nu er han så begyndt på at spørge om vi ikke skal glemme det hele, og om han overhovedet har en datter mere..

For det første: Jeg har ikke lyst til at glemme det, for det har sat så dybe spor i mig! Det har påvirket mit liv så enormt meget.. Det har gjort at jeg siger nej tak til at tage med til fester..

For det andet: Så siger min mor jeg skal give ham en chance til, for han kan jo have forandret sig. Jeg mener bare at der er så mange før mig der har givet ham en chance og prøvet at hjælpe ham, hvorefter han så er begyndt igen.. Derfor har jeg også svært ved at tro på han har forbedret sig.. Jeg er også bange for at hvis jeg giver ham en chance til, at han så skuffer mig igen igen..

Til sidst vil jeg lige sige, at når han er ædru så er han jordens sødeste far, men der er bare flere negative oplevelser og minder end der er positive..

Jeg ved ikke om jeg skal give ham en ny chance? Generelt tror jeg bare at jeg trænger til hjælp ang. det hele?]]> En der har det svært Familien Sat, 28 Apr 2012 14:26:17 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3373,3373#msg-3373 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3373,3373#msg-3373 Jeg er en pige på snart 16. Mine forældre er skilt, og jeg bor hos min mor og hendes kæreste. Min far bor sammen med sin kæreste.

Mit problem er at min far drikker og det har han gjort hele mit liv. Det var også grunden til at mine forældre flyttede fra hinanden. I mange år har jeg besøgt ham hver anden weekend og så halvdelen af ferierne. Hos min far har jeg to storesøstre, men de er flyttet hjemmefra nu.
Når jeg har siddet i bussen på vej ned til ham har jeg tit grædt, og ønsket at jeg bare kunne blive hjemme. Jeg er på intet tidspunkt blevet tvunget til at tage derned, men jeg har været bange for hans reaktion hvis jeg sagde at jeg ikke ville se ham mere..
Da mine søstre boede hjemme "flygtede" jeg bare ind til dem, når han havde drukket, for der kunne jeg være tryg og tænke på alt mulig andet. De kunne heller ikke lide det, men alligevel havde de vendet sig til det, fordi de boede sammen med ham i hverdagen..
Det har haft stor effekt på min skolegang at han har drukket.. For jeg har tit været ked af det, og så har jeg lukket mig ind i mig selv.. Det har så gjort at jeg har haft svært ved at lukke folk ind i mit liv..
Derhjemme har det også været svært fordi jeg har følt at jeg har skulle skjule det overfor min mor, hendes kæreste og min lillebror..

Her for snart et år siden blev det hele bare for meget..! Jeg var nede hos ham, og mine søstre var der ikke.. Vi havde gæster og de drak for meget allesammen. Jeg kom ind i køkkenet hvor jeg så min far halv råbe af sin kæreste, så hun blev ked af det.. Selvfølgelig var det alkoholen der spillede ind.. Jeg indså at jeg ikke ville være en del af det hele meget længere, og det snart måtte stoppe.. Jeg satte mig ind på værelset uden at sige noget, men der gik ikke længe før min far kom ind til mig.. Jeg havde besluttet mig for at skrive et brev hvor jeg forklarede det hele, men jeg brød sammen i vrede/frustration! Jeg fortalte ham hvordan jeg havde/havde haft det, og hvordan jeg vidste mine søstre havde haft det.. Derefter ringede jeg til min mor og blev hentet..

Nu har jeg ikke set ham siden august 2011 med untagelse den 24. og 30. december.
Han har kontaktet mig flere gange, selvom jeg bad ham lade være.. Nu er han så begyndt på at spørge om vi ikke skal glemme det hele, og om han overhovedet har en datter mere..

For det første: Jeg har ikke lyst til at glemme det, for det har sat så dybe spor i mig! Det har påvirket mit liv så enormt meget.. Det har gjort at jeg siger nej tak til at tage med til fester..
Jeg har også svært ved ordene: JEG ELSKER DIG! han har sagt det for mange gange, hvorefter han så har svigtet mig.. Jeg har svært ved at stole på folk der kun vil mig det bedste.

For det andet: Selvfølgelig har han en datter, men jeg har bare haft brug for at tage afstand og få det hele afklaret med mig selv. Jeg har indset at det ikke er noget jeg vil være en del af, for det gavner ikke mit liv..

For det tredje: Så siger min mor jeg skal give ham en chance til, for han kan jo have forandret sig. Jeg mener bare at der er så mange før mig der har givet ham en chance og prøvet at hjælpe ham, hvorefter han så er begyndt igen.. Derfor har jeg også svært ved at tro på han har forbedret sig.. Jeg er også bange for at hvis jeg giver ham en chance til, at han så skuffer mig igen igen..

Til sidst vil jeg lige sige, at når han er ædru så er han jordens sødeste far, men der er bare flere negative oplevelser og minder end der er positive..

Jeg ved ikke om jeg skal give ham en ny chance? Generelt tror jeg bare at jeg trænger til hjælp ang. det hele?

Håber ikke jeg bliver overhørt.

Venlig hilsen - en pige der har brug for al den hjælp hun kan få!]]> En pige der har det svært Brevkassen - få svar af rådgiverne Tue, 17 Apr 2012 09:54:41 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3371,3371#msg-3371 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3371,3371#msg-3371 Pige 16 år Familien Fri, 13 Apr 2012 11:06:48 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3370,3370#msg-3370 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3370,3370#msg-3370 linea Familien Tue, 10 Apr 2012 18:46:58 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3367,3367#msg-3367 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3367,3367#msg-3367 Jeg har haft spiseforstyrrelse i snart et halvt år.. Jeg skulle på efterskole, og der kunne jeg ikke lide at folk kunne se mig når jeg spiste, for jeg var lidt tykkere end de andre. Så jeg begyndte ikke at spise mere end en skive brød om dagen, og nu spiser jeg kun når vi har gæster, eller er ude hos folk! Men kun for at være høftlig. Og så spiser jeg så lidt som muligt. Om en uge skal jeg på lejrtur med klassen, vi skal en uge til Jylland.. Og hvad skal jeg så gøre ang. maden? For jeg vil ikke spise foran min klasse, men jeg vil heller ikke have at de finder ud af min spiseforstyrrelse! Jeg går ud hver dag og stikker 2 fingre i halsen, i håb om at jeg kan blive tyndere! Jeg ved godt at det ikke hjælper, og at det kun skader min krop, men det er lige som om at min hjerne ikke kan forstå det?
Hvad skal jeg gøre så min klasse ikke opdager noget?]]> Mig med spiseforstyrrelse! Brevkassen - få svar af rådgiverne Fri, 13 Apr 2012 21:42:31 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3361,3361#msg-3361 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3361,3361#msg-3361 GgG Familien Sat, 07 Apr 2012 19:39:39 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3356,3356#msg-3356 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3356,3356#msg-3356
jeg er 21 år og altid vokset op med alkohol. jeg er vokset op hos min mor og hendes kærester. har dog fundet en fast klippe i min egen far efter vi begge er ældre og jeg selv er blevet forælder.

jeg har altid lidt under min mors valg af kærester, den første jeg husker var min lillesøsters far som min mor havde været sammen med inden jeg blev født, han var stor misbruger af alkohol og voldlig over for min mor og mig, de gik fra hinanden omkring da jeg var 4 år, men arrene sidder stadig dybt i sjælen.
han fik forældremyndigheden over min lillesøster, hun blev heldigvis tvangsfjernet da hun var 7 og kom på behandlingshjem for børn med forældre der havde alle former for misbrug.(idag er han død af hans misbrug) har set hvor hådt det har været for hende at være i systeme og det skræmmer mig lidt m.h.p min to mindre søster på 10 og 15, selvom jeg ved at det har været det bedste sted for hende at være.

for efterfølgene fandt min mor en ny kæreste som var alkoholmisbruger det holdt heldigvis ikke længe.

og efter ham fandt hun sin nuværende kæreste da jeg var ca 5 år. på det tidspunkt var han stofmisbruger men valgte mig og min mor frem for det. ved ikke om alkoholen kom som erstatning for stofferne eller om det først kom sener.

de fik siden hen mine mindre søskende, jeg har ofte skulle tage mig af hende på nu 15 når min mor skulle til banko og lin. og væk var hendes kæreste , og så kunne jeg side der med alle mine talenter, for når min lillesøster blev sur som lille holdt hun op med at trække været til hun besvimede, tror aldrig jeg har været så bange i mit liv før, jeg var sikker på min lillesøster skulle dø første gang det skete, har selv været omkring 9 og hun 2.

jeg har aldrig fået det "pæne tøj" og sådan, altid følt mig flov over at skulle have venner med hjem fordi han altid sad med overtøj og sko på inde i sofaen og skoene på bordet, der stod altid tomme ølflasker omkring i vores hjem og sådan,

jeg blev meget rebelsk omkring de 13 år , jeg var så træt af at leve i det liv og at min mor altid satte sine egne behov før sine børns. så jeg "flyttede hjem til en veninde" til jeg kom på efterskole da jeg var 15.

da jeg havde haft 3 år på efterskole flyttede jeg hjem til min bedsteforældre og ikke boet hjemme siden.

jeg bliver ofte uvenner med dem pga hans alkohol minsbrug for jeg ved min søskende går igennem det sammen som mig, og jeg ville have ønsket at der var nogen der ville have talt for mig.

mit dilemma er skal jeg melde det og hvem skal jeg melde det til, min søskende kommer usorineret i skole, hende på 15 lider scocialt under det. de for ikke børstet relmessigt tænder og alt andet som svigt og lin. som høre med til at vokse op i et hjem med en påvirket forælder er der selvfølgelig også,

jeg er bange for mine søskende ikke er lige så stærke og kan komme ud af det og bryde den scociale arv hvis de ikke for noget hjælp.

hvad skal jeg gøre ???]]> NB Brevkassen - få svar af rådgiverne Wed, 04 Apr 2012 22:33:44 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3355,3355#msg-3355 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3355,3355#msg-3355 Jeg håber virkelig du kan hjælpe mig, for jeg har et problem, der præger mig utroligt meget.
Jeg er en pige på 14 år. Og jeg rødmer. Ikke når jeg skal fremlægge i klassen. Men når jeg bliver spurgt om noget i skolen. Eller når jeg snakker med min mor. Jeg hader det virkelig så så så meget! Og jeg ved at jeg ville være meget mere lykkelig, hvis jeg ikke rødmede.
Jeg tror det er fordi jeg tænker så meget over det, at jeg bliver rød i hovedet. Eller det er jeg sikker på det er. Men hvordan skal jeg lade være med at tænke på det? Jeg søger rigtig meget på nettet, om det med at rødme, og det er nok også derfor jeg kommer til at tænke mere på det.
Jeg ville være så meget lykkeligere hvis jeg ikke rødmede. Og jeg har mange problemer i forvejen, så det kunne være fantastisk.
Jeg frygter at det også skal være der i gymnasiet, og det ville virkelig være jordens undergang.
Jeg skal på sprogrejse her til sommer, og der behøver rødmen ikke være med mig. Det ville være så irriterende. Men jeg har også tænkt på at den sprogrejse måske kan hjælpe mig med rødmen.
Jeg tænker tit at mit liv ville være bedre hvis jeg ikke rødmede. Hvor ville det bare være dejligt!
Men min rødmen er meget underlig. Nogen gange kommer den slet ikke når jeg siger noget, andre gange kommer den, når jeg bare siger ”kænguru”. Hver gang jeg tænker at jeg skal i skole, for jeg et stik i hjertet, fordi jeg ved jeg rødmer.
Jeg tænker helt sikkert får meget på det. Det ved jeg, for en dag da jeg skulle fremlægge havde jeg lidt travlt, og det eneste jeg tænkte på var at jeg havde travlt. Også rødmede jeg ikke! Men hvordan kan jeg lade være med at rødme?
Det største problem er dog overfor min mor. Jeg kan ikke spørge hende om noget, uden at rødme. Jeg ved godt jeg skal lade være med at tænke på det, men hvordan fanden?
Der er også en bestemt i min klasse jeg nægter at rødme overfor. Det kan også være derfor?
Mit brev er usammenhængende, men jeg håber mit problem var forståetligt, og jeg håber virkelig at I kan hjælpe. Det ville betyde så så så meget for mig, hvis min rødme forsvandt!
Please i kan hjælpe mig!
Hvis i ikke kan hjælpe mig, kan i så hjælpe mig med, hvem der så kan?]]> andfoggod Brevkassen - få svar af rådgiverne Wed, 04 Apr 2012 14:27:10 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3353,3353#msg-3353 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3353,3353#msg-3353 Jeg er en pige på 16 år med en far som drikker...
I de første 14 år af mit liv boede jeg hos min far og mor i en lille by hvor sladderen hurtig gik. Min far drikker som sagt, og det gør han stadig. Når han var fuld råbte han meget og man vidste aldrig om han var glad eller fuld, for det kunne skifte så nemt. Han er direkte ondskabsfuld når han er fuld. Han har dog aldrig slået mig, men jeg har flere gange været videne til at min mor har fået et skub ind i bordet, eller et bord der blev skubbet ind på hende mens hun sad i sofaen. Han har også flere gange kastet med ting som gik i stykker, og smadret et par stole. Når han er fuld tænker han kun på sig selv, og er sådan set ligeglad med hvordan andre har det, bare han har det godt og tror han gør det hele rigtigt. Havde længe plaget min mor om at vi skulle flytte fra ham, men så snart det bare var lige ved fandt de sammen igen, fordi min far blev så ynkelig. Lige efter min konfirmation skete det så at min mor og jeg flyttede op i en lejlighed i samme by. Min far kom tit på besøg og i starten var det fint nok, men det udviklede sig hurtigt til at han ville sove hos os, men min mor smed ham ud også kørte den derfra.. En 3 måneder efter fandt min mor så en ny kæreste. Ham kunne jeg rigtig godt lide og han drak heller ikke. Min far blev jo jaloux selvom han selv havde en anden. Kort tid efter flyttede min mor og jeg ned til hendes nye kæreste. Jeg så ikke min far i rigtig lang tid og ville slet ikke snakke med ham. Min nye lærer fandt hurtig ud af hvad der var galt og jeg har flere gange snakket med hende og brudt sammen i gråd. Hun foreslog mig at vi skulle kontakte en psykolog og det gjorde vi så. Jeg kom til psykolog og synes det var noget mærkeligt noget. I den tid jeg var derinde fik jeg slet ikke fortalt alt det jeg gerne ville, fordi jeg græd og kunne ikke fortælle det. Er ellers meget åben omkring det og vil gerne snakke om det, men jeg kunne ikke der. Det er nu ved at være et halvt år siden jeg var til psykolog den ene gang. Jeg snakkede med min lærer igen og hun foreslog at vi fik en tid hos psykologen igen og vi ringede men fik ingen svar. Lidt tid efter bad jeg min lærer om at kontakte psykologen, det er vel en måned siden nu og har stadig ikke fået svar. Har spurgt min lærer men hun siger de ikke har ringet tilbage. Jeg sover noglegange dårligt om natten, jeg græder i klassen hvis vi snakker om børns forhold til forældrene eller om alkohol. Jeg skar også engang i mig selv, men det var lige inden vi flyttede i lejlighed og har ikke gjort det siden fordi min mor fandt ud af det. Jeg vil ikke se min far når han drikker. Begynder at savne min bedste veninde som bor i samme by som min far. Problemet er bare at jeg ikke kan tage op til hende fordi hendes forældre også drikker til tider og har god kontakt med min far. Føler lidt at når psykologen ikke gør noget, så gør jeg selv noget, så derfor har jeg bestemt at jeg vil tage op til min veninde sammen med min mor og vi vil så sammen besøge min far. Hvis han er fuld går jeg bare igen efter 5 minutter. Jeg ved det har store konsekvenser hvis han er meget fuld og skælder ud, for så bliver jeg endnu mere ked af det og vil ikke se ham igen. Det er et år siden jeg sidst så ham nu. Dengang var det kun igennem en bilrude jeg så ham. Jeg skulle have en gave fra ham fordi det lige havde været min fødselsdag. Det var meningen at min mor skulle hente gaven og give den til mig, men i stedet kom min far løbene. Jeg låste bildøren og gemte mit hoved i hænderne og brød fuldstændig sammen. Jeg frygter at det samme sker igen, men jeg føler også at jeg er nødt til at prøve at se ham hvis jeg fremover skal turde at tage op og besøge mine venner uden at min far kommer brasende eller at jeg møder ham i byen. Hvad synes i?]]> Thelostone Brevkassen - få svar af rådgiverne Tue, 10 Apr 2012 22:17:22 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?5,3352,3352#msg-3352 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?5,3352,3352#msg-3352 Vokser man op med en mor eller far der drikker meget, er det slet ikke sjovt at tage på ferie.
Mor og far skændes måske, drikker sig fulde og/eller er pinlige.
Og på ferien kan man ikke slippe for at være sammen med forældrene, så turen sydpå ender for nogen unge med at blive et mareridt.

Har du haft oplevelser med det?
Og vil du være med i artiklen?

Skriv til kontakt@hope.dk eller ring til Hope Ung på 33 11 16 23 hvis du vil være med.

Kærlig hilsen
Hope Ung]]> admin Kærester Wed, 28 Mar 2012 11:02:33 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?4,3351,3351#msg-3351 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?4,3351,3351#msg-3351 Vokser man op med en mor eller far der drikker meget, er det slet ikke sjovt at tage på ferie.
Mor og far skændes måske, drikker sig fulde og/eller er pinlige.
Og på ferien kan man ikke slippe for at være sammen med forældrene, så turen sydpå ender for nogen unge med at blive et mareridt.

Har du haft oplevelser med det?
Og vil du være med i artiklen?

Skriv til kontakt@hope.dk eller ring til Hope Ung på 33 11 16 23 hvis du vil være med.

Kærlig hilsen
Hope Ung]]> admin Venner Wed, 28 Mar 2012 11:02:02 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3350,3350#msg-3350 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3350,3350#msg-3350 Vokser man op med en mor eller far der drikker meget, er det slet ikke sjovt at tage på ferie.
Mor og far skændes måske, drikker sig fulde og/eller er pinlige.
Og på ferien kan man ikke slippe for at være sammen med forældrene, så turen sydpå ender for nogen unge med at blive et mareridt.

Har du haft oplevelser med det?
Og vil du være med i artiklen?

Skriv til kontakt@hope.dk eller ring til Hope Ung på 33 11 16 23 hvis du vil være med.

Kærlig hilsen
Hope Ung]]> admin Familien Wed, 28 Mar 2012 10:59:23 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3346,3346#msg-3346 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3346,3346#msg-3346 Jeg sidder her med tanken om at forsøge selvmord. Jeg har tidligere overvejet selvmord, men aldrig så alvorligt som nu. Jeg har ikke et egentligt ønske om at dø. For at forklare skal jeg fortælle historien.
Jeg elsker min mor over alt på jorden. Hun er ikke bare min mor, men også min gode veninde som har hjulpet mig igennem svære tider, hvor der ikke var nogen andre for mig. Hun bliver sjældent sur eller ked af det, men når det sker er det forfærdeligt. For mig føles det hver gang som verdens undergang, og det er oftest i disse tilfælde at jeg tidligere har overvejet selvmord. For selv når jeg har haft det svært med alt andet i min hverdag har jeg altid haft min mor, som jeg vidste altid ville være der til at hjælpe mig igennem det. Det gør bare situationen endnu værre nu.
Min mor sætter heller ikke mange grænser, hun er bestemt ikke skrap. Men det betyder også at når hun gør det, skal man overholde dem. Og heri ligger min fejl. Jeg er i gang med at skrive en stor opgave i skolen og arbejder på den herhjemme. Min mor havde bevidst sagt at jeg ikke måtte tage i byen fredag aften. Jeg havde fået lov til at tage med til noget middag med nogle rigtig søde piger. Jeg så det som en unik chance for at skabe tættere bånd med disse piger, og det føltes 'naturligt' at jeg skulle med i byen. Det er så hvad det er, og det havde muligvis været okay hvis jeg havde ringet til min mor og sagt at det var noget jeg rigtig gerne ville og at jeg nok skulle komme tidligt hjem og lade være med at drikke for meget. Det gjorde jeg imidlertid ikke. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke tænkte over det. Og jeg fortryder det inderligt. Nåh, men jeg tog med i byen og skriver omkring 00.40 at jeg nok skal være hjemme senest kl 2 og at jeg ikke er særlig fuld, så jeg nok skal være klar til at skrive opgave i morgen. Næste gang jeg skriver er kl dog ca. 3.55 og jeg forklarer at nu er jeg på vej hjem. Min veninde havde mistet sin jakke og det var derfor blevet meget sent. Dagen efter var min mor rasende. Hvilket hun stadig er. Jeg tror ikke hun nogensinde kan tilgive mig. Hun siger, at hun aldrig kan stole på mig igen. At jeg har brudt hendes tillid så groft, og at hun ikke ønsker at omgås mennesker hun ikke kan stole på, selvom det så er hendes egne børn.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ville inderligt ønske at jeg kunne skrue tiden tilbage og lave det hele om, men med den viden at det kan jeg ikke virker selvmord som eneste udvej. Min mor betyder alt for mig og uden hende ønsker jeg ikke at leve. Jeg er så ked af det, jeg er fortvivlet. Denne gang virker det ikke til at det nogensinde går i orden igen. Jeg får ikke en chance for at gøre det godt igen. Hvordan skal jeg få hende til at indse at jeg aldrig vil gøre det igen.
Hun siger at hun fra nu af vil holde skarp kontrol med mig, og hvis hun finder ud af at der sker noget lignende igen har jeg intet sted at bo. Jeg mener selvfølgelig ikke selv at det vil ske igen. At jeg kan forbedre mig, men når hun ikke giver mig chancen for at bevise det, er jeg bange for at leve resten af mit liv med en mor der ikke kan stole på mig og som hader mig.
det vil jeg ikke. Jeg vil bare så gerne have at det hele bliver godt igen. Hvis jeg kunne tage det hele tilbage gjorde jeg det.
Jeg har venner og familie ud over min mor, men det betyder ikke noget hvis min mor ikke vil se mig.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. jeg føler mig fortrøstningsløs.
- LH]]> lisah Brevkassen - få svar af rådgiverne Tue, 27 Mar 2012 22:00:35 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3337,3337#msg-3337 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3337,3337#msg-3337 Jeg er en pige på 15 år som for indtil for nogle måneder siden var en del af en venne gruppe, som ikke helt var den bedste, men de var mine bedste venner og vi hyggede os sammen.
Men her efter jul og nytår er jeg stille og roligt gledet fra dem, jeg ser dem en gang i mellem og hilser på dem osv. Efter det har jeg haft noget kørende med en super sød fyr, som slet ikke var en af de typer som mine gamle venner så jeg blev rigtig glad for ham, indtil da han for mindre end en uge siden besluttede sig for at droppe mig :'(
Efter det begyndte jeg igen at ses lidt med de gamle venner og røg ind i et dårligt miljø igen..
Jeg skar i mig selv igen efter jeg ikke havde haft gjord det i 1 år og 7 måneder, men jeg var virkelig knust, jeg begyndte også at ryge hash igen efter et laaangt stop efter en hash psykose, begyndte at pjække fra skole igen igen, og oven i alt det drak min far så også efter at havde haft stoppet i lidt over et år og kun drak n gang i mellem og sagtens kunne styre det....
Så lige nu er jeg nået til det punkt hvor jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv?!
Så hvis der er nogen der har nogle gode råd eller noget så bare skriv :-)]]> Nadia03b Familien Sun, 08 Apr 2012 11:04:27 +0200 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3331,3331#msg-3331 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3331,3331#msg-3331 Hende der tvivler.. Familien Thu, 08 Mar 2012 14:32:25 +0100 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3326,3326#msg-3326 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3326,3326#msg-3326 den nervøse pige Brevkassen - få svar af rådgiverne Tue, 06 Mar 2012 11:16:58 +0100 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3320,3320#msg-3320 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?11,3320,3320#msg-3320 Min mor er meget tit fuld og min far har prøvet at få os (mig og min lilleøster) hjem til ham fordi min mor hele tiden er fuld men retten sagde at hun var ansvarlig nok til at vi kunne blive hjemme hos hende og hver gang min mor er fuld siger jeg at jeg vil hjem til min far at bo fordi jeg har det dårligt har og jeg har fået af vide af min far at hvis min mor var fuld skulle jeg ringe til ham så vil han hente mig men hver gang jeg siger til min mor at jeg ringer til min far og siger at han skal hente mig siger hun: "jeg ringer til politiethvis du gør det" og det er jeg bange for at hun gør men kan hun det? og hvis ja hvis jag hvad vil der så ske? jeg hader at være hjemme hos min fordi hun hele tiden er fuld:X og en gang imellem kommer min mor fordi og så drikker de sammen eller så kommer vores nabo fordi og så drikker de sammen :)-D (td) jeg bliver meget tit ked af det og jeg ringer tit til min far selv jeg ikke må for min mor men det er fordi at hun ved at jeg vil bo hjemme hos før retsagen var vi blevet enig om at jeg gerne måtte bo hos min far og det ville jeg komme til når retsagen var slut men nu siger hun:" nej det var dommeren sagt" men det har hun ikke hun ahr kun sagt at min mor var ansvarlig nok
hvad skal jeg gør? jeg er meget ked af det jeg vil blive glad hvis i vil hjælpe mig (tu) (:D: )

Mvh Rikke369]]> Rikke369 Brevkassen - få svar af rådgiverne Wed, 07 Mar 2012 18:38:55 +0100 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3317,3317#msg-3317 http://www.hope.dk/ung/forum/read.php?2,3317,3317#msg-3317
Hej jeg en pige på 14år, jeg meget glad for siden Hope for jeg har læs mange historier om hvordan andre unge har eller har haft forældre der drikker. Self er oplevelserne forskellige fra person til person men jeg er glad for at lave læst lidt af det hele, for det har klart hjulpet mig at se andre også har forældre der dikker for meget.

I mit tilfælde er det min far der drikker lidt for meget og det sidste års har sku nok været et af de mest håre år for mig. Det hele startede med min kæreste flytte op tæt på mig at bo, og det er jo fint nok. Men ikke så lang tid efter bliver min far dømt for vold og bliver idømt 3måneder, min far søger om hjemme straf. Og min far bliver godkendt og kommer på antabus, de 3 måneder med min far som ædru var noget helt andet end at se ham fuld hele tiden, har var den far, han aldrig havde været. Han fik lavet nogle af alle hans drømme, på hans hus og vi hjalp alle sammen, men da de 3 måneder var slut begyndte han straks at drikke igen, det var forfærdeligt at se hvordan alkoholen tog min far fra mig, den far jeg havde savnet de sidste 12-13år. Alt den kærlighed mig og mine søskende fik forsvandt, i stedet elskede han sin øl. Jeg havde svært ved at forstå han kunne smide alt væk igen, at han skulle svigte os igen. Men mit liv måtte jo gå videre for min konfirmation var lige rundt om hjørnet, og jeg glædet mig. Min mor havde gjort alt for jeg skulle få den bedste konfirmation hun kunne give mig. Men min opmærksomhed var mere på min far, for han begynde at bruge tid på mig, tænke på mig, snakke med mig, bekymre sig om mig. Jeg var utrolig glad og følte endelig at han så mig, så jeg endte med at flytte ud til min far en uge før min konfirmation, det var det værste jeg har gjort mod min mor og i dag fortryder jeg det meget, for på grund af mig gik min mor ned med stres og er i dag på lykkepiller. Min konfirmation var ved at blive aflyst og det hele gik ned af bakken men min far prøvet at rede det hele for mig men min mor prøvet at ødelægge det. Det hele var en kæmpe krig mellem min far og mor som gik ud over mig, det endte med jeg fik min konfirmation og min mor var ked. Efter min konfirmation glemmer min far mig så småt igen og jeg føler det kæmpe svigt fra han igen, jeg fik grimmere og grimmere oplevelser hjemme ved min far og føler jeg heller ville dø end at bo der. Jeg dropper min skole mere eller mindre, jeg der næsten aldrig og var skide ligeglad med hvad vi skulle lave. Jeg kunne gøre hvad jeg ville, for min far var ligeglad med hvad jeg lavet, han spurte aldrig ind til mig og ville endelig ikke vide hvad jeg havde laver eller om jeg var i skole. Han tog altid på arbejde før mig og kom først hjem mellem klokken 23:00-23:30 og derefter gik i seng, jeg kunne nemt sove ude uden han ville ligge mærke til om jeg var hjemme eller ej. Mens jeg var hjemme ved min far lavet jeg alt, jeg købte ind, jeg lavet mad, jeg købte mit eget tøj, jeg vaskede mit eget tøj og min far, jeg gjorde faktisk alt for min far og han gjorde ingen ting igen. Han blev tit sur over jeg havde glemt ting eller at jeg ikke gjorde det han sagde fordi jeg glemte det. Men jeg vidste jo godt hvordan min far var så det burde ikke skuffe mig men hver gang jeg havde brug for han og han lovet at hjælpe men bare glemte det blev jeg skuffet. Når jeg kom til skad sov han bare brandert ud og kunne ikke hjælpe mig, til sidst havde han svigtede mig så meget at jeg flyttet hjem til min mor igen, og nu har jeg næsten igen kontakt med min far, jeg vil stort set ikke have noget med ham at gøre for han er skyld i jeg er som jeg er og det ikke for noget godt. Jeg kan flippe ud over små ting og jeg kan ikke have hvis nogle af min ting bliver flyttet på jeg går helt ned og kan finde på at slå folk der kommer for tæt på mig mens jeg sur. Jeg kan ikke lide folk der vil nusse, kramme, putte og holde af mig. Jeg taget afstand for folk fordi jeg føler alle er ude på at såre mig. Jeg har bygget en mur på som jeg ikke lader folk komme ind bag, selv mine bedste veninder står uden på den anden side. Jeg har fået meget hjælp, både fra lærere osv men jeg føler mig stadig alene nogle gange. Hvis der er nogen af jer der har det på sammen måde må i virkelig gerne skrive….]]> lisette Familien Tue, 17 Apr 2012 19:59:31 +0200