Til Mor, Bedste, Bedstefar, familien og Anders

Forord
I skolen betegnede alle hende som en meget glad, positiv og udadvendt pige, som havde et perfekt liv. Men kun to af hendes veninder kendte til hendes virkelige liv bag skolen – et liv som de fleste nok ville betegne som et mareridt. Skolen var det eneste sted, hvor hun kunne gemme sig og leve bag denne facade, som gjorde det muligt for hende, at lade som om, at der ingen problemer var. Hun var bare en helt normal pige med mange veninder og en helt normal familie ligesom alle andre. Men sådan var det ikke – tværtimod. Bag facaden som skulle skjule hendes virkelige liv derhjemme, kunne man finde en meget følsom, nærtagende og forsigtig pige.

MIT LIV
” Følelsen af panik, følelsen af forvirring og følelsen af ingenting stormede igennem den lille pige, som sad på sin bedstes skød. Hun græd, hendes bedste græd og hendes mor råbte og skreg begrundet af panik. Hendes mor ville have hende med hjem. Men pigen ville ikke med frivilligt og skulle tvinges. Helt utrolige ting skulle til, før at den lille pige, blev tvunget med hjem – til et hjem hvor omgivelserne altid var usikre.”

Min mor var alkoholiker, og det havde hun været ligeså længe, som jeg husker. Min mor havde altid været meget optaget af sit udseende, og hvilket tøj hun gik i. Hun røg forskellige ting, og når hun ikke var påvirket af forskellige stoffer, så var hun altid stresset. Det skete meget sjældent, at min mor var afslappet og glad. Min mor har altid været meget direkte, og hun har aldrig været tilbageholdende. Når hun var stresset, så gik det altid ud over mine søskende, min stedfar og mig. Hun kunne slet ikke kapere, hvis man arbejdede lidt imod hende, for så gik hun i baglås og reagerede på en meget sur og til tider voldsom måde.

Sådan som min mor altid har fortalt, så ville min far ikke kendes ved mig, da jeg blev født. Han troede ikke, at jeg var hans, men fandt ud af det modsatte, da de havde sammenlignet vores blod. Min mor og far havde mig sammen i cirka et halvt år efter, at jeg var blevet født, og så skiltedes de derefter som kærester. Jeg så ikke min far, før jeg var otte år gammel. Han havde fået en anden kæreste og jeg havde fået en såkaldt halvsøster, da jeg begyndte at have samvær med min far. Jeg begyndte at se min far cirka hver anden weekend, og jeg blev altid meget ked af det, hver gang vi skiltes. Hos min far følte jeg mig tryg og sikker. Jeg var omringet at sikre omgivelser, når jeg var hos ham. Jeg indså hver gang, jeg skulle hjem, at jeg nu kom til et hjem, hvor jeg skulle gå og have ondt i maven, fordi jeg var usikker og nervøs. Da jeg begyndte at blive ældre, så jeg ikke så meget til min far. Han tog ikke initiativ, og jeg tog ikke initiativ. Jeg følte ikke, at jeg havde brug for en far, da jeg aldrig havde prøvet at have den far og mor, som kunne få en hverdag til at fungere sammen med deres barn. Den faste kontakt med min far stoppede efter en weekend engang i femte klasse. Siden dengang har han kun opsøgt mig én gang efter min konfirmation, og siden har jeg kun haft spontan kontakt med min far.

Mine bedsteforældre har altid været der for mig, ligeså længe jeg kan huske. De har altid støttet og beskyttet mig, og de er altid kommet mig til undsætning, hvis jeg havde brug for hjælp. Da jeg var helt lille, boede jeg i nogle årgange hos mine bedsteforældre. Min mor besøgte os til tider for på den måde at se mig. De var de vigtigste personer i mit liv, og de gav mig den tryghed og kærlighed, som jeg eftersøgte. De var som forældre for mig.

Da jeg aldrig havde lært min far at kende, holdte jeg rigtig meget af min lillebrors far Søren, som altid var der for mig. Han var min far. Han skældte mig aldrig ud, og han ville gøre alt, for at gøre mig glad. Jeg følte, at jeg kunne stole på ham, og jeg havde indtrykket af, at han var en meget trofast, tillidsfuld og pålidelig mand. Jeg følte også, at min mor holdte meget af ham, og at hun kunne stole på ham, men på et tidspunkt i mit liv, mistede jeg kontakten til ham.

Min mors tredje kæreste, som var min lillesøsters far Michael, fik mig helt klart til at føle mig tryg og sikker. Når bare han var der i vores hverdag, så var jeg ikke bange og nervøs. Han var der for mine to søskende og mig. Michael havde mange værdier i hans liv, men da han fik muligheden for at få en familie og leve et normalt liv, greb han chancen og ville derfor gøre alt for mine søskende og mig. Det var en tryghed for os alle tre.

Efter skole havde jeg altid sommerfugle i maven (følelsen af nervøsitet), når jeg skulle hjem til min mor, stedfar og mine to søskende. Jeg skulle til at gå i tredje klasse og boede cirka 200 m. fra skolen. Min familie og jeg var lige flyttet til byen. Jeg var meget ked af det de første dage. Indtil videre havde jeg gået på tre forskellige skoler. Jeg skulle finde nye venner og veninder, hver gang vi flyttede. Men jeg var ikke svag, og jeg tog det hele i stiv arm og med en masse mod. Jeg var allerede klar til at møde nye venner.

Det gik rigtig godt på den nye skole, og jeg fandt hurtigt venner. Det var en meget lille skole, og omfanget af klassekammerater var ikke så stor. Derfor fandt jeg hurtigt to bedste veninder. Louise havde en perfekt familie. Hun fik alt – kærlighed, tryghed og bekræftelse. Alt dette fik hun, også endda uden at bede om det. Jane havde også et forholdsvis perfekt liv. Hendes forældre skændedes dog ofte, men Jane og hendes bror fik også den kærlighed og tryghed, som et hvert barn/teenager har brug for. Louise og Jane var de eneste to fra skolen, som fik lov til at kende til mit liv bag bøgerne. Jeg klarede mig rigtig godt i skolen, i forhold til at jeg ikke fik nogen hjælp hjemmefra. Jeg har altid - i hele mit liv, haft mange ambitioner, og jeg har altid stillet meget høje krav til mig selv. Jeg var meget moden af min alder, og jeg havde i en tidlig alder frigjort mig fra mine forældre. Aller inderst inde havde jeg ikke udviklet min personlighed, jeg havde ikke en identitet, og jeg var ikke selvbevidst.

”Hendes mor havde slæbt den lille pige med i byen igen. Der var hyggeligt på værtshusene. Hendes mor havde drukket sig fuld, og de skulle hjem. Ligesom alle andre gange forvandlede de positive følelser i den lille pige sig til negative følelser – usikkerhed, forvirring og nervøsitet. De var kommet hjem, og den lille pige turde ikke sove med hendes mor. Hun lavede derfor en hule i indkørelsen og overnattede der. Kun i hendes hule, kunne hun føle sig tryg.” På vej hjem fra skole følte jeg mig altid usikker, og jeg vidste ikke, hvad der vendte på mig, når jeg kom indenfor døren – derfor inviterede jeg sjældent nogle venner eller veninder på besøg. Jeg kunne i de værste tilfælde, men tit og ofte, finde min mor i en brandert. Nogle gange var de slemmere end andre gange. Min stedfar arbejdede til tider til kl. 17 om eftermiddagen. Hvis jeg vidste det, inden jeg tog hjem fra skole, sørgede jeg for det meste for at lave nogle aftaler med mine veninder. Når min stedfar var hjemme, så kunne hun ikke tvinge mig til at hente øl og smøger ved købmanden, hun kunne ikke forsøge at slå mig, og hun kunne ikke skælde mig ud. Når min stedfar var hjemme, følte jeg mig sikker og tryg – eller så tryg som muligt. Når jeg var alene hjemme med min mor, blev jeg til sidst vant til at tage ansvar. Ikke kun for mig selv men også for mine søskende, som havde en meget ung alder og krævede meget opmærksomhed.

Jeg havde vænnet mig til min mors misbrug, og jeg havde anerkendt, at min mor havde et problem. Jeg vidste godt, at ingen andre end hende selv, var skyld i hendes misbrug. Jeg gav kun hende skylden og ingen andre end hende selv. Jeg begyndte at få svært ved at skjule min mors problem, og fik derfor brug for at snakke med en om det hele. Jeg snakkede nogle gange med skolesygeplejersken, og senere begyndte jeg at snakke med min klasselærer. Hun var en slags aflastningsforælder for mig, og hun snakkede meget med mig om de ting, som foregik derhjemme. Jeg var blevet glad for hende, og jeg knyttede mig hurtigt til hende og hendes familie.

Det mest forfærdelige, som nogensinde er sket i mit liv, var der hvor jeg fik at vide, at mine to søskende skulle på børnehjem i byen Skørping. Jeg gik i femte klasse, og jeg var meget bange for at miste mine søskende. Følelsen af svigt dukkede op i mig endnu en gang, samtidig med at jeg også skulle bekymre mig om mig selv. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske med mig eller min mor. Min mor havde ikke udnyttet hendes sidste chance for at få lov at beholde os alle tre. Hun kunne godt få os tilbage, men der var betingelser. Hun skulle gøre noget ved hendes misbrug, og det gjorde hun. Hun tog frivilligt ned på et behandlingscenter i Esbjerg, som hed Midgaarden. Der skulle hun være de efterfølgende 9 måneder. Jeg var overlykkelig, da jeg fik at vide, at jeg måtte bo hos min far. Jeg havde min far helt for mig selv, og jeg levede i trygge omgivelser, og jeg kunne ikke blive gladere. Min halvsøster Simone kom en gang hver weekend cirka. Det gik rigtig godt hos min far, indtil den dag, som ændrede resten af det år. Jeg havde Jane på besøg, og min far lod os være alene hjemme. Han løj om, hvor han var, og det viste sig, at han havde været til fest. Jeg blev svigtet igen, og ville straks ud til mine bedsteforældre at bo. Jeg fik lov at bo hos mine bedsteforældre, og det gjorde mig glad. De var alligevel også de eneste i mit liv, som ikke kunne drømme om at svigte mig. Jeg fik et værelse, og jeg følte mig hjemme.

Min mor flyttede hjem igen, og hun fik som aftalt alle tre børn igen – på én gang. Hun fik ingen hjælp til at starte forfra. Min mor havde forandret sig en del. Hun var stille og rolig, og hun var aldrig oppe at køre i den første måned. Hun var kærlig og opmærksomhedsgivende. Hun havde fået nogle gode egenskaber i løbet af hendes tid på behandlingshjemmet – nogle egenskaber som man aldrig havde set hos hende før. Hun var slet ikke til at genkende. Men vi var alle tre meget glade for at have hende tilbage. Et stykke tid efter at hun var kommet tilbage, flyttede vi lidt længere ud på landet. Vi boede på et flot nedlagt landbrug. Vi boede der i cirka i to et halvt år. Det gik rigtig godt, og hun var meget engageret og prøvede at gøre det bedste for os alle tre. Jeg kan huske, at hun skrev ned i sin kalender for hver måned, hvor hun havde været clean. Det holdte jeg meget nøje øje med. Hun havde været clean i otte måneder, og så begyndte det at gå ned af bakke.

Så skulle jeg starte på en ny skole fra ottende til niende klasse. Min forhenværende skole var som skrevet meget lille, og omfanget af elever var ikke så stort. Men som en ung og frisk pige glædede jeg mig til den kommende omvæltning. Den nye skole var kæmpe stor. Vennerne og veninderne var meget anderledes, og man kunne godt mærke, at de havde været vant til noget så stort længere tid end os nye. Men jeg elskede skolen – det var jo mit fristed, og det skulle det blive ved med at være. Jeg var fast besluttet på at være imødekommende og udadvendt, da jeg ville skabe så mange venskaber som muligt, og det lykkedes heldigvis for mig.

Hun begyndte langsomt at falde tilbage – tilbage til mareridtet. Hun begyndte at købe chokoladeskildpadder med rom i, og det blev langsomt værre og værre. Hun begyndte langsomt at drikke lidt for sig selv, og hun prøvede selvfølgelig at skjule det. Jeg begyndte at blive meget opmærksom og kontrollerende. Hun havde nogle bestemte steder, hvor hun gemte tomme og fulde flasker. Om aftenen da vi alle tre var gået i seng, lukkede hun altid døren ind til stuen, hvor hun var begyndt at overnatte. Værre blev det, da hun til tider lige pludselig kunne finde på at køre fra os alle sammen midt om natten. Men hun kunne aldrig skjule det – hverken for mig eller mine to andre søskende. Jeg begyndte at konfrontere hende med, at hun ikke kunne skjule det, og jeg tror godt, at hun kunne mærke, at hun blev overvåget og kontrolleret. Der begyndte igen at blive mange problemer mellem hende og min lillesøsters far Michael – han boede dog for sig selv, hvor han sommetider besøgte os eller overnattede hos os, men det var sjældent, at han kunne holde ud at være længere tid hos os, end et par dage. Min mor begyndte at blive overgearet, stresset og konfliktsøgende, og det hele startede forfra. Når det var allerværst, skulle jeg igen kontakte mine bedsteforældre for at blive reddet fra alle problemerne. En af de værste dage i mit liv, var da jeg gik i syvende klasse. Min lillesøsters fars mor, skulle holde 60-års fødselsdag ude i vores lade, og der var selvfølgelig sprut inkluderet. Jeg var meget nervøs for at der skulle ske noget forfærdeligt – men det gjorde der. Min mor og hendes veninde Henriette skulle pludselig til Linedance inde i byen midt om natten, og efter det så jeg hende ikke i flere dage. Hun var for alvor faldet ned på bunden igen. Min mor og Michael gik fra hinanden, da jeg gik i ottende klasse, og vi flyttede alle sammen ud i et lille hus, ejet af dem, som boede ved siden af på samme grund. Min lillesøsters far havde søgt om forældremyndigheden over Michell, og min mor afgav derfor den fælles forældremyndighed til Michael. Derefter flyttede min lillesøster over til hendes far. Det gik rigtig dårligt for min mor, og hun skulle stadig tit ud om natten for at ”købe” forskellige ting. Hun var begyndt at lyve, stikke af og drikke igen. Dem som ejede huset, var begyndt at blive opmærksomme og mistænkelige. En dag hvor min mor havde min lillesøster på besøg, gik det helt galt for hende. Min lillesøsters far kom og hentede hende, min lillebror og mig. Min lillesøster, min lillebror og mig græd alle sammen. Vores udlejere fandt ud af, hvad det hele gik ud på, og hvilket problem min mor kæmpede med. Det hele gik hurtigt i orden igen, og min lillebror og mig flyttede tilbage igen, og det hele skete på meget kort tid.

Et stykke tid efter at det hele endnu engang var glemt, begyndte jeg at komme sammen med vores udlejeres søn Anders. På dette tidspunkt gik jeg i ottende klasse, hvor han gik i syvende. Han var min rigtige første kæreste, og jeg elskede ham overalt på jorden. Efter at han og mig blev kærester, brugte jeg efterhånden rigtig meget tid inde hos ham og hans forældre. Det var en meget humoristisk familie, og de var for det meste altid glade alle sammen. Hans familie bestod af mor, far, to brødre og en søster. De havde alle sammen mange glæder i livet, og de var derfor meget livsglade og positive. De havde et meget tæt forhold til hinanden, og samtidig havde de også respekt for hinanden. Efterhånden som tiden gik, blev jeg meget glad for deres familie. Jeg tog i mod deres kærlighed og tryghed til mig, og en dag i påskeferien flyttede jeg ind hos dem. Til at starte med fik jeg kun lov til at flytte der ind midlertidig, samtidig med at min lillebror og mor stadig boede lige inde ved siden af. Fire måneder senere hentede min kærestes mor mig midt i skoletiden, for at fortælle, at jeg havde fået lov til at bo hos dem og have dem som plejefamilie. Den dag var en af de lykkeligste dage i mit liv.

Det gik rigtig godt i min nye familie, også med hensyn til min kæreste og mig. Jeg følte mig hurtigt hjemme, og det gjorde mig rigtig glad. I det første halve år hvor jeg boede hos min plejefamilie, ville jeg slet ikke have nogen som helt form for kontakt med mim mor. Jeg dissideret hadede hende overalt på jorden, og jeg kunne ikke kapere, hvis hun ringede og kontaktede mig. Min mor fandt hurtigt en meget ung kæreste, og dem og min lillebror flyttede langt væk til en lille by. Det havde jeg det godt med – da jeg tit fik skyldfølelse af at se min lillebror hver dag leve i det mareridt, som jeg endelig var sluppet for. Men jeg var begyndt at tænke på mig selv, og det manglede bare. Jeg ville begynde at tage ansvar for mig selv og udelukkende mig selv. Kontakten til mine bedsteforældre mindskedes i et stykke tid, men den kom hurtigt op at køre igen.
Min far kontaktede pludselig min plejefamilie, og vi begyndte at oprette kontaktet til hinanden igen. Det hele skete på mine præmisser med hensyn til tid, lyst osv. Men senere på året stoppede kontakten igen.

Min plejemor gjorde alt, hvad der stod i hendes magt for at hjælpe og støtte mig. Min plejemor styrede nærmest det hele – hun var overhovedet, og hun var ikke meget for, at man sagde hende i mod. Mine plejesøskende arbejdede meget, da de boede på landet og ejede en meget stor gård. Jeg havde det til tider dårligt psykisk, og jeg oplevede mange op – og nedture. Det tog meget hårdt på mig. Jeg fandt ud af med mig selv, at man ikke kommer særlig langt i livet, hvis man hader nogle af de tætteste personer i ens liv. Jeg stoppede derfor med at hade min mor. Jeg begyndte at se helt anderledes på min baggrund og alt det, som hun har udsat mig for. Jeg vendte min barndom fra noget negativt til noget positivt. Jeg så ikke så meget til mine søskende. Men dog så jeg mere til min lillesøster, da hun boede så tæt på mig, at jeg kunne cykle for at besøge hende. På et tidspunkt begyndte det at gå meget dårligt mellem min kæreste og mig. Jeg var startet i niende klasse og han i ottende. Vi blev for tætte og indelukkede. Ti måneder efter at jeg var flyttet ind til dem, blev min kæreste og mig enige om at gøre det forbi pga. for mange problemer osv. Vi kom hurtigt over hinanden, selvom at vi boede under samme tag. Men efter vores brud begyndte det at gå dårligt mellem min plejefamilie og mig. Jeg følte ikke, at de lyttede på mig. Jeg følte bare, at min plejemor udelukkende troede på, at den eneste måde at hjælpe mig på, var på hendes måde. Men på dette tidspunkt ville jeg ikke gøre noget ved det. Jeg håbede bare på det bedste.

Jeg havde udviklet mig rigtig meget på det år. Jeg var blevet meget mere social, og havde altid en ny veninde med hjemme hver dag. Jeg tror ikke, at mine plejeforældre kunne følge med til sidst. Men man kunne også til tider begynde at se nogle dårlige sider af min personlighed. Jeg var meget konfliktsky og isolerede mig tit, hvis der var problemer. Jeg var også meget påtagende og nærtagende, men jeg arbejdede med alle kræfter for at kurere mine mærker fra barndommen. Så blev det sidste skoledag, og min klasse og jeg skulle i Fårup Sommerland og derefter ud at feste i en hytte. Min plejefar var med for at holde øje med det hele, og det var jeg glad for. Engang i slutningen af ottende klasse, begyndte jeg at snakke meget med Anders fra min klasse, og hans hjælp forandrede mig, min personlighed og min identitet rigtig meget.

Anders var en meget selvbevidst, inspirerende og især klog dreng. Han vidste, hvad han ville med hans liv, og han var altid meget positiv og glad anlagt. Han havde respekt og tog altid hensyn til alle andre mennesker. Anders var bare opmærksom, hjælpsom og meget elskelig. Han ville ikke ligne alle andre og gjorde meget ud af at være speciel og anderledes på hans egen måde. Anders var en type, som ikke kunne leve uden hans venner og familie, det var både klart og tydeligt. Han var også den type, som altid ville have gang i noget. Han var ikke så god til at slappe af, og hans hidsige temperament tog tit overhånd. Jeg tror helt klart, at han var bange for at begynde at elske mig, han var bange for at binde og knytte sig til én, som han holdte rigtig meget af, og derfor svingede hans følelser og humør både frem og tilbage ret ofte. Men Anders hjalp mig igennem rigtig mange problemer – med hans positivitet og opmuntring, og jeg begyndte lige så langsomt at holde rigtig meget af ham. Vi begyndte at være sammen som venner, og vi ringede tit sammen om aften og kunne snakke i flere timer. Hans tilstedeværelse gjorde mig tryg, og det at jeg følte, at han holdte af mig, fik mig til at føle mig både elsket og værdi. En almindelig hverdag uden ham, begyndte at blive kedelig og trist. Vi begyndte at komme sammen dagen efter sidste skoledag. Det var en af de lykkeligste dage i mit liv. Endelig ville én, som jeg holdte af og elskede overalt på jorden være både trofast, tillidsfuld og pålidelig overfor mig, som egentlig aldrig havde oplevet den slags kærlighed til et andet menneske før. Jeg knyttede mig meget hurtigt og tæt til Anders, og på et tidspunkt i vores forhold indså jeg, at jeg højst sandsynligt ikke kunne leve uden ham. Vi havde mange op – og nedture i vores forhold bl.a. fordi, at jeg ikke var så god til at vise mine følelser. Han gjorde alt for at gøre mig glad – ting som ingen andre ville have gjort. Anders slog ofte op – sandsynligvis fordi at han ikke altid havde overskud til mig og mine problemer. Men jeg kunne ikke acceptere det, og jeg kæmpede altid med alle midler for at få ham tilbage. Hver gang han slog op, følte jeg et svigt. Jeg var vant til at blive svigtet, og alle svigt fra min barndom havde åbenbart kæmpet sig med op, og havde derfor sat sig fast.

”De skændes igen – hendes mor og stedfar. Hendes mor græd, og hendes stedfar råbte, og de var begge fulde. Hun kunne ikke huske, hvor hendes søskende var. Men var også mest af alt optaget af alt det kaotiske, som skete omkring hende. De mange følelser som stormede igennem den lille piges krop, forvandlede sig til panik. Hendes bedsteforældre kom hende endnu engang til undsætning og reddede hende endnu en gang.”

Jeg ville prøve noget nyt og spændende. Noget som modnede mig og gjorde mig klar til at prøve alt nyt i livet. Derfor tog jeg tre uger på sprogrejse på Malta, og jeg skulle af sted i tre uger. Jeg tog alene af sted og mødtes med de 20 andre ukendte fra holdet. På vej i toget til KBH var jeg meget nervøs, men mest af alt var jeg spændt. Jeg glædede mig meget til at komme ud og opleve verden, som jeg aldrig havde oplevet den før. Jeg fik en masse venner, men en speciel god veninde Natasha, som kom fra samme landsdel som mig selv. Det var en oplevelse for livet, og det havde modnet mig både med hensyn til sprog - men det havde også forbedret min psyke. Da jeg kom hjem fra Malta forandrede alt i min plejefamilie sig. De begyndte at virke ligeglade og fraværende overfor mig. De begyndte også at gøre en stor forskel på deres egne tre børn og mig. Jeg følte mig fortabt, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg følte mig uden for familien, og ville bare hjem til mine bedsteforældre hurtigst muligt. Der overnattede jeg bare uden videre i fem dage. Da jeg kom hjem, tog jeg hjem til Anders. Jeg var stukket af fra alle problemerne, og jeg kunne ikke overskue noget som helst. Om aftenen hentede de mig ved Anders, da jeg skulle starte på efterskole dagen efter. Det var endnu en omvæltning i mit liv, men jeg glædede mig til at komme væk hjemmefra og væk fra alle mine problemer. Jeg glædede mig til at starte på en frisk.

Min plejemor og plejefar kørte mig op på skolen. Den lå i Thisted – en by som jeg ikke rigtig havde noget specielt kendskab til. Det var en meget stor dag for mig, og der skete så meget, at det var helt overvældende. Jeg kom rigtig godt ud af det med alle de nye mennesker, som jeg var omringet af, og jeg knyttede mig hurtigt til min roommate Camilla. Vi åbnede os for hinanden med det samme, og fandt begge ud af, at vi havde rigtig meget tilfælles med hensyn til vores barndom og baggrund. Der gik måske to uger efter, at jeg var startet på skolen, og så skete der det, at jeg besluttede, at jeg ikke ville tilbage til min plejefamilie. Jeg var i tvivl og mente derfor ikke, at det var den rigtige familie, siden jeg var i tvivl. Jeg havde ikke set dem i tre uger efter, at jeg var startet, men i dag har jeg set dem et par gange siden. De har altid været der for mig, men de havde ikke resurser nok til at hjælpe mig.

Jeg har altid haft meget travlt i løbet af mit liv, og jeg har haft mange mål og ambitioner med hensyn til min fremtid. Jeg har altid villet hurtigt videre i mit liv, og jeg har altid villet vise alle dem, som jeg elsker og holder af, at jeg har en viljestyrke som ingen andres. Jeg har mange glæder i mit liv, men jeg vil altid være mærket af min barndom og baggrund – både som datter, barnebarn og kæreste. Jeg har meget at arbejde med, og måske mærker man ikke altid, hvor meget der bliver kæmpet, men der vil altid være en facade, og man ved aldrig, hvad der bliver kæmpet med, bag denne.

Dette er en slags selvbiografi, som er skrevet til overstående personer. Nogle af de personer som betyder allermest i mit liv. Selvom at det måske er umuligt, så håber jeg ikke, at muligvise negative ting som er skrevet, bliver taget alt for personligt. Jeg elsker at skrive, især om mine følelser. Jeg lever også lidt med et håb om, at det rører jer, som læser det. Specielt én af jer – dig som har givet mig livet som gave. Jeg håber at det hele er skrevet forståeligt, og jeg håber, at man får noget ud af at læse det.