Hej er en pige på 15 år som vil fortælle nogle udpluk for mit triste liv.

Mine barndoms år har aldrig været lette, for da jeg fandt ud af hvad der forgik der hjemme, så tingene pludselig sorte og triste ud.
Kaoset startede der jeg var omkring 7 år gammel for der fandt jeg ud af hvad en alkoholiker rigtig var, og fandt så småt også ud af at min mor var en af dem der drak for meget.
Jeg kan huske at når jeg skulle have venner med hjem sørgede jeg altid for at være sikker på at hun ikke havde drukket eller ville drikke den dag, så derfor tjekkede jeg hende altid og det blev jeg ret god til, for hun var to forskellige personer, nemlig en god kærlig, fantastisk mor som jeg elskede/elsker meget højt og når hun drak en kæmpe egoist!

Jeg har altid kunne høre på min mors stemme når hun var fuld og faktisk hver eneste gang når jeg kom hjem efter skole kunne/kan jeg mærke at hun har drukket bare ved at træde en af min egen hoveddør.
Nå men det med at tage veninderne med hjem da jeg lille og skjule min mors hemmelighed gik rigtig godt.
Men en dag gik det galt.
Der var sommerfest på mit fritidshjem og var helt sikker på at min mor ikke ville svigte mig denne gang.
Så håbede på at hun ville holde sig for flaskerne, men da tog jeg fejl ikke nok med at hun havde drukket igen, næh nej hun kom ikke engang og så mig i det skuespil, børnene på fritidshjemmet skulle vise for deres forældre, og da så endelig hun og min far kom havde hun drukket og hun havde da ikke tænk sig at stoppe her.
Hele den aften så jeg hende fylder mere og mere vin og øl på sig, men jeg prøvede ikke at lade det påvirke mig da mine venner ikke skulle opdage noget.
Men til sidst blev det nok, for min far fandt hende løbende rundt ude på en fodbold bane skide fuld sammen med nogen af drengene fra min klasse (også en af grundende til at jeg foragter fodbold).
Jeg var så flov! og der kunne jeg ikke holde tårerne tilbage mere, jeg følte mig så svigtet og overset af mit eget kød og blod, jeg kunne ikke forstå hvordan hun kunne gøre det imod mig.
Da jeg kom i skole igen gik en af drengene fra min klasse hen til mig og kom med en kommentar: hvad fanden sker der for din dumme fulde mor?!
De ord gjorder mig så fortvivlet og såret at det ikke kan beskrives.
Derfra husker jeg at jeg holdt tårerne tilbage indtil jeg var nået ned på skolens toiletter.
Der har været mange såret og pinlige oplevelser med hende, men den her føler jeg var noget af det stærkeste og mest, hårdest af dem alle!
Siden det turer jeg ikke stole på folk igen, jeg blev til en meget indelukket person som ikke ville sige for meget når der var folk til stede jeg ikke kendte så godt.

Årene gik og da jeg var omkring 13 år skete der en fantastisk drejning i mit liv som gjorder hverdagen meget nemmere at holde ud, på trods af min mor stadig drak.
En ny dreng begyndte på skolen og han fik mig til at åbne mig igen han gjorder mit hjerte og sjæl så blød og forelsket og fik mine grimme tanker om at gøre en ende på mit liv, til at forsvinde.
Men i al den tid vi kom sammen, følte jeg alligevel aldrig at jeg var god nok til ham, på trods af at han altid var så sød og kærlig.
Men jeg følte at jeg var meget mindre værd og at hans venner ikke kunne lide mig.
Han var jo en af de populære drenge, og jeg var jo bare mig?
Jeg tror at det var en af grundende til at jeg aldrig viste mine følelser for ham, især ikke ovre på skolen.
Jeg ville jo ikke virke desperat eller noget, så hver eneste gang jeg så ham spillede jeg sådan lidt kold og smart, selvom det jeg allerhelst ville var at give ham verdens største kys og bare holde om hans krop.
Men jeg var bare så genert.
Da vi havde været sammen i 9 eller 10 måneder tror jeg det var, valgte jeg at fortælle ham om min mors problem, den eneste der vidste det var min bedste veninde, og det krævede utrolig meget mod at sige det til X, da det var noget jeg var meget flov over.
Men han tog det pænt og støttede mig meget, i hvert fald den aften.
Efter det snakkede vi ikke rigtig mere om det, og jeg ønskede tit at han ville spørge ind til det, for jeg havde virkelig brug for at snakke om det, men jeg kunne ikke rigtig selv bringe det på banen.
Da vi havde været sammen i omkring 14 måneder, begyndte tingene at gå galt, jeg var mere og mere kold og aggressiv, og grunden var at min mors drikkeri var blevet værre.
Jeg tog til London med min far og søster i en uges tid, for at komme lidt væk fra det hele, og jeg savnede X så utroligt meget, men jeg fik aldrig rigtig vist det.
Da jeg kom tilbage igen, gik jeg rundt på hele skolen sammen med min bedste veninde for at finde ham, men vi fik at vide af en fra hans klasse at han ikke var i skole.
Det gjorde mig meget skuffet, for jeg havde virkelig glædet mig til at se ham.
Det viste sig så at han var i skole, og da han kom ned på skolebiblioteket hvor jeg sad med nogle veninder, virkede jeg ret kold overfor ham selvom jeg allermest ønskede at kysse og kramme ham, og fortælle ham hvor fantastisk fræk og dejlig han så ud i den T-shirt jeg lige havde købt til ham.
Fatter ikke jeg ikke tog mig sammen er så vred og sur på mig selv og alt det som jeg ville fortælle ham gjorde jeg ikke, og det fortryder jeg stadig den dag i dag.
Den dag var det meningen at vi skulle være sammen, men han spurgte om han måtte tage til fest med hans venner i stedet for, og det sagde jeg ja til, og vi aftalte at han skulle komme over til mig næste dag i stedet for.
Om formiddagen næste dag skrev han at han ikke kunne komme over til mig alligevel, og det skuffede mig ekstremt meget, for jeg kunne heller ikke tage over til ham.
Min bedste veninde kom så i stedet for hjem til mig for at holde mig med selskab (og det skal lige siges at hun altid har været der for mig når jeg ikke haft det godt og hjulpet mig i tykt og tungt, også da jeg var sammen med X og følte han var urimelig hjalp hun mig og forsvarede mig for hun vidste jo godt at der var noget der stak under mine nedture) fordi hun godt kunne mærke at jeg var lidt trist, og pludselig fik vi en dum ting at vide af min daværende kærestes halvbror, og jeg blev endnu mere ked af det, for følte at hvis selv hans mor ikke kunne lide mig, hvilken person var jeg så?
Grunden til at jeg flippede så meget ud på ham over det, var jo mit lave selvværd skyld.
Efter vi havde ringet og jeg havde skældt ham ud, modtog jeg en sms hvor der stod at han ikke ville mere.
Han slog op med mig.
Det kom som sådan et chok, at jeg mest af alt bare havde lyst til at hoppe ud af vinduet og gøre en ende på mit liv.
Det havde jeg nok også gjort hvis ikke min veninde havde været der, og talt mig fra det.
Men da hun skulle gå og det var min mors tur til at trøste mig, blev det kun værre, for min mor var fuld, så jeg bad hende gå ned til gæsterne igen.
Så sad jeg der på værelset, helt alene med et knust hjerte.

Det var så den aften at jeg valgte at bruge kniven som en løsning, og jeg skar et stort J i min arm, som er forbogstavet i X’s navn.
I det blodet løb ned ad min arm følte jeg det som om noget af smerten i mit hjerte forsvandt for en kort stund.
Men det var også kun en meget kort stund.
Da jeg kom i skole igen om mandagen fik jeg støtte fra mine veninder, men blev bare hånet af X og hans venner.

Det er omkring 9 måneder siden.
Så mange af de fejl jeg lavede den gang fortryder jeg nu, jeg har dummet mig meget, og det er ekstremt hårdt at gå og se på X hver dag, når vi bare lader som om vi stort set ikke kender hinanden.
Jeg ville ønske at tingene ikke endte som de gjorde, og jeg savner ham så inderligt meget.
Har stadig et lille håb om at han stadig elsker mig, men det er så småt nu, så jeg har næsten givet op.
Jeg vil ikke leve hvis, jeg ikke føler jeg er det værd.
Jeg er en fiasko. Men et eller andet sted burde jeg bare glemme alt om ham og det vi havde, jeg må indse at jeg ikke har vundet.
Men kan jeg det?
Føler ikke livet er værd at leve mere, ser intet håb forude.
Det eneste der står mig nært er min hjælpsomme ven, nemlig kniven.
For hvorfor skulle jeg leve?
Min mor er dranker, og mit håb om at få den person der fylder mit hjerte med glæde, er snart helt væk.
Grunden til jeg er i live endnu er mine fantastiske venner, og tanken om at jeg aldrig ville kunne holde ud at være skylden i min mor og fars tårer.

Men hvis livet ikke forandre sig snart, kan jeg ikke se en anden udvej?
Og det med at gøre mig selv fortræd er blevet en vane, som gør hverdagen en smule bedre at leve.
Jeg vil ikke leve mere, hvis jeg ikke føler jeg er det værd?
Jeg er en fiasko.