Hej jeg hedder peter jeg havde en far der var stærkt afhængig af alkohol igennem mange år.
Jeg har egentlig aldrig set det som et problem, indtil for ca. 5 år siden.
Da det gik det op for mig, at hans forbrug af alkohol ikke kun gik udover ham, men også os andre i famillien - først og fremest økonomisk, men ikke nok med at vores økonomi langsomt blev dårligere og dårligere.
Han begyndte også at køre på mig psykisk, hvilket jeg stadig har men af den dag idag.
Han har da også sommetider langet mig en lusing, hvis jeg ikke ville som han ville.

Men så for ca. halvandet år siden forsøgte han for "vores skyld" at gå på en Antabus, hvilket han havde prøvet mange gange før og selvfølgelig kunne han heller ikke overholde den den her gang og han forsatte med at drikke.
Så kom jeg til at gå arbejdsløs i et halvt år, hvor jeg gik hjemme og passede ham mere eller mindre, for han var meget syg pga. alkoholen.
Særligt husker jeg en dag jeg gik hjemme og passede ham.
Jeg var godt træt af at han ikke ville indse, at han havde et problem og satte ham da af og til på plads.
Men det var hårdt.
Netop den dag havde han fået en hel del at drikke og han tog sit jagtgevær og sagde at nu skulle han nok løse alle problemerme en gang for alle.
Jeg spurgte ham, hvad skulle med det.
Men han ville ikke sige det.
Jeg sagde, at han ikke kom ud af huset, før han fortalte hvad han skulle med det.
Så sagde han, at han ville skyde sig selv med det, så vi ikke behøvede at spekulere mere på ham.
For første og sidste gang i mit liv gav jeg min egen far tæsk og gemte geværet.
Vi talte ikke sammen resten af den dag.

Nytårsaften 2003/2004 forsvandt han så i fem timer.
Jeg var så langt ude psykisk, at jeg ikke engang gad at gå ud og lede efter ham.
Men efter 5 timer kom de rendende over fra nabo huset og sagde, at han ikke kunne stå på benene, og det kunne han heller ikke for han havde drukket en hel flaske chilli snaps.
Noget jeg ved er farlig fordi jeg har 2 kammarater der var døden nær da de drak det skidt.
Så han blev indlagt på sygehuset og fik at vide at hvis han ikke havde fået blodtryksnedsættende medicin den dag, så var han død.
Han blev imidlertid sendt hjem igen klokken 5, da var jeg så gal på ham at jeg sagde til ham at jeg var ligeglad med ham for min skyld kunne han ligeså godt være død.
Og det eneste han sagdevar: jeg går i seng.
Men næste morgen spurgte han om jeg mente det jeg havde sagt og det gjorde jeg og det viste sig at være hvad der skulle til for at få ham til at søge profesionel hjælp.
Han gik til egen læge og fik at vide, at hvis han kom på et skrapt behandlingshjem i København ville han kunne leve 20-30 år med en halv lever funktion.
Men det hade vi ikke råd til, så min far søgte kommunen om økonomisk hjælp til det, men fik afslag.
De mente ikke, at han kunne helbredes.
Dette resulterede i, at min far (et af jordens dejligste mennesker) gik hen og drak sig ihjel.
Du gik bort onsdag den 17. marts 2004 kolokken 04.01.
Du så det som den eneste udvej.
Du var svigtet af systemet og ville ikke ligge os som famillie til byrde længre.
Sov sødt kære FAR du vil altid være i mit hjerte og tanker.