Jeg har sat mig herind, fordi jeg føler jeg har brug for at fortælle nogen ting, nogen ting om mit liv med en far der er alkoholiker.
Første gang jeg erfarede at min far drak, var da jeg var omkring 5-6 år.
Jeg var hos noget familie, og fik af vide han havde en sygdom.
Mere forstod jeg egentlig ikke dengang, end at min far havde en sygdom.
Senere det år blev mine forældre skilt, min mor kunne ikke klare at leve sammen med en som min far, da han drak rub og stub op.
Det tog meget hårdt på mig, at mine forældre blev skilt, og det tog mange år før jeg forstod hvorfor.
Jeg besøgte min far hver 2. weekend og det var rart nok, men havde altid i hovedet at han var syg.
Pludselig var der en periode hvor jeg stoppede med at se ham.
Men jeg tænkte altid på ham.

Jeg hørte aldrig fra ham, hverken til jul eller til min fødselsdag.
De gange jeg hørte fra ham, var han altid beruset.
Det gør ondt når man er lille og ikke hører en lyd fra sin far på især sådanne dage.

Jeg blev ældre og ældre og begyndte at forstå mere hvad der skete uden omkring, men samtidig begyndte jeg at lukke mig mere og mere ind i mig selv.
Jeg var bange, jeg var alene (følte jeg) og jeg turde ikke binde mig rigtigt til nogen, da jeg var så ked, så fyldt med smerte.
En dag fik jeg af vide, at han var stoppet med at drikke, jeg begyndte at se min far igen, var ude hos ham så tit som muligt, tog med på hans arbejde når jeg havde muligheden.
Tror jeg ville indhente alt det jeg manglede fra ham i min barndom.
Jeg fik ham ud på min skole og fortælle, hvordan det var at være alkoholiker.
Fortælle hans livshistorie ligesom jeg fortæller min her.
Og jeg blev rørt og jeg blev glad.
Det var dejligt at høre hele sandheden.
Efter 15 måneder braste glæden igen.
Han havde misset at få sin antabus lige op til jul, og var inviteret til julefrokost hos firmaet.
Det gik galt, han begyndte at drikke igen.
Han skuffede mig, han gjorde mig så ked.
Jeg lukkede mig ind i mig selv, jeg hadede ham, hadede ham fordi han gjorde det mod mig og min søster.
Jeg valgte at jeg ikke ville snakke med ham medmindre han kvittede sprutten.
jeg gav ham valget mellem min søster og mig og sprutten.
Han valgte sprutten efter mit omdømme, han valgte i hvert fald ikke at stoppe.
Jeg stoppede kontakten med ham og snakkede ikke med ham i lidt over 1½ år.
Imellem tiden var jeg så blevet 17 og jeg levede fint, tænkte ikke så meget på ham mere.
Eller det gjorde jeg, gav bare ikke udtryk for det.
Pludselig skete det - men jeg var skeptisk, han stoppede med at drikke igen.
Men turde jeg tro på det, kunne det virkelig være sandt.
Det gjorde ondt at tænke på den gang jeg blev såret sidst.
Men jeg gav det en lille chance, turde ikke håbe for meget.
Det gik fint og nu er jeg 18 og alt gik fint.
Skulle ud og holde jul med ham i år, det var første gang i 8 år.
Jeg glædede mig inderligt, og to dage før juleaften ringer han til mig, og fortæller han har drukket øl, fordi der var nogle problemer med hans kæreste.
Det sårede mig, gjorde ondt inden i.
jeg blev bange for at min jul var ødelagt, som den havde været så mange gange før pga. ham.
Nu sidder jeg her natten mellem den 25.-26. december 2003 og prøver at finde ud af, hvad jeg skal føle, hvad jeg skal gøre.
Jeg sidder med frygten for at jeg vil miste min far igen.
Miste det vi endnu en gang har opbygget.
Det er svært, det gør ondt.
Jeg har intet fortalt til min søster endnu, og ved ikke om jeg gør det, vil ikke gøre hende ked.
Men vil heller ikke have hun skal leve på løgnen.
Jeg er simpelthen gået død for tanker, død for det hele nu.
Men det var rart at få skrevet det ned.
Skrevet ned, hvordan jeg har det med det hele.
Hvor dejligt det er, at få det lidt på afstand, ned på skrift, hvor det på en måde virker så fjernt.
Venlig hilsen Fyren der tænker over det hele.